Hjerneforskning og hjernesygdomme

I europæisk fagpolitisk sammenhæng anvender man i højere og højere grad betegnelsen hjerneforskning om forskning, der relaterer til hjerne, rygmarv og perifere nerver. I tilsvarende sammenhæng samles sygdomme lokaliseret til hjerne, rygmarv og perifere nerver under betegnelsen hjernesygdomme.

Hjerneforskning er hidtil oftest blevet kaldt neurovidenskab (på engelsk: neuroscience), men denne betegnelse har psykiatere ikke altid let ved at identificere sig med, og den forstås ikke af lægpersoner og derfor heller ikke af politikere og andre beslutningstagere. Hjerneforskning er derimod et udtryk, der forstås af alle. Forskning og undervisning vedrørende hjernen er ikke kun af betydning på grund af hjernesygdommene. Hjernen er det organ, der på afgørende vis adskiller os fra dyrene. Hjernen kan heldigvis ikke transplanteres på grund af dens enorme kompleksitet, men hvis den kunne, ville identiteten så være knyttet til krop eller hjerne? Hjernen huser vores personlighed, indlæringsevne, hukommelse og emotioner. Der er således mange grunde til at forstå hjernens normale funktion. Hjerneforskning er altså lige vigtig for forståelsen af det normale menneske og for forståelsen af de mekanismer, der ligger til grund for hjernesygdommene. Europa var førende inden for hjerneforskningen frem til 1980'erne, men siden har amerikanerne på de fleste væsentlige områder taget føringen. Det skyldes blandt andet, at 1990'erne blev proklameret som hjernens årti i USA med deraf følgende opmærksomhed og øgede ressourcer.

Den basale hjerneforskning er lige relevant for psykiatri, neurokirurgi og neurologi. Skizofreni er formentlig en form for udviklingsforstyrrelse. Demens er en progredierende degenerativ hjernelidelse. Angst, depression, migræne og epilepsi er forstyrrelser i interneuronal kommunikation. Dysfunktion af neuronernes ionkanaler synes at være involveret både i epilepsi, migræne og måske i psykiatriske lidelser. Hjernens vækstfaktorer synes afgørende for udviklingsforstyrrelser og for fremtidig anvendelse af stamceller til reparation af hjerneskade, rygmarvsskade og demens.

Hjernevidenskabelige institutter

Ved flere universiteter, herunder Københavns Universitet, samles alle de basale hjernefag nu i neurovidenskabelige institutter. De burde selvfølgelig i stedet hedde hjernevidenskabelige institutter. For at støtte den kliniske såvel som den basale hjerneforskning er det vigtigt, at de kliniske specialer etablerer et samarbejde i deres forhold til offentligheden og beslutningstagerne. Det har bl.a. medført dannelsen af European Brain Council (EBC), som er et koordinerende råd for de europæiske neurologer, psykiatere, neurokirurger, basalforskere, patienter og for europæisk industri (www.ebc.org ). EBC har for nylig publiceret et konsensusdokument om fremtidig europæisk hjerneforskning [1].

Hjernesygdomme er alle de sygdomme, der traditionelt betragtes som psykiatriske, neurologiske eller neurokirurgiske. Sidstnævnte betegnelser er imidlertid misvisende i visse sammenhænge, for de enkelte specialer har ikke ejerskab til bestemte sygdomme, idet flere specialer sædvanligvis samarbejder. Almen praksis er involveret i samtlige sygdomme, og det er for eksempel meget vanskeligt at afgøre, om demens er en psykiatrisk sygdom, en neurologisk sygdom, en geriatrisk sygdom eller en almenmedicinsk sygdom. Derimod kan der ikke være tvivl om, at demens er en hjernesygdom, for dens patologiske substrat er degeneration af nerveceller, skrumpning af hjernen og reducerede åndsevner.

På samme måde er det umuligt at afgøre, om apopleksi er en neurologisk sygdom, en internmedicinsk sygdom, en geriatrisk sygdom eller en almenmedicinsk sygdom. Det er imidlertid oplagt, at skaden sker i hjernen, at patienterne skal vurderes med gentagne neurologiske undersøgelser, herunder en vurdering af de højere integrerede funktioner, og at de skal behandles med neurologisk rehabilitering om end ikke nødvendigvis af neurologer.

Selvom aneurismer opereres af neurokirurger, håndteres mange subarachnoidalblødninger af andre specialer før en evt. kirurgisk intervention, og rehabiliteringen efter operation er oftest i hænderne på andre specialer. Kranietraumer behandles for de flestes vedkommende uden for neurokirurgisk regi, mens de meget svære kranietraumer behandles neurokirurgisk i akutfasen men rehabiliteres af neurologer.

De psykiatriske sygdomme

De sygdomme, der traditionelt anses for psykiatriske, deles også med almen praksis og ofte desuden med andre specialer. Selv om der i de senere år er påvist klare abnormiteter af genetisk, biokemisk og morfologisk natur ved studier af grupper af patienter med skizofreni og svære depressive lidelser, kan man ikke altid laboratoriemæssigt afsløre noget abnormt hos den enkelte psykiatriske patient. Det har ført til, at nogle psykologer og enkelte psykiatere benægter, at psykiatriske lidelser er hjernesygdomme. Et stort antal af de sygdomme, der traditionelt anses for psykiatriske, skyldes sikkert miljøpåvirkninger herunder fra interpersonelle relationer. At disse sygdomme ofte skal behandles med psykoanalyse, adfærdsterapi eller miljøterapi ændrer imidlertid ikke på det forhold, at de skyldes en dysfunktion i hjernens normale mekanismer induceret af indefra- eller udefrakommende påvirkninger. Derfor er de hjernesygdomme.

Inden for hospitalssektoren er den internationale udvikling gennem de seneste årtier gået mod større og større specialisering. Ikke nok med det, men tendensen går mod større og større subspecialisering, således at behandlingen af de store kroniske hjernesygdomme, så som depression, skizofreni, demens, apopleksi, hovedpinesygdomme og epilepsi i højere og højere grad varetages af subspecialiserede klinikker eller centre. Paradoksalt nok har dette imidlertid på flere områder ført de forskellige specialer tættere sammen. Vedrørende demens, bevægeforstyrrelser, hovedpine, ryglidelser og hjernetumorer behandles disse lidelser i svære tilfælde bedst af et team med repræsentanter fra flere specialer.

Diagnostikken af hjernesygdommene er også i højere og højere grad baseret på CT, MR-skanning, PET-skanning, SPECT-skanning og neurofysiologiske undersøgelser, som er relevante ikke blot for de neurokirurgiske og neurologiske patienter men også for et væsentligt udsnit af de psykiatriske patienter. En tiltagende grad af administrativt samarbejde og koordinering vedrørende hjernespecialerne, psykiatri, neurologi, neurokirurgi og neurofysiologi pågår internationalt. På H:S Rigshospitalet er psykiatrien inkluderet i det såkaldte Neurocenter, der selvfølgelig rettelig burde hedde Hjernecentret. Fordelen ved disse hjernecentre er øget samarbejde mellem afdelingerne og tættere relationer til de relevante tværgående fag neurofysiologi, neuropatologi, neuroradiologi og neuroanæstesiologi. Visse steder i udlandet er man gået så vidt, at disse subspecialer er blevet udskilt fra deres moderspeciale, mens man de fleste steder foretrækker fortsat tilknytning til moderspecialet. Desværre peger organisationen af de nye regioner bagud, idet psykiatrien i Region Hovedstaden nu bliver adskilt administrativt fra det øvrige sundhedsvæsen.

Forebyggelse

Et andet o mråde, hvor hjernesygdomme med fordel kan anskues samlet er forebyggelse. Her er de tidligere betegnelser fuldstændig uegnede. Man kan næppe tænke sig forebyggelse, der har til hensigt at øge neurosundheden eller den psykiatriske sundhed, men derimod kan man tvangfrit tale om forebyggelsesinitiativer, der skal fremme hjernesundheden. Psykiatere har tidligere anvendt betegnelsen mentalhygiejne, som er om muligt endnu mere uforståeligt end de øvrige begreber. Der udfoldes meget store anstrengelser både fra det offentlige og fra de sygdomsbekæmpende foreninger for at forebygge kardiovaskulær sygdom og cancer. Der er imidlertid meget få forebyggelsesinitiativer vedrørende hjernesygdomme.

I forbindelse med Hjerneåret 1997 i Danmark nedsatte Sundhedsstyrelsen en arbejdsgruppe, der publicerede en hvidbog om forebyggelse af hjernesygdomme [2]. Der blev identificeret en række vigtige risikofaktorer, og der blev fremlagt planer for, hvordan forebyggelsen af hjernesygdomme kunne styrkes. Betænkningen kom imidlertid samtidig med store omvæltninger i Sundhedsstyrelsen, og den er stort set bare blevet arkiveret. Forsøg på at få senere sundhedsministre til at tage sagen op har ikke båret frugt. Kan man finde et fælles fodslag, så skulle der være mulighed for at få startet en indsats på dette vigtige område. Man kunne passende starte med en opdatering af betænkningen fra 1997 med større fokus på psykiatriske lidelser, idet dokumentet fra 1997 var ret ensidigt vægtet mod neurologiske lidelser.

Samarbejde

Afslutningsvis kan det konkluderes, at alle kliniske hjernefag og basale hjerneforskere bør arbejde sammen for at fremme translationel hjerneforskning, at nye diagnostiske metoder har stor betydning for neurofagene såvel som for psykiatrien, og at der findes et stort klinisk grænseland, hvor neurofagene og psykiatrien bør arbejde tæt sammen. Forebyggelse af hjernesygdomme og undervisning i hjemmerelaterede fag ved lægestudiet og sygeplejeuddannelserne bør ligeledes støttes af alle hjernefagene.

Det nødvendige samarbejde om disse fælles opgaver bliver en stor udfordring i de nye regioner og for de faglige organisationer.