Skip to main content

Helbrede, lindre, trøste ...

Læge Lars Blichfeldt Møller, København E-mail: lbmdk@yahoo.com

4. nov. 2005
2 min.

Kommentar til artiklen »Alment praktiserende sygeplejersker«, Ugeskrift for Læger nr. 9, 2004.

Jeg kan godt se, at de såkaldte behandlersygeplejersker er en fordel på nogle måder. Man udnytter erfarne sygeplejerskers viden og kunnen til at dæmme op for den strøm af pa-tienter, der opsøger de - endnu - åbne skadestuer med småskader, som egen læge eller lægevagt i vid udstrækning kunne have behandlet. Det er billigere end at ansætte flere læger (som desværre slet ikke findes lige for tiden), og et mindre overlap mellem lægelig og sygeplejemæssig fagkompetance kan give lidt lettere arbejdsdage for alle parter.

Men så holder min og mange af mine kollegers begejstring også op. For hvordan er behovet for behandlersygeplejersker egentlig opstået? Set såvel inde- som udefra er de et resultat af overbebyrdede skadestuer, som politikere ikke har mod og politisk tæft til at gøre lægevisiterede. I en periode med lægemangel er presset på de ortopædkirurgiske afdelinger øget, og en nærliggende løsning har været at inddrage andre faggrupper end lægelige i den egentlige behandling af patienterne. Også lægemanglen er en politisk fadæse og et resultat af manglende planlægning igennem mange år.

Behandlersygeplejersker som begreb er derfor problematisk, fordi det afhjælper følgerne af dårlig planlægning og politisk inkompetance, som snarere burde rettes end lappes på. Det er der jo også mange andre eksempler på i sundhedsvæ-snet. Det er beklageligt, at lægestanden ikke går mere ind i denne debat, men blot lader stå til. Samtidigt forekommer det set fra et lægesynspunkt underligt, at det kan være svært at få en sygeplejerske til at hjælpe med at hente en journal kl. 2 om natten på en anden afdeling med den begrundelse, at »det er ikke en sygeplejeopgave«. Dette når man samtidigt lader sygeplejerskerne overtage lægeopgaver i skadestuen.

Jeg vil også meget gerne høre Lægeforeningen i almindelighed - og Yngre Læger i særdeleshed - om hvordan man sikrer sig, at behandlersygeplejersker ikke koster ét eneste lægejob hverken i dag eller om ganske få år, når der er mange nyuddannede læger, som gerne vil arbejde på skadestuerne.

Det er klart, at sygeplejerskerne og Dansk Sygeplejeråd er begejstrede. Der er mange sygeplejersker, som gerne vil være læger - og det må de også gerne. Så skal de bare tage en lægeuddannelse.

SVAR: