Skip to main content

Herrens nidkære tjenere ...

Cand.scient.adm.Torben André Petersen, Snekkersten, e-mail: torben.andre@get2net.dk

31. okt. 2005
3 min.

Siden 1945 har der fundet en voksende professionalisering sted af en række administrative opgaver knyttet til sygehuse, institutioner og andet, der har været i offentligt regi. De politiske krav om effektivitet og økonomistyring, helt ned i detaljen, har betydet, at det kræver specialviden om en række juridiske, budgetstyrings- og it-mæssige forhold. Her er bl.a. DJØF'erne kommet ind i billedet.

Når den økonomiske styring af de danske sygehuse har fået det aktuelle omfang, skal dette bl.a. ses med det ændrede syn på offentlige udgifter. Særligt efter 1982, hvor Poul Schlüter dannede regering og var konservativ statsminister.

I hele den vestlige, markedsøkonomiske verden fandt der et ideologisk paradigmeskifte sted med hensyn til synet på, hvad det offentlige bør tage sig af. Kodeordet blev forsikringssamfund i stedet for offentligt og skattefinansieret. Dette er også kommet til udtryk i det forhold, at der i de seneste 30 år er nedlagt over 70 somatiske og psykiatriske sygehuse. Det har formentlig selv under besættelsestiden været hurtigere at komme på hospitalet og blive behandlet for sin sygdom end i 2005.

Når budgetbisserne på sygehusene derfor kan fremtræde som nidkære »Herrens tjenere«, så skyldes dette ikke, at DJØF'erne er et særligt nidkært folkefærd af bureaukrater. Sygehusoverlægerne glemmer nemlig i deres frustration, at DJØF'ernes chefer (og overlægernes) er politikerne. Indtil den 31. december 2006 amtspolitikerne og herefter regionalpolitikerne. De økonomiske og andre rammer, der udstikkes, er bestemt fra politisk hold og det forhold, at Danmark er et vestligt kapitalistisk EU-land. Mere i dag end før, måske.

Dette faktum vælger overlægerne, måske notorisk, at se bort fra. Skyldes dette, at de på den måde kan fralægge sig ansvar for patienternes sundhed/sygdom? Og herefter ride ud i solnedgangen på den lægehvide ganger? Eller skyldes det, at det er lettere at rette skytset mod en anden faggruppe, der kan have vanskeligt ved at forsvare sig uden at komme i karambolage med de politiske arbejdsgivere?

Danske politikere forsøger i øjeblikket at opretholde illusionen om, at velfærdsstaten består og vil bestå i fremtiden, og samtidig hermed demontere selvsamme velfærdsstat. Problemet er, at når man begynder at rive en bygning ned, selv om dette sker langsomt, så begynder dele af bygningen at falde sammen og er ikke længere brugbar. Sådan noget er ikke altid synligt for det utrænede øje, men »ingeniørerne« ved, når det sker. Problemet er, at politikerne ikke vil have førstehåndsberetninger fra dem, der kan se, hvad der er ved at ske. For eksempel har Anders Fogh Rasmussen & Co. bildt vælgerne ind, at de både kan få velfærdsstat, skattelettelser og nye job på en og samme tid. Og meget tyder på, at den påstand er mange danske vælgere hoppet på, med begge ben.

Sagligt set burde overlægerne m.fl., for længst, have gennemskuet den proces, der har været i gang, og allieret sig med andre AC-grupper inden for sundhedssektoren og på den måde have skabt en bred front mod planerne om sundhedssektorens privatisering. Folkesundhed vil blive en helt privat og individuel sag.