Held og lykke fru/hr. Ledende Overlæge

Den nye speciallægeuddannelse rammer snart de danske sygehuse. I den situation kommer de ledende overlæger til at sidde i et gevaldigt krydspres, som jeg håber, de fleste klarer. Om ganske få måneder vil den lokale aktivitet med at få fundet og beskrevet de mange forskellige uddannelsespladser og -situationer blive stor. For øjeblikket sidder man på amtsligt og regionalt plan og fordeler de mange introduktions- og hoveduddannelsesforløb. Det har vist sig svært, på grund af den i uddannelsessystemet indbyggede geografiske og funktionsmæssige skævhed i det lægelige videreuddannelsessystem. Da man har besluttet at flytte tyngden i den lægelige videreuddannelse fra universitetsbyerne og ud på centralsygehusene, kommer der selv sagt nogle gevaldige omstruktureringer i hele stillingssammensætningen på de forskellige afdelinger. Det er i den forbindelse, jeg ser et meget stort krydspres på de mange ledende overlæger, som nu får det formelle ansvar for, at videreuddannelsesreformen bliver gennemført, og at der på de forskellige afdelinger bliver tilrettelagt nye uddannelses- og evalueringsrutiner.

Jeg tror, at de ledende overlæge kan blive presset på mange fronter: Først og fremmest har de selvfølgelig det formelle ansvar for driften og for personaleforhold på afdelingen. Presset vil derfor komme fra det formelle administrative system i form af sygehusledelse og evt. den amtslige administration samt fra forskellige grupper af medarbejdere.

På centralsygehusene vil der lige pludseligt være rigtig mange uddannelsessøgende læger og måske et relativt begrænset antal speciallæger til at uddanne alle disse læger. Dette kan få konsekvenser for patientdiagnostik og -behandling, da uddannelse som bekendt tager tid og dermed tid væk fra koncentreret diagnostik og behandling.

På universitetssygehusene vil der blive færre uddannelsessøgende yngre læger og mange speciallæger. Det vil medføre, at man bliver nødt til at omstrukturere »lægearbejdet«, hvilket kan få store intra-organisatoriske problemer med utilfredse speciallæger og på nogle afdelinger helt åbenlyse bemandingsproblemer, som så igen kommer til at gå ud over diagnostik og behandling.

På det rent uddannelsesmæssige område vil den ledende overlæge selvfølgelig kunne uddelegere ansvaret for selve gennemførelsen af den nye uddannelse, men igen vil den ledende overlæge komme under pres fra både den uddannelsesansvarlige overlæge, det amtslige og regionale videreuddannelsesråd, der nøje vil tilse, at afdelingerne overholder og gennemfører uddannelserne som beskrevet i henhold til de forskellige målbeskrivelser. Produktion versus uddannelses- pres igen.

De forskellige lægeorganisationer (Lægeforeningen med delforeningerne og alle speciallægeselskaberne) vil også nøje holde øje med og sandsynligvis reagere på utilfredsstillende forhold, hvilket kan udstille visse afdelinger og dermed den ledende overlæge i et dårligt lys. Endeligt vil Det Nationale Råd for Lægers Videreuddannelse, Sundhedsstyrelsen og forhåbentlig også Sundhedsministeriet holde øje med og reagere på utilsigtede implementeringer eller mangel på samme af den nye speciallægeuddannelse.

Den ledende overlæge kan derfor forvente forskelligt og modsat rettede pres fra sygehusledelsen, embedsmænd på alle niveauer, medarbejdere, kollegaer, uddannelsessøgende læger, fagforeningerne og speciallægeselskaberne.

Den lægelige videreuddannelse ændres nu, lad os alle hjælpe hinanden med at få det gennemført bedst og mest muligt. Vi har ikke noget alternativ, hvis ikke vi får forbedret selve uddannelsen og får afkortet uddannelsestiden, kommer vi til at stå med en kriminel mangel på veluddannede speciallæger om få år. Der er velfungerende uddannelsesafdelinger, som får problemer, og der er dårligt fungerende uddannelsesafdelinger, som får problemer, men ved fælles hjælp og forståelse er det min forhåbning og opfordring, at vi sammen får det gennemført, så lad ikke den ledende overlæge stå med det alene.