»Giv slip«, sagde den lille pige. »Det gør ondt, Jonas!« At hun brugte mit navn, er nok årsagen til, at jeg tydeligt husker venflonanlæggelsen, som fandt sted for 25 år siden. Dengang var der en anden holdning til fastholdelse af børn i forbindelse med smertevoldende procedurer. Til gengæld tog vi færre prøver på børnene.
»Vi stikker for meget i børnene«, begyndte jeg med tiden at tænke. På morgenkonferencerne italesatte jeg og flere erfarne kolleger gentagne gange denne problemstilling. Hvis intentionen hermed var, at der skulle tages færre prøver, hjalp det ikke. Der var sket et kulturskred, siden jeg var ung i pædiatrien: stigende prøvetagning midt i en tid med stort fokus på at undgå ufrivillige fastholdelser af børn, på smertelindring og på involvering af børnene i de beslutninger, der vedrører dem. Og hvor begrebet »børneparathed« bør være implementeret i alle dele af sundhedsvæsenet, der har med børn at gøre. Paradokset var til at få øje på! I ledelsen besluttede vi derfor at gøre en systematisk indsats for at begrænse prøvetagningen på børne- og ungeafdelingen. Målsætningen var let at formidle til et personale, der brænder for at arbejde med børn: Undgå unødig prøvetagning, ufrivillig fastholdelse og at udsætte børn for smerte! Vi indførte systemiske ændringer i blodrekvisitionerne, men hovedindsatsen handlede om at skabe en kulturændring. Vi afsøgte modstand og bekymringer og inddrog personale på tværs af faggruppe og anciennitet. Dette skulle ikke bare være ledelsens ide! »Vælg klogt«-konceptet om at undlade undersøgelser, der ikke gavner patienten, blev tillagt børneperspektivet, og vi udbredte tankegangen: før du tager en prøve på et barn, så spørg dig selv: »Hvad får barnet ud af undersøgelsen?« Undlades prøven herefter, sker der i hvert ingen ufrivillig fastholdelse. For den lille pige havde jo ret: Vi skal give slip på børnene.
»Undgå unødig prøvetagning, ufrivillig fastholdelse og at udsætte børn for smerte!«Jonas Kjeldbjerg Hansen
Da vi lige var gået i gang med forandringen, hørte jeg en sige: »Vi må hellere lade være med at tage en blodprøve, ellers bliver chefen sur«. Sagt med glimt i øjet, men et vigtigt input i den videre proces: Vi skal have psykologisk tryghed, og kvalitet og patientsikkerhed skal være i top. Vi kan godt diskutere en indikation, men altid ud fra et fagligt perspektiv, ikke en kritiserende attitude. Det er kun de unødvendige prøver, vi vil undgå!
Vi har nu arbejdet med »Vælg Klogt, børneversionen« i over et år, og resultaterne er tydelige: Der tages markant færre blodprøver og POCT-tests. Økonomi har ikke været drivkraften. Det har derimod faglighed og ikke mindst tanken om, at hver sparet, unødvendig prøve, kan være en sparet dårlig oplevelse for et barn! Forhåbentlig vinder hensynet til børnene over unødvendige prøver i alle dele af sundhedsvæsenet! Vi må holde fast i at give slip.
