Henrik Villadsen: Fare for udhuling, hvis vi blindt fortsætter centralisering

Flaget skal snart hejses for specialeplanen, der fylder tre år nytårsdag. Jeg ønsker tillykke, for specialeplanen er et velskabt barn, der i praksis har vist sig værdifuld for sundhedsvæsenets udvikling. Sundhedsstyrelsen har annonceret, at de igen er i lykkelige omstændigheder med termin for en ny specialeplan i 2016.

Udgangspunktet er, at øvelse gør mester, så den logiske konsekvens har været yderligere centralisering af en lang række funktioner. Men patienterne efterspørger uændret tilgængelighed, og heri ligger en indbygget konflikt. Skal den kommende specialeplan blot fortsætte ad samme spor, eller kunne vi finde nye og bedre veje?

Specialeplanen har haft fokus på kravene til faglige kernekompetencer. Derfor har specialeplanen en stærk appeal til de faglige miljøer, der typisk definerer deres professionelle identitet ud fra den sublime faglighed. På den måde understøtter specialeplanen grundpræmissen for høj klinisk kvalitet, men bagsiden er risikoen for gold rivalisering, domænekampe, monopolisering og selvtilstrækkelighed hos dem, der får tildelt funktionerne. Både patienter og sundhedsvæsen har stor gavn af det første, mens det sidste er direkte skadeligt.

Samtidig er det et faktum, at dagligdagens sundhedsvæsen er for de mange, mens specialeplanen er for de få. Der er en betydelig fare for, at den faglige bæredygtighed og rekruttering bliver udhulet på mange af landets sygehuse, hvis vi blot blindt fortsætter med centralisering. Opgaven må være at finde den rette balance, så den samlede absolutte kvalitet øges, uden at der bliver gået på kompromis med kvaliteten for patienter med særlige behov.

En vigtig effekt af specialeplanen har været, at vi er blevet langt bedre til at samarbejde på tværs af regioner og sygehuse. Tre års erfaring har vist, at vi gennem klinisk konsensus, udbygget koordinering og fælles faglig udvikling kan skabe rigtig gode fælles patientforløb. De discipliner kunne vi udbygge i den kommende specialeplan, for et udbygget samarbejde kan styrke fagligheden og kvaliteten i bred forstand.

I min verden udløser tildeling af en specialefunktion ikke en ret, men en pligt. Intet står over høj kvalitet i alle dets aspekter, men gør vi os umage, kan vi sagtens kombinere patienternes behov for tilgængelighed med høj kvalitet. Sundhedsstyrelsen, regionerne, specialerne og sygehusene har allerede vist, at de besidder et godt samarbejdsgen, og den arv skylder vi patienterne og hinanden at give videre til specialeplan version 2.0. Lykkes det, kan vi for alvor tale om lykkelige omstændigheder.