Hiv i dansk strafferet

Harvard-forskeren Allan M. Brandt har analyseret kønssygdommenes socialhistorie. Mens biomedicinen har fejret triumf efter triumf på andre områder, er kønssygdommene fortsat meget udbredte; medicinen mod dem findes, men smitten overlever. Brandt finder forklaringen på kønssygdomslægernes manglende succes i den sociale stempling, som er knyttet til disse sygdomme. Sygdomsbekæmpelse er ikke blot et spørgsmål om biologi [1].

Ingen er i tvivl om, at den tuberkuløse lærer, der spytter på skolebørnenes mad, bør straffes ligesom andre, der spreder farlige sygdomme, bør det. Men kønssygdommenes nære sammenknytning med usædelighed begrundede særlige og særligt omfattende straffebestemmelser. I straffeloven af 1866 anbragtes straffebestemmelsen om venerisk smitte (§ 181) sågar i kapitlet om usædelighed. Heraf fulgte, at den ikke kunne bruges på smitte inden for ægteskabet. I straffeloven af 1930 var der oprindelig hele fire straffebestemmelser (§§ 256-259). Det var karakteristisk for lovreguleringen af de veneriske sygdomme, at der var behandlingspligt og samlejeforbud. Bestemmelserne blev flyttet fra straffeloven til speciallovgivningen, senere indskrænket og i 1988 ophævet. Man havde indset, at det ikke er gennem straf og fordømmelse, at man får folk til at lade sig behandle og til at hjælpe med at opspore andre eventuelt smittede. Tværtimod bliver det netop på grund af straffetruslen vigtigt for de syge at skjule, at de har udsat andre for smitte [2]. I forarbejderne til ophævelsesloven af 1988 blev der givet udtryk for, at straffelovens almindelige regler om legemsangreb m.m. i stedet kunne og skulle bruges i de grove tilfælde.

Hiv

I 1988, da den danske kønssygdomslov blev ophævet, var verden i moralsk panik over aids-truslen. Der skulle ikke megen kølig eftertanke til for at se, at de erfaringer, man havde gjort med hensyn til lovreguleringen af syfilis og andre kønssygdomme, i mindst lige så høj grad burde lægges til grund med hensyn til aids. Angsten og de moralske fordømmelser gik imidlertid over alle bredder på en måde, som næppe ville være sket, hvis sygdommen ikke havde været en uhelbredelig »bøssepest«. Den blev bl.a. beskrevet som Guds straf af Indre Missions hovedbestyrelse, og sygdomsprognoser forudså, at Danmark snart ville blive folketomt. I Sverige blev sygdommen knyttet til frigivelsen af øl og Christiania [2]. Da Højesteret i 1994 fastslog, at retstilstanden var for uklar til at dømme en smittet haïtianer, der havde haft ubeskyttet samleje med et stort antal kvinder, deriblandt nogle ganske unge [3], reagerede politikerne prompte og hastede en lovændring (straffelovens § 252, stk. 2) gennem Folketinget. Det blev understreget, at loven kun skulle gælde, indtil den medicinske videnskab havde fundet midler, der hindrede, at den smittede døde inden for 12-14 år. Det blev endvidere understreget, at den nye lov ikke kunne anvendes på den mildere hiv-2. Denne - trods alt - tilbageholdenhed kan måske tolkes således, at folketingspolitikerne fortsat lagde lidt større vægt på, at retssystemet skulle hæmme udbredelsen af smitte, end på pønale hensyn.

Allerede få år efter var lægevidenskaben så vidt fremskreden, at § 252, stk. 2, reelt var uden indhold. Det var nu blevet muligt at holde de smittede i live i længere tid end forudsat ved gennemførelsen af straffebestemmelsen. I stedet for at glæde sig over dette reagerede politikerne med krav om meget væsentlige udvidelser af det kriminaliserede område. De gennemførtes i 2001 for, som der stod i justitsministerens lovforslag, »at sikre, at det i lyset af de forbedrede behandlingsmuligheder for hiv/aids også fremover vil være muligt at straffe personer, der forvolder fare« [4].

I praksis idømmes der meget strenge straffe for overtrædelse af bestemmelsen.

Det afgørende led i den nugældende § 252, stk. 2, er, at der skal være en konkret smittefare, der er voldt på hensynsløs måde. Folketingets Retsudvalg understregede såvel i 1994 som i 2001, at det først og fremmest påhviler den enkelte at beskytte sig selv mod risikoen for smitte, og at der ikke skulle ske en generel kriminalisering af hiv-smittede. Det betyder, at kravet om hensynsløs adfærd ikke må udvandes [5].

Overførslen eller faren for overførsel kan f.eks. forekomme ved samleje, anden kønslig omgængelse end samleje, blod- og sæddonation og brug af andres injektionssprøjter. Det afgørende for strafansvaret er, om smitte påviseligt og realistisk kan overføres ad den vej. Hvis smittebæreren på rimelig måde har søgt at beskytte den anden mod smitten, er der ikke handlet hensynsløst. Hvis der har været anvendt kondom eller andre beskyttelsesmidler, som almindeligvis af lægevidenskaben anses for effektive, kan smittebæreren ikke straffes [5]. Se i denne forbindelse nedenfor om den kraftigt mindskede smitterisiko ved personer, der er under behandling med nutidens præparater. Den er for patienter, som er inde i et behandlingsforløb, nu lige så lav som tidligere ved brug af kondom. Efter denne nye medicinske udvikling kan patienterne, som er i behandling, derfor ikke overtræde straffelovens § 252, stk. 2 - heller ikke selv om de ikke anvender kondom - ved et vaginalt eller analt samleje.

Ny medicinsk forskning

For 25 år siden var den gennemsnitlige overlevelsestid for patienter med aids omkring ni måneder. De første lægemidler mod hiv forbedrede kun i begrænset omfang den dårlige prognose. Fremkomsten af effektive antivirale midler ændrede prognosen radikalt fra 1995 og frem. Med moderne kombinationsbehandling reduceres mængden af hiv i blodet med mere end 99% i løbet af de første ugers behandling. Patientens almentilstand bedres samtidig. De fleste lever et næsten normalt liv og kan se frem til en forventet livslængde, der kan sammenlignes med forholdene ved andre kroniske lidelser som diabetes og hypertension.

Den kraftigt reducerede mængde hiv i blod og vævsvæsker reducerer naturligvis risikoen for smitteoverførsel fra den hiv-inficerede person i antiviral behandling meget stærkt. Flere studier bekræfter dette [6, 7]. Undersøgelser tyder på en smitterisiko ved et enkelt vaginalt samleje på mellem 0,0005 og 0,001, hvis den ene partner har en ubehandlet hiv-infektion. Ved gentagne samlejer bliver den kumulerede risiko naturligvis større men forbliver alligevel af en størrelsesorden, som de fleste vil finde meget ringe. Smitten ved et enkelt samleje fra en velbehandlet hiv-patient antages at være af størrelsesordenen 0,00003 [8]. Behandlingen medfører således en meget betydelig reduktion i den i forvejen lave risiko for smitteoverførsel. De talmæssige angivelser af risikoen varierer afhængigt af samlejepraktikken og mand-kvinde/kvinde-mand. Den således reducerede risiko kan antagelig sammenlignes med den risikoreduktion, der opnås for ubehandlede personer ved anvendelse af kondom.

Retspolitiske overvejelser

Denne medicinske udvikling får som nævnt direkte og umiddelbar betydning for den strafferetlige behandling af retssager efter straffelovens § 252, stk. 2.

Den giver e ndvidere anledning til at overveje, hvorvidt der er behov for fortsat at have særregler om hiv/aids i straffelovgivningen. Som nævnt ovenfor er der ingen tvivl om, at en forsætlig smitte med tuberkulose, hepatitis, kopper, miltbrand osv. kan straffes efter straffelovens almindelige regler om angreb på liv og legeme. Ja, selv en smitte med almindelig influenza er omfattet af straffelovens regel om ukvalificeret vold, selv om smitten kun fører til et par dage under dynerne. En ophævelse af den eksisterende § 252, stk. 2, med klare bemærkninger knyttet til lovforslaget vil derfor ikke medføre straffrihed for de grove tilfælde, som tilsigtes ramt af den nuværende bestemmelse. Den vil alene medføre en ligestilling mellem hiv/aids og alle andre alvorlige, smitsomme sygdomme.

En lovændrings hovedfunktion ville være at medvirke til en afstigmatisering af de syge, og for den sags skyld af homoseksualitet. Gennem en lovmæssig placering af hiv/aids som enhver anden sygdom bidrager man til en udvikling, som forhåbentlig en dag vil fjerne den store angst, der omgiver netop denne sygdom. Dermed vil man samtidig understøtte opsporingen af og fjernelsen af smittekilder. Man skønner, at der i dag i Danmark er ca. 1.000 personer, som er smittet uden at vide det. Det er i bogstaveligste forstand afgørende for deres liv eller død, om de kommer i behandling. Og det er lige så afgørende for deres fremtidige seksualpartnere, at de ikke udsættes for smitte fra uvidende smittebærere. Lovens særbehandling af hiv/aids hæmmer klart dette. Disse hensyn må endvidere tillægges øget vægt i betragtning af, at antallet af registrerede smittede stiger i en række lande. Hvis udviklingen i antallet af registrerede afhænger af udviklingen i antallet af smittede, betyder dette, at opsporingen af smittekilder fortsat er afgørende for udfaldet af kampen mod smitten.