Hjertepatienter skal ikke kun overleve – de skal også leve

Christian Eriksens nylige ICD-stød under en fodboldkamp har igen sat gang i en debat om hjertesygdom, sport og risiko. Den konkrete vurdering af hans situation hører naturligvis til mellem ham og hans behandlere. Men episoden giver anledning til en vigtigere og mere generel debat: Hvordan ser vi som samfund – og som læger – på livet med hjertesygdom?

En ICD er ikke en behandling, man får, fordi man er rask. Den implanteres hos patienter med risiko for livstruende hjerterytmeforstyrrelser. Men et stød fra en ICD er ikke i sig selv ensbetydende med, at behandlingen har fejlet, eller at patienten nødvendigvis skal stoppe med at leve aktivt. Tværtimod kan et relevant stød være udtryk for, at ICD’en har gjort præcis det, den skal: afbryde en potentielt farlig rytmeforstyrrelse [1].

Et ICD-stød kan være voldsomt, ikke mindst for patienten, de pårørende og eventuelle tilskuere. Men det er ikke altid ensbetydende med alvorlig sygdom. I mange tilfælde håndteres et ICD-stød ambulant eller telefonisk, afhængigt af symptomer, omstændigheder og den bagvedliggende årsag. Nogle stød er »inappropriate« og udløses ikke af en farlig ventrikulær arytmi, men f.eks. af supraventrikulær takykardi, støj eller oversensing. Andre stød er »appropriate« og gives på baggrund af en ventrikulær arytmi [1].

Efter et ICD-stød skal årsagen vurderes. Der kan være reversible udløsende faktorer som elektrolytforstyrrelser, iskæmi, medicinændringer eller behov for justering af ICD-indstillinger. Men i sig selv bør et ICD-stød ikke automatisk føre til konklusionen, at patienten fremover skal leve mere begrænset.

Intuitivt vil mange – også læger – tænke, at patienter med alvorlig hjertesygdom bør frarådes hård fysisk aktivitet og elitesport. Forsigtighed er forståelig. Men moderne sportskardiologi bevæger sig i stigende grad væk fra generelle forbud og hen imod individuel risikovurdering og fælles beslutningstagning [2]. Det betyder ikke, at alle med ICD kan dyrke elitesport, men at det ofte er ufarligt og i mange tilfælde bedre for hjertet og kroppen end inaktivitet.

Vi må heller ikke undervurdere, hvad sport og motion betyder for mennesker. For enkelte er elitesport en vigtig del af livet. Aktivitet kan være identitet, fællesskab, frihed og livskvalitet. Nogle patienter vil – efter grundig information – være villige til at acceptere en vis risiko for at kunne leve det liv, der giver mening for dem.

Data fra et multinationalt register over atleter med ICD har vist, at patienter kunne deltage i intensiv sport, uden at det tydede på en øgning i sportsrelaterede dødsfald eller stød, selv om både relevante og irrelevante ICD-stød forekom hos nogle [3]. Det er ikke et argument for ubegrænset frikendelse, men det understreger, at beslutningen bør individualiseres.

Min erfaring er, at den største udfordring ofte ikke er, at hjertepatienter er for risikovillige. Tværtimod møder jeg ofte patienter, som er langt mere bange for fysisk aktivitet, end der lægefagligt er grund til. De frygter at belaste hjertet, få pulsen op eller mærke symptomer – det ses særligt, når arytmien eller stødet var associeret med sport.

For mange hjertepatienter er fysisk aktivitet en del af behandlingen, og træning hos patienter med ICD er generelt sikkert med forbedret arbejdskapacitet og enormt få ICD-stød under selve træningen [4].

Særligt på sociale medier har jeg set mange opfordringer til, at Eriksen bør indstille karrieren. At han skal »lytte til sin krop« og lade sig pensionere fra fodbolden. Uden at kende til Eriksens konkrete situation vil jeg håbe, at han fortsætter med sport på højt plan. Han er et forbillede for hjertestopoverlevere og mennesker med ICD, som med egne øjne kan se, at det er muligt at leve livet til fulde efter et hjertestop.

Jeg ser et behov for, at vi taler nuanceret om livet efter hjertestop og livet med ICD. Patienter skal informeres om risiko. Men de skal også mødes med optimisme som mennesker med ønsker, værdier og ambitioner.