Forældrene træder ind i venteværelset hos børne- og ungdomspsykiatrien (B&U) og er fyldt med håb og lettelse over, at deres ønske om hjælp måske har fundet den rette vej. Vejen dertil har for nogle været lang, da hjælpen ikke har været mulig eller tilstrækkelig i et andet regi. Ønsket om hjælp har måske udviklet sig til et råb om hjælp.
»Min drøm er, at børne- og ungdomspsykiatrien med 10-årsplanen får så megen næring, at den kan vokse sig så stor, at den kan tage sit ansvar på sig og yde den behandling, enhver familie, der træder ind i venteværelset, har brug for« Kasper Jessen
Råbet må dog desværre nogle gange spejde forgæves efter hjælp, da behandlingen ikke altid iværksættes, før der foreligger en diagnostisk afklaring, som kan ligge »langt« ude i fremtiden. En afklaring, som måske slet ikke fører til behandling i B&U. Jeg ønsker ikke at argumentere imod den diagnostiske proces, da denne grundige psykiatriske beskrivelse kan være afgørende for at individualisere og iværksætte den rette behandling. Men jeg ønsker dog alligevel at argumentere for, at den enkelte familie både kan støttes og hjælpes i et betydeligt større omfang, end hvad der er muligt i dag. En hjælp, der kunne starte den dag, råbet om hjælp blev mødt i venteværelset.
Hvad skulle vi så hjælpe med, hvis vi ikke ved, hvad barnet fejler? Forældrene er vores bedste samarbejdspartnere. De er langt mere pressede end andre forældre, og familiens historie fortjener at blive mødt med respekt, nysgerrighed, tillid og håb. Forældrene kan have behov for støtte til at være forældre til et barn, som har ondt i sindet. I denne forbindelse ikke negligere, hvordan psykisk sygdom kan påvirke hele familien. Barnet har måske brug for hjælp til at forstå og sætte ord på sine tanker, f.eks. selvmordstanker, som både kan opleves skræmmende og uoverskuelige. Ønsket om hjælp, som trådte ind i venteværelset som et råb, forhindres måske i at udvikle sig til et skrig, når det blev mødt, set og hørt. Sammen kan man være nysgerrig på de vanskeligheder, der cirkulerer i og omkring barnet.
Men er det ikke en kommunal opgave, ville nogen spørge. Vi skal bare huske, at råbet om hjælp vandrede ind i B&U-venteværelset, da kommunen og/eller egen læge ønskede vores hjælp.
Min drøm er, at B&U med 10-årsplanen får så megen næring, at den kan vokse sig så stor, at den kan tage sit ansvar på sig og yde den behandling, enhver familie, der træder ind i venteværelset, har brug for. Jeg kan i skrivende stund glæde mig over at læse Sophie Løhdes (V) konkrete initiativer for 2024, hvilket bl.a. inkluderer, at »børn og unge skal tilbydes hurtig behandling parallelt med udredningen«. Jeg tror, at initiativet vil blive mødt med åbne arme, men at nogle kan blive bekymret grundet den nuværende medarbejderkapacitet. Derfor er det glædeligt, at man også fra regeringens side har tænkt sig at afsætte midler til at styrke kapaciteten i B&U.
Jeg oplever, at råbet om mere behandling i B&U er blevet hørt!
