Skip to main content

Hilden J. Medicinsk Statistik. Særtryk af Månedsskrift for Praktisk Lægegerning 2002

Philip Hougaard

2. nov. 2005
2 min.

Jørgen Hilden har skrevet en lille letlæst bog om medicinsk statistik. Formålet er ikke at lære læseren om den mere tekniske side af sagen, men snarere at få læseren til at forstå de statistiske begreber og dermed bedre læse mere tekniske bøger og bedre kommunikere med statistikere. Målgruppen er læger og de fleste eksempler er hentet i lægevidenskaben.

Emnemæssigt lægges mest vægt på normalfordelingsmetoder, herunder parret og uparret sammenligning og regressionsanalyse, men den dækker også non-parametriske metoder, krydstabeller, overlevelsesdata samt vurdering af diagnostiske test. Bogen udmærker sig ved også at dække mere »bløde« aspekter i den statistiske arbejdsproces, såsom opstilling af den statistiske model, og den fremhæver, at man ikke skal forveksle problemer ved indsamlingen af data med de medicinsk-faglige problemer. Som et simpelt eksempel på dette kan nævnes, at man afhængig af indsamlingsmetoden kan opnå datamaterialer af patienter, der er enten mere eller mindre syge end gruppen af alle patienter med den pågældende sygdom. Dette er problemstillinger, som tit er væsentlige i praksis, men som desværre ikke dækkes tilstrækkeligt af traditionelle lærebøger.

Bogen er skrevet i en dialogstil, det vil sige formet som en snak mellem læge og statistiker. Formålet med dette er at gøre den mere letlæst, og det lykkes da også langt hen ad vejen. Dog føles det nogle steder snarere som tomgang.

Bogen indeholder 17 kapitler, der har været trykt som 11 artikler i Månedsskrift for Praktisk Lægegerning. På nær nogle rettede trykfejl er bogen identisk med artiklerne. Det vil sige, hver artikel starter med en introduktion med henvisning til de tidligere artikler i Månedsskriftet. Bogen havde vundet ved en redigering af disse introduktioner, således at den ikke fremstod som 11 separate artikler.

Bogen lykkes i forhold til sit formål, og på basis af dette kan den anbefales til læger, der gerne vil forbedre deres forståelse af statistiske begreber og metoder.

København: Arkiv for praktisk lægegerning, 2002.

Kan rekvireres på telefon 35 26 67 85.

171 sider. Pris: 225 kr.