Hjemmeblodtryksmåling er tilskudsberettiget i almen praksis, og Dansk Hypertensionsselskab udgav i 1999 vejledende retningslinjer for denne procedure (www.hypertension.suite.dk). Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM) har nu udgivet en kort klinisk information herom (www.dsam.dk). Vejledningen er problematisk, idet det anføres, at den er i overensstemmelse med Dansk Hypertensionsselskabs retningslinjer. Det er den, som man vil kunne læse, på flere væsentlige punkter ikke. Særligt ærgerlig er timingen, idet Dansk Hypertensionsselskab i løbet af få uger udgiver en ny og opdateret rapport om diagnostisk blodtryksmåling på døgnbasis, hjemme og i konsultationen med nye og på mange måder forenklede retningslinjer. DSAM's vejledning er ligeledes ikke i overensstemmelse med Hypertensionsselskabets nye rapport, ligesom der er betydende afvigelser fra europæiske retningslinjer.
Særligt må fremhæves følgende to væsentlige afvigelser:
-
Den i DSAM-vejledningen anførte grænse på 135/85 mmHg for diabetikere er i klar modstrid med øvrige danske og udenlandske anbefalinger. For type 2-diabetikere anbefales på solidt videnskabeligt grundlag en grænse for behandling på 130/80 mmHg målt i konsultationen. Pga. metodemæssige forskelle har man erkendt, at der ikke er grund til korrektion i dette trykområde, og det svarer derfor til et hjemmeblodtryk på samme værdi, 130/80 mmHg.
-
I DSAM-vejledningen anbefales i alt ni målinger over tre dage. Dette er ikke tilstrækkeligt til at opnå god reproducerbarhed. I såvel den gamle som i den nye rapport anbefales i alt 18 målinger over tre dage, hvoraf de sidste 12 anvendes til beregning af hjemmeblodtrykket. Dette har man holdt fast ved, og anbefalingen er ikke ændret, om end endnu bedre resultater opnås ved måling over 4-5 dage. Yderligere er det enkelt for patienten at lave lidt flere målinger, når man er i gang og har lånt et apparat med hjem fra lægen.
I DSAM-vejledningen anbefales, at man kontrolmåler før et apparat anvendes til patienten. Det er vi nu gået bort fra, når godkendt apparatur anvendes. Der skal mange, mange målinger til, før man kan afgøre, om et apparat måler korrekt. For godkendte apparater er arbejdet gjort og tilmed meget bedre, end man kan gøre det ved enkelte kontrolmålinger i konsultationen. Resultatet heraf fremgår af den publikation, som danner grundlag for apparatets godkendelse. Ikkegodkendt apparatur bør ikke anvendes, hjemmemålinger bør foregå over kort tid med udlånt apparatur. Der er mange tilgængelige gode apparater, og prisen er yderst rimelig.
Der er andre mindre betydende forskelle mellem de to vejledninger, herunder unøjagtigheder i angivelsen af grænser for forskellige grader af hypertension, og nye anbefalinger mht. om en målt forskel på de to arme har klinisk betydning.
DSAM's nye vejledning i hjemmeblodtryk er ikke, som det er anført, i overensstemmelse med hypertensionsselskabets syv år gamle anbefalinger og slet ikke i overensstemmelse med hypertensionsselskabets nye rapport (www.hypertension.suite.dk).