Hellere »prøv igen!« end sygeliggørelse af graviditetstab

I den videnskabelige leder fra Ugeskrift for Læger den 6. januar 2025 skriver Henriette Svarre Nielsen om Copenhagen Pregnancy Loss-studiet (COPL), som har til formål »at opnå en dybdegående forståelse af graviditetstab«. Henriette Svarre Nielsen problematiserer den vanlige lægelige praksis ved et førstegangsgraviditetstab, hvor kvinder og par bliver mødt med beskeden »prøv igen« og den aktuelle forståelse af graviditetstab som »naturens gang«. Ifølge Henriette Svarre Nielsen, og bakket op af en leder i The Lancet, er denne æra slut. Graviditetstab skal fremover ikke normaliseres, men i stedet mødes med udredning og forsøg på forklaring og eventuel behandling. Naturens gang skal forsøges ændret. Kort sagt skal førstegangsgraviditetstab sygeliggøres.

Lad mig, der selv har oplevet et graviditetstab sammen med min ægtefælle, og som selv har deltaget i COPL-studiet, fortælle, hvorfor jeg frygter denne æras slutning og frygter de konsekvenser, som en sygeliggørelse af førstegangsgraviditetstab vil medføre.

I forbindelse med et førstegangsgraviditetstab og en tur forbi Hvidovre Hospital blev jeg og min hustru spurgt, om vi ville deltage i COPL, og for at støtte forskning sagde vi begge ja. Derfor fik vi lavet forskellige blodprøver og en 3D-skanning af livmoderen. Det endte med konklusionen, at fosteret var gået til grunde på grund af kromosomal aneuploidi. Så hvad er det, jeg finder så problematisk?

Uden deltagelse i COPL ville vi have fået at vide, at graviditetstab var normalt, og at vi blot skulle »prøve igen«. Jeg synes modsat Henriette Svarre Nielsen ikke, at dette ville have været et frustrerende svar – inden jeg kendte til COPL, var jeg selvfølgelig ked af graviditetstabet, men tænkte ikke, at det betød andet end en forsinkelse i vores planer, da jeg vidste, at det var rimelig normalt. Min deltagelse i COPL ændrede dette, og jeg blev i stedet ret bekymret for, om der nu faktisk var noget galt med os og brugte en del krudt på at tænke på, hvad resultaterne af undersøgelserne ville vise. Til slut fik vi som sagt at vide, at grunden var aneuploidi. Men mine bekymringer forsvandt ikke. For hvis dette foster var aneuploid, ville det næste så også blive det? Havde mig og min hustru anlæg for aneuploidi? Hvor mange graviditetstab ville vi opleve?

To måneder efter var min kone gravid igen, og ni måneder efter dette blev vores søn født. Alle mine bekymringer var grundløse. Og selv om vi nu har to dejlige børn, er det faktisk stadig noget jeg en gang imellem tænker over – hvis vi beslutter os for at få flere børn, får vi så problemer? Er vi i forhøjet risiko for at få børn med kromosomale fejl? Er det overhovedet en chance, vi tør tage?

Grunden til, at jeg nævner min egen historie, er, fordi den egentlig er ret normal. Igennem min egen forskning og videnskabelig interesse for screeningsprogrammer og sygeliggørelse kan jeg se, hvordan min oplevelse med COPL stemmer overens med, hvad forskning i screening har vist os. Modsat hvad man kunne tro, fører screening, selv ved negative fund, ofte ikke til mindre men til mere bekymring. Og såfremt screeningen viser, som det ofte er tilfældet, at man er i forhøjet risiko for et fremtidigt et eller andet (det kunne f.eks. være, at fosteret var euploid, som indikerer en øget risiko for fremtidige graviditetstab), så vokser bekymringen naturligvis. Dette selv om en forøget risiko i sagens natur betyder, at langt fra alle faktisk ville have oplevet det fremtidige et eller andet, vi screener for, f.eks. graviditetstab. Og ofte er det begrænset, hvad vi egentlig kan tilbyde disse nu bekymrede mennesker.

Som både min historie og vores aktuelle viden på området viser os, så risikerer alle screeningsprogrammer, herunder udredning ved førstegangsgraviditetstab, altså at gøre skade for dem, der deltager, og vi bør altid nøje overveje, om de mulige gavn står til mål for de mulige skader. Bliver udredning for førstegangsgraviditetstab normen, så risikerer vi at gøre tusindvis af mennesker bekymrede uden grund, og uden at vide, om vi egentlig skader mere, end vi gavner. Desuden vil vi bruge enorme sundhedsressourcer, både i mandskab og i økonomi, og endnu engang sprede vores sparsomme ressourcer endnu tyndere ud.

Inden jeg og alle andre læger skal gå fra at berolige unge par efter et førstegangsgraviditetstab og opmuntre dem ved at sige »prøv igen« til at sætte en bekymret mine op og sende dem til videre udredning, bør vi grundigt overveje, om vi ville gøre mere skade end gavn – for det mistænker jeg i høj grad, at vi ville. Hvor mange skal vi sende til udredning, for at vi forhindrer ét graviditetstab? Hvor mange bekymrede par er ét graviditetstab værd? Hvad er et acceptabelt number needed to screen? Hvilke andre problemer og patientgrupper må vi nedprioritere, for at få mandskab og økonomi til dette? 

Lad os grundigt overveje disse spørgsmål, inden vi erklærer æraen om »prøv igen« for værende slut. Det var desværre ikke spørgsmål, jeg selv oplevede, var en del af COPL, da jeg deltog, og det er heller ikke spørgsmål, som, jeg synes, fremgår i Henriette Svarre Nielsens videnskabelige leder.

Hvor ville jeg, da mig og min hustru var på Hvidovre Hospital, meget hellere have hørt »prøv igen« frem for »kunne du tænke dig at deltage i COPL?«.