Skip to main content

Holdninger udelukker ikke saglighed

♠ Praktiserende læge Lorentz Tom-Petersen, Valby. E-mail: ltp@dadlnet.dk

15. mar. 2010
4 min.

Et hold børnepsykiatere gennemførte en undersøgelse af det psykiske helbred hos 21 børn i afviste, irakiske asylfamilier. Undersøgelsen blev publiceret i Ugeskriftet [1].

Voksenpsykiater Henrik Day Poulsen (HDP) kritiserede senere undersøgelsen i en kronik i Berlingske Tidende [2] og i DR 2 Deadline.

HDP's kritik tog primært udgangspunkt i hans personlige mening om forfatternes holdninger og tidligere udtalelser, som han har opfattet dem. HDP anfører, »at undersøgelsen er foretaget af psykiatere, der tidligere i offentligheden ikke har forholdt sig upartisk til de afviste asylansøgere, hvorfor undersøgelsen næppe kan betragtes som objektiv«, og »En undersøgelse, som en sådan psykiater har forfattet, bør læses meget kritisk for at sikre sig, at Bente Rich og hendes medforfattere ikke er ude i et politisk ærinde forklædt som læger«. Forfatterne formodes at »fremhæve sit eget politiske synspunkt og pakke det ind i pseudovidenskab og populisme« og mere af samme skuffe.

Der er tale om grove anklager for faglig korruption, som bruges til at begrunde, at det er af lille betydning at forholde sig til undersøgelsens saglige indhold.

På den måde kan man lukke munden på professionelle, som ikke har samme politiske og etiske observans, som man selv har, uden at besvære sig med at undersøge substansen i emnet.

Uden for lægekredse foregår der forlods diskriminering af udsagn fra nogle læger, advokater og andre professionelle, som kommer på tværs med deres meninger, mens andre er inde i varmen. HDP's udsagn er formentlig populære i integrationsministeriet og andre kredse, hvor de etiske normer er rummelige nok til at tale for tvangsfjernelse af asylbørnene fra deres forældre som en løsning på deres lidelser.

Jeg håber dog, at der i Lægeforeningen og Ugeskriftet er en tradition for akademisk tankegang og etiske regler, som kan se det tåbelige og skadelige i at lukke munden på professionelle med henvisning til, at de i anden sammenhæng har afsløret denne eller hin holdning til politik eller etik. Som om vi ikke alle har vores holdninger.

TILSTÅELSE: Jeg er med i Bedsteforældre for Asyl, som hver søndag demonstrerer uden for asylcentrene Sandholmlejren, Avnstrup og Kongelunden.

> Svar:

Speciallæge i psykiatri, ph.d. Henrik Day Poulsen. E-mail: henrikdaypoulsen@hotmail.com

Tak til Peer Jansson (PJ) og Lorentz Tom-Petersen (LP) for at kommentere min kronik i Berlingske Tidende. Desværre forholder de sig ikke til sagens kerne; nemlig forældrenes ansvar. Er det ansvarligt, at forældre nægter at rejse ud af Danmark og samtidig ser på, at deres børns psykiske tilstand forværres? Forældrenes sager er behandlet i et af verdens bedste retssamfund, og de har haft mulighed for at klage. Dette kommenterer PJ og LP heller ikke. Man behøver ikke at være børnepsykiater endsige læge for at forholde sig til begrebet forældreansvar.

De undlader også at kommentere det faktum, at de børn, som i undersøgelsen lider af psykoser og svære depressioner, kan medicinsk behandles i deres hjemland. Præparater som haloperidol, imipramin og fluoxetin er tilgængelige over det meste af verden; endda til en rimelig pris.

Mht. om forfatterne til undersøgelsen er upartiske, vil jeg gøre opmærksom på, at en af forfatterne til den nævnte undersøgelse i Ugeskrift for Læger (UFL) gentagne gange både i pressen og i UFL har argumenteret for, at Danmarks asylpolitik er at sidestille med tortur. En af forfatterne har sågar indklaget Udlændigeservices lægekonsulent til Lægeforeningens etiske udvalg for medvirken til tortur. Udvalget afviste heldigvis denne horrible anklage, som vel bedst taler for sig selv i sin populistiske absurditet. LP efterlyser akademisk tankegang, og jeg må derfor gøre opmærksom på, at en kritisk stillingtagen til en forfatters mulige inhabilitet er en af hovedstenene inden for alle akademiske specialer.

PJ og LP er repræsentanter for en »godhedsindustri«, der i søgen efter en absurd altruisme accepterer, at afviste asylansøgerne mod landets love forbliver i Danmark og tilmed skader deres børn. De ignorerer også de tusinder af afviste asylansøgere, der overholder landets love og frivilligt rejser hjem. Såfremt man giver efter for en lille gruppe irakere, der har taget deres børn som gidsler og støttes af en lille gruppe læger og kendisser, må de afviste asylansøgere, der sidder tilbage i den tredje verden, føle sig ekstremt uretfærdigt behandlet og snydt for en billet til et af verdens rigeste og mest civiliserede lande med gode sociale ydelser, sikkerhed og optimal sundhedsbehandling.

Verden er uretfærdig og ulige. PJ og LP forsøger at gøre verden mere lige ved at give personer, der ikke overholder Danmarks love, særbehandling. Det er efter min mening ikke den bedste vej til at sikre en mere ligelig fordeling af verdens goder.


Referencer

  1. Rasmussen LI. Afviste irakiske asylbørn lider i Danmark. Ugeskr Læger 2010;172:84-5.
  2. Poulsen HD. Kronik. Berlingske Tidende 16. januar 2010.