Hansen HK. Livet er et kunstværk – om ældrepædagogisk teori og praksis

Endnu en temadag i Ældreforums regi (i år 2000) har dannet afsæt til denne publikation om pædagogikkens kulturhistorie med teoribegreber og konkrete praktiske indfaldsvinkler. Bogen er på 62 sider, let læst, velskrevet af cand.pæd. Helle Krogh Hansen og kan anbefales, hvis man hurtigt vil sættes ind i et ellers omfangsrigt og svært tilgængeligt felt.

Under forskellige overskrifter afgrænses emnet først i forhold til ældremålgruppen. Det negative kulturnedarvede aldringssyn bliver indledningsvis beskrevet kort og præcist. Vi har svært ved at slippe forestillingen om, at alderdom er lig med svaghed, selv om mange undersøgelser viser, at nutidens ældre som helhed er stærke, tilfredse og aktive. Problemet er ofte, at de ikke kan få lov til fortsat at være aktive og deltage i samfundsopgaver. Men »alderdommens frisættelse« betyder, at man ikke skal beskrive ældrebefolkningen vha. de traditionelle roller, hvor man som ældre har fortjent at slappe af. Alderdommen vil også bl.a. pga. den stigende velfærd blive en livsfase med muligheder i stedet for en periode, hvor man trækker sig passivt tilbage. Selv om der stadig er fastlåste forventninger til, hvordan det er at blive og være gammel, vil der i de kommende år ske også en individuel frisættelse, således at den enkelte vil vælge sin helt egen livsstil - også som gammel.

Derefter gennemgås hvad pædagogik egentlig er, og også her bliver man hurtigt og med forfatterens selvindsigt ført ind i at forstå denne disciplin, som et kulturprodukt i et spændingsfelt mellem psykologi, filosofi og sociologi. Der argumenteres godt for, at man kan tale om en speciel ældrepædagogisk indsats, hvor forskning og praksis vedrørende børn og unge nok ikke lægges til grund for pædagogiske initiativer over for ældre.

Vi indføres i tre dimensioner og tre niveauer.

Livslang læring skal ses i lyset af kvalificering, dannelse og eksistentiel udvikling. Pædagogikken tager så sit udgangspunkt i tre niveauer, hvor kultur og institutioner danner grundlaget for selve de konkrete handlinger.

Med denne disposition lykkes det på 30 sider at indføre lægmand i meget komplicerede begreber, uden at man mister tråden. Er man specialkyndig vil dette formentlig være for meget discount, men jeg synes, det er en glimrende beskrivelse af disse svære forhold. Jeg tror mange klinikere vil blive grebet af, hvor balanceret, respektfuldt og empatisk »det individuelle møde« bliver beskrevet, også set i lyset af, hvordan vi evt. kan forbedre vores indsats.

Bogen rundes af med et budskab om, hvad ældrepædagogikken egentlig handler om. På temadagen, som bogen bygger på, havde Klaus Rifbjerg holdt indlæg, hvor han sagde: »Livet er et kunstværk, som kræver den største opmærksomhed«, hvilket jo er så enkelt, men så sandt uanset om det ses fra det personlige eller det professionelle perspektiv. Bogen slutter: Der skal være mulighed for at blive helbredt, lindret eller trøstet, men der skal sandelig også være mulighed for at få hjælp til at »mestre, bevæge og vokse«. Erfaringer og ideer om ungdom gælder ikke automatisk for ældre mennesker. For med yderligere et Klaus Rifbjerg - ord: »man er ikke ung, når man er ældre«!

Man ved lidt mere om, hvad pædagogik egentlig handler om efter at have læst denne bog.

København: Ældreforum, 2002.

62 sider. Kan hentes på www.aeldreforum.dk

ISBN 87-90651-30-8