Skip to main content

Gyldendals store lægebog Hergel L

Alment praktiserende læge Niels Erik Møller E-mail: nem@dadlnet.dk

6. feb. 2006
2 min.

Pragtfuld, velskrevet billedrig bog der trygt kan anbefales til patienter og pårørende. Forfatteren Lise-Lotte Hergel er praktiserende læge, »det bedste arbejde man kan tænke sig«, som hun anfører. Og stilen er præget af vanen med patientkontakt, sproget let og illustrationerne talrige og smukke.Hun opbygger bogen efter organer, gennemgår anatomi og funktion, derpå symptomer og lidelser. Sindet har fået et interessant afsnit, ligesom graviditet og fødsel. De teknikker, der anvendes i både primær- og sekundærsektoren, gennemgås flot, så patienten er velforberedt.Hun har under de alvorligere cancersygdomme gennemgået udredninger, behandling og nævner flere palliative tiltag som stents ved øsofaguscancer. Patienter og pårørende vil ikke blive forskrækkede og tabe modet over dårlige prognoser og infame tal, men får noget positivt at holde sig til - der kan stadig gøres noget.

Som kollega er jeg også glad for at læse den sobre omtale af lidelser som fibromyalgi, forholdet mellem sjæl og legeme afbalanceres, så patient og læge kan mødes efter læsningen. Tilsvarende om f.eks. fødemiddelallergi og piskesmæld.

At den samme forfatter har skrevet hele værket giver en god og sammenhængende stil, og rækken af fagkonsulenter sikrer, at oplysningerne er o.k. Der er kun få svipsere: Havrix anses i dag for at holde 20 år, skoldkopper smitter allerede før den første knop, bogen anbefaler at undgå husdyr som primærprofylakse mod allergi, nyere epidemiologiske undersøgelser kan nok tolkes omvendt, da opvækst på landbrug f.eks. nedsætter risikoen.

På kortene over udbredelsen af hepatitis A og B er der sket ændringer, idet Grønland i begge tilfælde af WHO medregnes til risikoområderne, medens dette ikke er tilfældet her.

Der kunne generelt ankes over manglende global tænkning, idet vi nu i »herberget« får medborgere med nye og anderledes sygdomme, men indtil de udvidede sprogkrav er gennemført, vil vore etniske patienter næppe læse værket alligevel.

Hvis mine øvrige patienter spørger til, hvor de kan læse mere, vil jeg fremover anbefale Gyldendals store lægebog.

København: Gyldendal, 2005.

576 sider. Pris: 349 kr.

ISBN 87-02-01026-7