Skip to main content

Henrik Keller: Data der stinker

DAMD. Man mener åbenbart, at målet helliger midlet, men jeg vil påstå, at midlerne kompromitterer målet.

Henrik Keller, praktiserende læge, Kastrup
E-mail: Henrik_Keller@mail.dk
Ingen interessekonflikter.

18. dec. 2014
2 min.

Ved forrige overenskomst blev praktiserende læger pålagt at installere datafangst, idet vi fik lovning på, at data kun skulle bruges til intern kvalitetssikring i klinikken.

Ved de seneste overenskomst (OK)-forhandlinger krævede regionerne adgang til data mhp. kontrol af lægerne, og en gravegruppe startet af en kreds af læger afdækkede efterfølgende en mindre skandale.

Det viste sig, at et installeret spionprogram automatisk strippede vores computere for fortrolige patientdata, som politikerne bl.a. ville sælge til medicinalindustrien. Politikere og embedsmænd havde planlagt (Captio PLO), at OK-forhandlingerne skulle køre af sporet, således at man (evt. efter at have frataget PLO forhandlingsretten) kunne gennemtrumfe en OK og en sundhedslov, der bl.a. skulle sikre politikerne magt over databasen DAMD.

Ved et par lægers utrættelige arbejde er dette cirkus nu kendt ulovligt, og data skal slettes, men der gøres mange krumspring for at omgå loven. Således skal Rigsarkivet nu have en kopi, inden sletning finder sted.

Det er en skandale, og det er beskæmmende at se, at centralt placerede kollegaer på institutterne, i DSAM og i PLO har medvirket til dette svineri, som gennemhuller tavshedspligt og fortrolighed samt ødelægger vores vigtigste arbejdsredskab, journalen. Man er parat til at bryde loven for at få fingre i data, som er høstet på ulovlig vis.

Man mener åbenbart, at målet helliger midlet, men jeg vil påstå, at midlerne kompromitterer målet.

Man hævder, at sletning af disse data vil ødelægge almen medicinsk forskning. Det er noget sludder. Man har i mange år klaret sig glimrende uden disse data, og de er af begrænset værdi og temmelig upræcise. De kan bruges til kontrol, til segmentering af befolkningen, til markedsføring af industrien, men god forskning kan de næppe bruges til. Dertil er kvaliteten simpelthen for dårlig. Jeg vil derfor gerne opfordre fortalerne for indsamling og bevaring af data til at pege på nogle væsentlige forskningsprojekter, som disse data indgår i, og fremtidige projekter, som, man kunne forestille sig, ville være afhængige af disse data.