Homo sapiens: Skal arv og miljø gentænkes?

Tak til læge Thomas Stax Jakobsen (TSJ) for en indholdsmættet kommentar [1] om arvelighedsforskningen til vores kronik om »Evolution af homo sapiens« [2]. Vores budskab i kronikken var et forslag til en ny ramme for forståelse af evolutionen med baggrund i, at det i laboratoriet har været muligt, også hos pattedyr, at redigere i genomet ved CRISPR-teknik, og en forventning om, at disse processer kunne tænkes at foregå i den umanipulerede natur. Dette udfordrer den neodarwinistiske forståelsesramme for evolution, som hviler på »det centrale dogme«, dvs. at genomet påvirker og styrer udviklingen af organismen uden selv at ændre struktur.

Lamarcks genkomst

Til kronikkens omtale af »Lamarcks genkomst« anfører TSJ, efter en god historisk gennemgang af begreberne, at de fleste epigenetiske mekanismer synes at være underlagt genetisk kontrol, og at det er tvivlsomt, at disse bryder med den neodarwinistiske forståelsesramme i.e. »det centrale dogme«. Til dette må vi medgive, at »mikroevolutionen« i.e. artsdifferentiering (speciation) mageligt kan forklares ved migration, genetisk drift, genetisk variation og selektion og dermed også rummes inden for »det centrale dogme«. Når det derimod kommer til større spring i evolutionen, »makroevolutionen« i.e. organismernes klassifikation fra familie (hominidae) over genus (homo) til species (Homo sapiens), forekommer disse mekanismer at være utilstrækkelige, specielt når man betænker det – i forhold til de geologiske tidsaldre – korte tidsrum, de har udspillet sig i. De andetsteds velbeskrevne kendte epigenetiske mekanismer kan her ikke give overbevisende hjælp. Epigenetiske mekanismer kan modificere genekspression horisontalt og muligvis i begrænset omfang vertikalt (transgenerationelt), men ikke ændre genomets struktur. Dermed bryder de ikke »det centrale dogme«. Den darwinistiske teori har således behov for muligheden af en struktureret genmodifikation. Vi foreslår derfor, som hypotese, at CRISPR-teknologien indgår i naturens egen »værktøjskasse« til redigering i genomet, hvilket vil betyde et brud med »det centrale dogme«.

Som komplekst netværk interagerer genomet med sit strukturelle miljø. Forandringer kan føre til sammenbrud eller en ny balancetilstand, som derved kan være forklaring på det »spring« i evolution, som fremkomsten af vor art repræsenterer.

Disruption

Man kan således forestille sig evolutionens mekanismer som en fusion mellem genetik og epigenetik, og som konsekvens heraf oplever vi således en disruption af etablerede dogmer og definitioner.

Afsluttende sætter TSJ evolutionen af Homo sapiens i perspektiv ved at omtale specialet »Evolutionær medicin«, som han finder fraværende i de internmedicinske specialer. Dér er vi enige. Netop erkendelsen af patientens evolutionære baggrund er fundamentet for forståelsen af mange sygdomsprocesser og legemlige svagheder. TSJ nævner selv neoplastiske sygdomme, infektioner og livstilssygdomme. Vi kan tilføje hyperkolesterolæmi, diabetes, arthritis urica, rygsygdomme, knæledsartrose og akilleseneruptur. Desuden var udgangspunktet for Charles Darwins evolutionsforskning det medicinske studium, og farfaderen, lægen Erasmus Darwin, havde allerede øje for sammenhængen, da han i indledningen til sit værk fra 1794 »Zoonomia« skrev: »The purport of the following pages is an endeavor to reduce the facts belonging to animal life into classes, orders, genera and species; and by comparing them with each other to unravel the theory of diseases« [3].