Skip to main content

Hjernen og sprog. Elbro C, Gjedde A, Larsen CK, Lund J, Maegaard B, Michelsen A, Mortensen MV, Nielsen J, Pedersen PM.

Ledende neuropsykolog Hysse Birgitte Forchhammer E-mail: HYBF@glostruphosp.kbhamt.dk

3. nov. 2005
3 min.

Med titlen »Hjernen og sprog« er et spændende tema slået an i en ny bog udgivet af Landsforeningen til Bekæmpelse af Hjernesygdomme - HjerneForum. Bogen er desværre lidt ujævnt skrevet og præget af en del gentagelser. Bogen henvender sig til læsere uden specielt fagkundskab på området, men med et lidt varieret lixtal lever den ikke helt op til den målsætning.

Flere af bogens forfattere indleder med refleksioner over, hvordan sprogbrug adskiller mennesker fra andre dyr. Tanken ligger nær, at netop den type refleksion måske udgør forskellen! For hvornår har et myrepindsvin - der i øvrigt har relativt lige så store frontallapper som mennesket (!) - sidst funderet over forskellen mellem dyr og mennesker? Nå, ingen tvivl om at menneskets særlige sprogbrug er en central forudsætning for overlevelse og alt det andet, vi går og laver, og selv om der allerede er skrevet meget om dette emne, er der hele tiden brug for opdatering og nye vinkler. Forfatterne bag bogen spænder vidt, både med hensyn til faglig baggrund - lægevidenskab, sprogvidenskab og psykologi - og forskellige teoriretninger. Hermed er der lagt op til en spændende rundtur i emner som: hvad er sprog, har dyr sprog, hjerne-sprog-forskningens historie, sproglokalisation, plasticitet og maskinsprog.

Sprogmanden Jørn Lund indleder med et lille fint essay, en let læst og sprogligt sprudlende appetitvækker om menneskets sprogbrug. Mere minimalistisk skriver neurokirurgen Christian Kruse Larsen om de teknologier, man bruger for at kortlægge hjernefunktion. For over hundrede år siden lokaliseredes de klassiske sprogområder, men i dag viser billeddannende teknikker og direkte stimulation af hjernen, at sprogcentre er lokaliseret i sammenhængende netværk, spredt over og under hjernebarken. Samtidig kan der være flere centimeters individuelle forskelle på denne lokalisation. For kirurgen har kortlægningen ikke bare akademisk interesse, den har konkret og praktisk betydning, når man skal vælge, hvor der skal skæres! Desværre har kirurgen skåret lovlig dybt i teksten, dette centrale emne kunne godt bære en længere snak.

Malene Vejby Mortensen forsker i problemerne med at reetablere auditiv sprogforståelse efter cochleaimplantering. Hun skriver spændende om hjernens plasticitet. Forfatteren bruger en del af sin sparsomme plads på at præsentere sprogfilosoffen Norman Chomskys teori. Det er et ambitiøst og ikke helt vellykket projekt - som heller ikke er nødvendigt for at forstå resten af den interessante tekst.

Et af bogens bedste kapitler er neuropsykologen Palle Møller Petersens præsentation af den traditionelle afasiterminologi. Kapitlet er velskrevet og giver med eksempler en fin introduktion til den måde, man i praksis sætter begreber på nogle af de mest invaliderende følger efter hjernelidelser, nemlig sprogforstyrrelserne.

Også kapitlet om dysleksi, medfødte læsevanskeligheder eller ordblindhed, er velskrevet og oplysende. Det er spændende at få eksemplificeret, hvordan dette almindelige handikap opleves i hverdagen. Vi får også et fint indblik i, at der er tale om en multifaktorielt problem, der ikke kan reduceres til kuk i hjernevindingerne.

Jan Nielsen giver i sit kapitel en introduktion til begrebet tankeforstyrrelser - men glemmer koblingen til hjernen. Det er en skam, for der findes megen ny udforskning af sammenhænge mellem sindslidendes kognition, emotion og hjernefunktion. Det kunne være interessant at høre et bud på den klinisk psykologiske teoris syn på denne forskning. Bogen indeholder også kapitler om emner som computerens muligheder og begrænsninger i sprogforarbejdning, dyrs sprog og en historisk tilgang til hjerne-sprog-forskning.

Alt i alt en noget ujævn bog om et spændende emne. Prisen tillader, at man plukker de bedste kapitler ud, f.eks. som informationsmateriale til pårørende eller til undervisningsbrug.

København: HjerneForum, 2004.
88 sider. Pris: 90 kr.
Kan rekvireres på: hjerneforum@mail.tele.dk
ISBN 87-988870-2-5