Arbejdsmarkedsforskeren Helle Hein har tidligere tilbragt uger på hospitaler som forsker. Nu har hun også været der som patient og det slog hende, at en overdreven nytteetik - bl.a. udtrykt i dokumentationskravene - har skabt kollektiv resignation.
”Er der ingen, der har patienten i centrum længere?,” spruttede lægen til sygeplejersken. Det var kulminationen på mit mest nervepirrende sygehusfeltstudium. Nu var jeg ikke passiv observatør, men patient. Akut indlæggelse. Mit livs første rigtige operation. Et lille indgreb. Intet alvorligt. Og alligevel en lille gyser.
Jeg var den første på operationsprogrammet dagen efter indlæggelsen, men blev først kørt på OP om eftermiddagen, da man havde glemt at gøre mig klar til operation. Det bestilte anæstesitilsyn kom først, efter at jeg var lagt i narkose. En ny slags superoptimering? På OP havde den derværende anæstesilæge forberedt sig på at operere en patient ved navn Johnny på omkring de 60. Tilbage på sengeafsnittet i groggy tilstand blev jeg overladt til mig selv, indtil en læge efter tre timer agerede dyneløfter og konstaterede, at operationssåret blødte så kraftigt, at han overvejede at køre mig retur til OP. Jeg bad ham tænke uden for boksen under henvisning til, at de på OP mente, at jeg hed Johnny.
Måske er jeg forudindtaget af min forskning i sygehusvæsenet, men man kunne nærmest mærke, hvordan en overdreven nytteetik havde skabt kollektiv resignation og langsomt fjernet fokus fra pligtetikken og fra patienten.
Lægen udfrittede den sygeplejerske, der hjalp med at stoppe blødningen. Hvorfor havde ingen kigget til mig i tre timer og opdaget blødningen? Hvorfor havde man ikke forsøgt at minimere effekten af narkosen ved at lægge en ny venflon til erstatning for den, der drillede, så jeg kunne have fået mere end en halv pose væske på 28 timer? Svaret på begge spørgsmål var travlhed. Det fik en af medpatienterne på stuen til at udbryde, at jeg havde taget fastetjansen for de øvrige tre patienter på stuen, der alle havde fået aflyst deres program samme dag, da de ikke vidste, at de skulle faste – og plejepersonalet havde bragt dem morgenmad. Og så var det, at lægen spruttede: ”Er der ingen, der har patienten i centrum længere?”
Jeg bebrejder ikke personalet på afdelingen. De havde travlt. Med at dokumentere. Det meste af deres arbejdsdag foregik ved et skrivebord i kontakt med DDKM og ikke i kontakt med patienterne. Måske er jeg forudindtaget af min forskning i sygehusvæsenet, men man kunne nærmest mærke, hvordan en overdreven nytteetik havde skabt kollektiv resignation og langsomt fjernet fokus fra pligtetikken og fra patienten. Derfor er det også en glædelig nyhed, at DDKM i mellemtiden er blevet skrottet. Men mens der ryddes op i New Public Management-tiltagene og bureaukrati- og dokumentationsvanviddet, er det også nødvendigt aktivt at sætte pligtetikken på dagsordenen. Den har været udfordret længe, men nu vejrer den morgenluft. Så kære læge, har du talt med din pligtetik for nylig? For vi patienter har grumme meget brug for den!
