Skip to main content

REDAKTØRER:

Ottesen B, Mogensen O, Forman A.

FORLAG: København: Munksgaard Danmark, 2011

SIDER: 484

Pris: 648 KR.

ISBN:

978-87-62809-25-3

Den foreliggende bog er fjerde udgave af en lærebog i gynækologi, redigeret af tre af fagets ledende professorer. Kapitlerne er forfattet af en række eksperter, der hver især har bidraget med kapitler inden for deres helt specielle interesseområde, og er således strikket sammen af indlæg fra mere end 30 forfattere - både nye og gengangere fra tidligere udgaver. Trods de mange personers forskellige stil er det lykkedes for redaktørerne at skabe et værk, der fremstår harmonisk og stilmæssigt ensartet, og værket er således let tilgængeligt for læseren.

Lærebogen indeholder reviderede kapitler, der er videreført fra tidligere udgaver og på fortrinlig vis er bragt up to date, ligesom der under hensyntagen til fagets udvikling er optaget nye kapitler, der beskriver fagets sidst tilkomne subspecialer - ungdomsgynækologi, adipositas, onkogenetik, sexrelateret vold og den tidlige graviditets problemer er ført fra obstetrikken over i den gynækologiske lærebog.

Bogen er rigt illustreret med mange gode stilistiske tegninger udført af Lotte Clevin, og der er mange gode og instruktive fotos. Som noget nyt giver lærebogen adgang til et website med 23 undervisningsfilm på bogens udgivelsestidspunkt. De kan ses med e-nøgle eller på smartphone via tags, der er anbragt ved siden af teksten, som således på ypperligste vis suppleres med meget instruktive levende billeder.

Lærebogen henvender sig først og fremmest til lægestuderende og er en særdeles velegnet bog til en bred indføring i faget. Andre studerende (sygeplejerskestuderende, jordemoderstuderende m.m.) kan også have fordel af at læse bogen i uddrag, og den er en strålende hjælp til genopfriskning og repetition af udvalgte emner for såvel specialets egne læger som andre læger, herunder speciallæger i almen medicin.