Hospitalsinfektioner har store menneskelige og økonomiske konsekvenser

Hospitalsinfektioner indgår i de nationale kvalitetsmål for sundhedsvæsenet, men man monitorerer og evaluerer kun en lille delmængde: bakteriæmier og Clostridium difficile. Man berører ikke de bagvedliggende konsekvenser, og der er ikke mål for nedbringelse af infektionerne.

Statens Serum Instituts infektionsdatabase, HAIBA, registrerer fem infektionstyper: bakteriæmier, urinvejsinfektioner, tarminfektioner med C. difficile og dybe infektioner efter planlagt total hoftealloplastik og efter planlagt knæalloplastik. Disse infektioner repræsenterer kun en delmængde af hospitalsinfektionerne.

Hospitalsinfektioner bør give anledning til stor offentlig opmærksomhed, men gør det desværre ikke. Ikke alene på grund af omfanget, men især på grund af de menneskelige og økonomiske omkostninger: mistede leveår, nedsat livskvalitet og meromkostninger på grund af længere liggetid. Forskningsmæssigt er området forsømt.

Utilfredse statsrevisorer

Statsrevisorerne afgav i 2017 en beretning om forebyggelse af hospitalsinfektioner og noterede med henvisning til Statens Serum Institut, at 7-10 % af alle indlagte patienter i Danmark, svarende til ca. 60.000 patienter årligt får en hospitalsinfektion undervejs i forløbet, og at det er muligt at nedbringe antallet med op til 20% [1].

Statsrevisorerne konkluderede, at Sundheds- og Ældreministeriets, regionernes og hospitalernes indsats for at forebygge hospitalsinfektioner var utilfredsstillende. De fandt det foruroligende, at niveauet for sundhedspersonalets overholdelse af hospitalernes egne retningslinjer for hygiejne, f.eks. rene hænder, var så lavt – ikke mindst fordi det anses for den mest effektive måde at afbryde smitteveje på.

Punktvis fremgår det, at hospitalerne i perioden 2013–2016 i 29% af rengøringskontrollerne ikke levede op til retningslinjerne. For håndhygiejne og uniformshygiejne levede hospitalerne ikke op til retningslinjerne i 54% og 43% af kontrollerne. Det hedder tørt, at den manglende overholdelse af retningslinjerne for hygiejne forøger risikoen for infektioner. Og statsrevisorerne fandt, at reduktionsmålet for brugen af antibiotika i den nationale handlingsplan fra 2017 burde følges op med reduktionsmål for hospitalsinfektioner.

Opfølgning

Mange rapporter glemmes efter kort tid, men Statsrevisorernes har pondus, og deres beretninger skal følges op. Det er sket to gange, hhv. ved notat af 17. april 2018 og 20. januar 2021.

2018-notatet er den såkaldte ministerredegørelse, hvor der redegøres for initiativer m.m. i kølvandet på beretningen. Kort fortalt lagde sundhedsministeren sig ned og gav på mange områder Statsrevisorerne ret i kritikken og redegjorde for initiativer, der var igangsat sammen med Danske Regioner. I 2021-notatet var der både ros og ris. Det fremgår, at forekomsten af C. difficile og bakteriæmier var henholdsvis faldet og steget i perioden 2016-2018. Rigsrevisionen vil fortsat følge udviklingen og orientere Statsrevisorerne om udviklingen i hospitalsinfektioner, herunder om de nationale mål og indikatorer justeres, baseret på den årlige status på de nationale kvalitetsmål for sundhedsvæsenet. De menneskelige omkostninger

Det knastørre men informative materiale fra Rigsrevisionen kommer ikke ind på menneskelige omkostninger ved hospitalsinfektioner: nedsat livskvalitet, varige virkninger for ikke at tale om mortalitet og dermed, at nogle patienter faktisk får det værre under en indlæggelse. Den synsvinkel tog forskere fra European Centre for Disease Prevention and Control op i en analyse fra 2016.

Menneskelige omkostninger

Forskerne undersøgte antallet af tabte leveår på grund af hospitalsinfektioner på godt 1.100 europæiske hospitaler i hele EU. De så på pneumonier, urinvejsinfektioner, kirurgiske sårinfektioner, neonatal sepsis, tarminfektioner med C. difficile og bakteriæmier [2].

I studiet beregnede man antallet af tabte år på grund af for tidlig død og antallet af år med nedsat livskvalitet på grund af en hospitalsinfektion. Dette er kendt som DALYs (disability adjusted life years), som det samlede antal år, personer lever med handicap på grund af hospitalsinfektioner (»disability«) og antallet af år, som en hospitalsinfektion forkorter den inficeredes liv med (»tabte leveår«).

Data er fra 2011-2012 omfattede godt 273.000 patienter fra en basispopulation på ca. 500 millioner indbyggere. De tekniske beregninger overspringes her, men beregningerne er baseret på anerkendte metoder.

Hovedresultatet var, at der i 2011/12 i EU var 2,6 millioner nye tilfælde med hospitalsinfektioner, som tilsammen medførte ca. 2,5 millioner DALYs, fordelt med 2 millioner mistede leveår (75% af de samlede DALYs) og knap 700.000 leveår med funktionsnedsættelse (disability). Antager man hypotetisk, og for eksemplets skyld, at disse DALYs er jævnt fordelt over medlemslandene, og at Danmark udgør ca. 1%, svarer det til, at der i Danmark i 2011-2012 var omkring 25.000 DALYs, hvoraf knap 19.000 var mistede leveår og 6.000 leveår med nedsat funktionsevne på grund af de nævnte seks hospitalsinfektioner. Disse tal er stort set fraværende i debatten herhjemme, men sættes i perspektiv af tal fra 2010, ved at hospitalsinfektioner DALY-mæssigt rammer hårdere end sygdomme som astma, artrose, angst, migræne og cirrose.

De økonomiske omkostninger

Omkostningerne ved hospitalsinfektioner drejer sig især om forøgede hospitalsomkostninger, men også omkostninger efter udskrivning, bl.a. i kommunerne, og sygemelding. Der er kun få omkostningsanalyser, der medregner det hele – og ingen medregner den økonomiske værdi af mistede leveår.

Der findes to danske analyser af omkostningerne ved hospitalsinfektioner. Én fra Rigshospitalet, hvor man så på omkostningerne på intensivafdelingen [3] og en artikel om de økonomiske omkostninger ved C. difficile fra 2020 [4]. Begge vidner om betydelige meromkostninger ved hospitalsinfektioner og illustrerer samtidig to måder at opgøre omkostninger på.

2020-undersøgelsen viser, at man kan komme langt med registersamkøring. Man udnyttede HAIBA-databasen, og sammenkørte den med landspatientregisteret og et arbejdsmarkedsregister, DREAM-registeret. Der indgik godt 12.000 C. difficile-patienter og 23.000 matchede ikkeinficerede patienter. Man var i et vist omfang i stand til at medtage omkostninger efter udskrivning og i kommunerne. Hospitalsomkostninger blevet beregnet ud fra DRG og DAGS-takster. Efterfølgende sygefravær indgår delvist.

Under indlæggelsen var omkostningerne 12.867 euro pr. C. difficile-case sammenlignet med 4.522 euro for kontrollerne, hhv. 96.502 kr. og 33.915 kr. Omkostningerne det første år var 31.388 euro pr. C. difficile-case sammenlignet med 19.512 euro for kontroller, hhv. 235.410 kr. og 146.340 kr.

Analysen fra Rigshospitalets intensivafdeling var baseret på data fra godt 1.200 patienter indlagt i 2013. Der blev gennemført en grundig omkostningsanalyse (mikroomkostningsanalyse). Man beregnede meromkostningerne for patienter med VAP (ventilator-associated pneumonia) og sepsis. Hovedresultaterne var markante: pr. indlæggelse kostede en VAP-patient godt kr. 961.000 og non-VAP-patienter kostede knap kr. 69.000, og sepsispatienter kostede knap kr. 152.000 mod knap kr. 48.000 for nonsepsispatienter.

Konklusion og anbefalinger

Hospitalsinfektioner udgør et betydeligt problem, både menneskeligt og økonomisk. Det er et forsømt forskningsområde, der bør opprioriteres både med hensyn til kortlægning af omfang, de menneskelige og økonomiske konsekvenser og evaluering af interventioner. Den hidtidige tilgang til infektionsforebyggelse på hospitalerne har i store træk været reaktiv uden klare mål for, hvad man vil opnå.

I lighed med hvad man med succes har gjort på antibiotikaområdet, bør man opstille klare mål for den infektionshygiejniske indsats. Det skylder vi patienterne, og økonomisk er der klare fordele ved at intensivere indsatsen.

Den øgede opmærksom på hygiejne under coronaepidemien synes ikke at slå igennem vurderet på data fra HAIBA-databasen.