Hej nye år

Se bagud

Der er i 2014 blevet skrevet om yngre lægers work-life-balance. To ydrepunkter er dukket op i debatten: klynkerne og superheltene. Diskussionen er en kopi af debatten om børnefamilierne, hvor klynkerne er dem, der under de aktuelle samfundsvilkår synes, at det er svært at få det hele til at hænge sammen, mens superheltene er de familier, som ved hjælp af de rette prioriteringer kan få kabalen til at gå op. Individfokuseret problemløsning og selvkritik er fremherskende i jagten på en vej ud af hamsterhjulet. Vi tilbydes mentorer og stresshåndteringskurser med fokus på, hvad vi kan gøre for at tage vare på os selv og bevare overskuddet både på arbejdet og i fritiden. Og hvis det så alligevel går galt, er det fordi, vi enten ikke har deltaget i kurset, eller vi ikke er robuste nok. Konkurrencestaten har sejret, også i vores branche, hvor individualisme hersker mere end nogensinde: Enhver person og enhver institution stiler mod at få mest muligt til sig selv. Hvor er fokus på de strukturelle vilkår? Når debatten bliver et spil stangtennis, ender vi med at få bolden tilbage i hovedet. Debatten bliver ensidig, graver grøfter og fodrer fordomme.

Se fremad

Jeg ønsker mig, at vi i stedet kunne stå sammen om at udvikle de bedste vilkår for et godt arbejdsmiljø og samtidig være en troværdig modspiller til vores arbejdsgiver. Lad os sammen forestille os det umulige og herefter spille bolden over på den anden banehalvdel. Vi skal erkende, at vi er forskellige, selv om vi bærer den samme slags kittel. Vi tænker forskelligt, føler forskelligt og mener forskelligt. Hvis vi nu starter med at aflive generaliseringerne om klynkerne og superheltene og i stedet begynder at stille spørgsmål til hinanden, tror jeg, at vi har et godt udgangspunkt. Jeg har ikke løsningen på, hvordan man som læge får en god work-life-balance, men jeg har et håb om, at vi kan gøre det bedre ved at være med til at stille spørgsmål til de rammer, som vi arbejder under, og de kolleger, som vi arbejder med. Det handler om at tale samme og udfordre de nuværende dogmer, uden at se skævt til dem, som ligger ned. Vi har brug for alle kompetencer, der er ikke én måde, der er den rigtige måde at være læge på. Vi har brug for bevægelser, små krusninger, som kan blive til bølger i rummet mellem den individuelle selvledelse og fællesskabet. Vi skal turde være højtravende og gå efter stjernerne. Men det skal starte i fællesskabet med hinanden frem for ved at lukke os om os selv som individ, yngre læge, afdeling, speciale og sygehus. Vi er nu officielt tættere på 2030 end 2000 – det er sjovere at skabe fremtiden end at romantisere fortiden. Det har altid været udfordrende at være læge, det vil ikke blive mindre udfordrende, men jeg tror, at det bliver bedre, hvis vi gør det sammen.

Godt nytår.