»Hele« læger

Poul Jaszczak (PJ) prøver åbenbart i sit svar til min kronik (Ugeskr Læger 2009;171:68-9) at få enderne mellem islams etik og vores humanistiske etik til at nå hinanden. Det kan i praksis lade sig gøre, mener PJ, når muslimske læger, der bekender sig til sharia-lovene, vælger at gennemføre en lægeuddannelse og herefter aflægger lægeløftet. PJ kommer herved til at støtte de af sharia-lovene bestemte holdninger omkring kvindesyn, afstraffelse og synet på anderledes tænkende.

PJ skriver, at læger, der bekender sig til sharia, godt kan være »hele« læger og udøve gerningen helt efter de standarder og den etik, vi har i de vestlige lande. PJ kan til en vis grad have ret, når gerningen er rettet mod den rent somatiske problemsfære. Men vore patienter er også udstyret med en psyke og har krav på at få hjælp fra et »helt menneske«. Det er her, det kan gå galt, når lægen er handikappet eller »amputeret« i hovedet af rækken af sharia-love, der dikterer tankegangen og handlingsmønstret. Kan de muslimer, der har valgt at være mønsterbrydere og har fået psykiske eller somatiske behandlingskrævende lidelser, trygt søge hjælp hos en såkaldt »hel« læge med tørklæde, som symbol på renhed for Allah? PJ burde revidere, hvad det vil sige at være en »hel« læge. Men det forhold, at en muslim også kan vælge at bære tørklædet som udtryk for veneration over sine etniske rødder eller for at vise, at hun bærer troen på Allah i sit hjerte, taler for, at der ikke er mening i et generelt forbud mod at bære tørklæde.

Lægegerningen må anses for at være en gave, og den formidler udøverne af erhvervet med en autoritet og med magtbeføjelser, hvor man kun kan drømme om, at lægerne er blevet uddannet som »hele mennesker« og ikke kun som kompetente somatikere. Med tanke på lægens ansvar for andres ve og vel må man under uddannelsen sætte fokus på evnen til at tænke selvstændigt, til at forholde sig kritisk til et kildemateriale, ikke mindst når sponsor er et medicinalfirma eller en sheik fra Saudi-Arabien, ligeledes må man opruste læger til at kunne bevare et overblik, håndtere stressfaktorer, at kunne kommunikere med et åbent sind og om muligt indgå i konfliktløsninger.

Det er i den forbindelse langtfra tilstrækkeligt at komme med gode hensigtserklæringer. Det må være relevant med kurser tidligt under studiet og postgraduat, hvor formen er såvel teoretisk som øvelsespræget, og hvor kurserne i al seriøsitet gøres obligatoriske med krav om, at en prøve skal bestås. Alle skulle kunne profitere af kurserne uanset tro og kulturel baggrund, men hvor deltagerne gerne skulle blive bevidst om deres valgmuligheder og om nødvendigt se i øjnene, hvorvidt evnen til at tænke selvstændigt ikke er blevet tilstrækkeligt stimuleret.