Hoftedysplasi: klinik, billeddiagnostik og henvisning

Anders Troelsen, Lone Rømer & Kjeld Søballes artikel »Hoftedysplasi: klinik, billeddiagnostik og henvisning« i Ugeskrift for Læger 2007;169:394-6 rører ved et meget stort og upåagtet problem, som jeg trods flere indlæg ved lægemøder og kongresser aldrig har kunnet få forståelse for. Artikler blev returneret.

Som anført er hoftedysplasi (HD) medfødt og skyldes inkongruens mellem caput og acetabulum og giver først symptomer i voksenalderen.

Da det drejer sig om belastningssmerter, er fysioterapi helt uden virkning. Typisk klager patienterne over natlige smerter. De må op og gå på gulvet. De kan ikke sidde ret længe på en stol, eller køre i bil over selv ret korte afstande. Som anført klager mange over smerter i hofterne, og de er ømme ved palpation.

I diverse artikler og indlæg om ryglidelser bliver det altid anført, at ved en vis procent er det umuligt at påvise en årsag til disse patienters gener, og fysioterapi har ingen effekt. En del af disse patienter tilhører gruppen med HD. Det afsløres først ved undersøgelsen af hofteleddene, som ikke behøver - hvilket er uforklarligt - at give smerter eller være ømme, men der er forøget mobilitet i leddene. Det mest karakteristiske er ømhed i adduktorerne på femur, der kan være så udtalt, at samleje er umuligt. Ømhed i adduktorerne på femur viser med sikkerhed, at der er en lidelse i det tilhørende hofteled. Ved HD viser røntgenbilleder en inkongruens mellem caput og acetabulum med deraf følgende formindskelse af de bærende partier på acetabulum og caput. Brusken bliver overbelastet. Den degenererer, knoglen bliver blottet, og dermed er artrosen begyndt.

Behandlingen må bestå i, at bærepartierne forøges. Det kan gøres ved, at caput vippes ind i acetabulum, så kontaktfladerne forøges.

Min teknik gik ud på at udskære en kile på 17 grader intertrokantær med basis medialt og ventralt og spidsen lateralt og dorsalt. Osteotomien blev fikseret med et children's nail og en plade. Mellem 1962 og min afgang i 1982 blev 75 patienter opereret på 96 hofter med gennemgående tilfredsstillende resultat. De jeg nu tilfældigvis møder, har det stadig udmærket.

I min tid som konsulent for Invalideforsikringens Ankestyrelse var der blandt patienterne flere, som var opereret for diskusprolaps, undertiden to gange, hvilket gjorde sagen endnu værre.

Som ansat på et amtssygehus kunne jeg ikke operere disse udenamtspatienter og måtte desværre anbefale invalidepension.

Eksemplerne viser, hvor nødvendigt det er, at enhver rygundersøgelse også indebærer en undersøgelse af hofterne, og specielt om der er ømhed i adduktorerne på femur.

Eksemplerne viser også, hvor rosværdigt det er, at problemet igen bliver trukket frem.

Indlægget har været fremsendt til forfatterne, som ikke har yderligere kommentarer.