Hårfin grænse i lægekonsulenternes job

I Ugeskrift for Læger nr. 8 fremføres nogle tanker om lægekonsulenters rolle. Henriette Kjær citeres for at skulle have sagt: »En lægekonsulent kan ikke underkende, hvad andre læger har dokumenteret.« Må vi bede om en forklaring på, hvad ministeren mener med »underkende« og »dokumentere«. Det synes at fremgå mellem artiklens linjer, at man mener at kunne diktere, hvad en lægekonsulent må eller ikke må vide, mene og udtale sig om. Lægekonsulenten er først og fremmest læge, dernæst en konsulent, der bidrager til kommunens opklaring af sager, hvori helbred spiller en væsentlig rolle. Det at være læge er en mangesidet historie, men noget af det centrale i det at være læge er, at man er en selvstændig, professionel fagperson med et konkret og individuelt ansvar for alle sine behandlinger, udtalelser, undersøgelser, beskrivelser og fortolkninger. Det er endvidere klart, at en læge har ansvar ikke alene i forhold til lægeloven, men tillige i forhold til den hippokratiske ed, styrelsesloven, forvaltningsloven, kriminalloven og en række sociallove, som alle kan være i konflikt med hverandre.

Der er store forskelle i lægekonsulenternes kvalifikationer. Det er dog almindeligt, at mere erfarne læger påtager sig denne rolle, og det er typisk praktiserende læger der driver konsulentarbejdet som bijob. Lægekonsulentens rolle varierer stærkt. Det spænder fra det rene skrivebordsarbejde til en aktiv profil med klientsamtaler, personvurderinger, rundbordssamtaler, udviklingsarbejde m.m. Der er mange potentielle faldgruber over spektret, fra fejlbarligheden i at vurdere en klient alene ud fra diverse helbredsattester af varierende kvalitet til habilitetsspørgsmål der kan opstå, når man beskriver forhold der er uforenelige med den foreliggende beskrivelse. Det er givet, at der også findes brådne kår blandt lægekonsulenter.

Min hovedpointe er imidlertid, at ingen, hverken socialministeren, Folketinget eller anden myndighed, kan fratage eller modificere en læges professionelle ansvar. Ethvert forsøg på at blande det politiske/bureaukratiske og det lægelige ansvar ender uvægerlig i den blindgyde, at ingen andre end lægen kan eller vil påtage sig ansvaret, når det kommer til stykket. Det er derfor utilstedeligt og tendentiøs at man kan mene, at man kan lovgive sig ud af en tvistighed om lægekonsulenternes lægelige udtalelser. Det vil svare til at man påtog sig at lovgive om at forbyde en second opinion eller forbyde uenighed om diagnoser, operationsindikationer eller behandlingsmåder. Når en lægekonsulent vurderer det helbredsmæssige i en given sag, er det ofte på basis af divergerende og sommetider direkte modsigende vurderinger. Lægekonsulenten må bruge summen af sin viden til at afveje de forskellige argumenters vægt mod den viden, han/hun selv besidder, og forholde sig til det på nøjagtig samme måde som man gør i en klinisk sammenhæng. Det er ikke sjældent, at læger må konkludere at den korrekte diagnose endnu ikke er fundet. Dette forekommer i lige så høj grad hos lægekonsulenterne som hos alle andre læger.

Når dette er sagt, er det lovformeligt klart, at det er kommunen der træffer afgørelserne i sociale sager. Lægekonsu-lentens udtalelser og vurderinger er én af mange akter der danner grundlag for de afgørelser. Den i »Fakta - lægekonsulenter« stående formulering om, at »Lægekonsulenten må ikke selv undersøge den pågældende person, ...« må stå for forfatterens egen regning. Det at undersøge skal også defineres, thi ethvert møde mellem læge og patient/klient omfatter en lang række observationer der kan være mere eller mindre afgørende for en beskrevet diagnose. Gangart, sidden, ståen, nakke-, ansigts- og hånd- og armbevægelser under samtale m.m. kan give den erfarne observatør mange vigtige oplysninger. Lægen har i medfør af lægelovens §13 stk. 2 pligt til at dokumentere enhver lægelig handling, herunder også sådanne observationer.

Den hårfine grænse er svær at få øje på. Der er nærmest tale om syvtommersøm. Det er skræmmende, at man tilsyneladende glemmer, at lægekonsulenten også er læge.