I en del situationer finder bl.a. diagnostiske afdelinger, at jeg ikke er kvalificeret til at ordinere en bestemt undersøgelse. Neurofysiologisk undersøgelse på mistanke om karpaltunnelsyndrom – OK, men drejer det sig om en anden perifer nervepåvirkning af en ekstremitet: nej, nej så går det ikke! CT og MR-skanninger er nok også for svære for mig at bestille, så der er kun åbnet for ganske få anatomiske lokationer. Ja, så fandt man dog ud af, at jeg nok godt kunne bestille MR af knæ – og tak for det. Nogle gange må en patient i stedet henvises til en specialafdeling, hvor så en ung læge, der netop har været uddannelseslæge i vores praksis, gerne må bestille undersøgelsen.
Og så fra det bizarre overdrev: For en måned siden henviste jeg en patient med en akillessene-problematik til ortopæderne. Henvisningen blev afvist efter få dage: Der skal bestilles en MR-skanning først. OK, jeg kunne godt lave deres sekretærarbejde. Henvisningen til MR-skanning blev sendt og straks afvist af MR-afdelingen: denne undersøgelse kan ikke bestilles af almen praksis, men kun af ortopædkirurger! Ja, det har vi så skrevet frem og tilbage om i tre uger – endende med en undskyldning og konklusion, at der var sket en fejl.
Men nogle gange er henvisningsvejene altså uransagelige …