Skip to main content

Hurra for efteruddannelse – har det omsider taget overhånd?

Snart kan han kalde sig speciallæge i almen medicin. Det giver anledning til lidt refleksion over den lægelige videreuddannelse.

»Jeg har nu brugt 15 år af mit liv på at blive speciallæge i almen medicin, så jeg kan få lov at købe mig en almen praksis og få mig en lidt bedre løn«, skriver læge Anders Frey i debatindlæg. Foto: Privat

Anders Frey, fase 3 læge ved Lægehuset Fanø, Freyen60@gmail.com

27. maj 2024
4 min.

Omsider er jeg ved at være i mål. Om knap seks måneder kan jeg kalde mig speciallæge i almen medicin. Den slags giver anledning til lidt refleksion. Hvordan har det været at gå igennem den lægelige videreuddannelse og være en del af det offentlige sundhedsvæsen? Hvad skal jeg sige til mine børn, når de siger, de vil være læger ligesom far? 

»Nå, du er læge, så gir du nok den næste omgang!«, »Det er da sådan lidt et kald at være læge?!« og »Det er da flot, du tager så mange lægevagter!« er alle udsagn, man som læge bliver mødt med fra venner, bekendte, patienter og folk, man tilfældigt løber på i Brugsen eller det brune værtshus, hvor man har søgt tilflugt for kortvarigt at dæmpe ens frustrationer over livets uretfærdighed.

Men nej, jeg giver nok ikke en omgang til hele værtshuset, for efter næsten ti års efteruddannelse, en seks års fuldtidsuniversitetsuddannelse, uendelige forskningstimer og en speciallægeuddannelse, der har holdt mig fast på en »lærlingeløn« i efterhånden ti år, har jeg stadig en studiegæld på 250.000 kr., en svigtende arbejdsglæde, en ekskone og 7/7-ordning, en Pandoras æske af anekdoter om varierende grader af dårlig ledelse, ekstremt bureaukrati og vanvittig brug af ressourcer og ikke mindst en løn, som ingen af mine bekendte med jurist-, ingeniør- eller revisoruddannelser med samme anciennitet overhovedet ville overveje at stå op for om morgenen. 

Men er det så i det mindste et kald? Næ, egentlig ikke. Jeg ser mig gerne betalt for mine ydelser som de fleste andre. Måske endda have rimelige arbejdsvilkår og den slags. Hvorfor er der ingen, der spørger de uendelige horder af humaniorastudenter, ansat på hospitalernes kommunikations- og HR-afdelinger, om de kan gå lidt ned i løn, når nu det må være sådan et kald at være en del af det stolte danske sundhedsvæsen?

Hvis man skulle komme til at fortælle en udenforstående, hvad man tjener på en lægevagt, kan man godt forberede sig på det bebrejdende blik, som med slet skjult foragt gør en opmærksom på, at man burde skamme sig for at tage så høj en pris for sit arbejde, på en søndag fra 16-23, med fuld arbejdsdag mandag.

Prøv lige for sjov skyld at ringe til en familieretsadvokat og spørge, hvad hverdagstaksten er! For slet ikke at nævne klagesystemet, som man skal finde sig i, med offentlig gabestok og det hele.

Jeg har nu brugt 15 år af mit liv på at blive speciallæge i almen medicin, så jeg kan få lov at købe mig en almen praksis og få mig en lidt bedre løn. For det ville jo være helt og aldeles uansvarligt at lade en dimittend med kun seks års universitetsuddannelse og et års klinisk basisuddannelse tage del i en praksis. Alt imens en fysioterapeut med regionens velsignelse opkøber ydernumre i vildskab. Nej, der må mere uddannelse oven på den generelle grunduddannelse, så vi kan få en rigtig generalist.

Et helt særligt irritationsmoment har været de endeløse obligatoriske SPEAM-kurser, hvor vi er blevet tvangsfodret med tavleundervisning, omhandlende stof vi godt vidste i forvejen. Region Syd har i al deres visdom lagt samtlige kursusdage i Odense, så os, der har valgt at følge de politiske opfordringer og er blevet læge i yderområderne, har længst mulig transporttid. Genialt!

Det skal nok hjælpe på motivationen, at man kan få lov til at spendere ca. en måned på Esbjerg og fynske motorveje, hvilket man stort set ikke bliver økonomisk kompenseret for. Lav nu lortet på Zoom, eller flyt det til Kolding! Og man vil med længsel huske sin tid i fase to på hospitalet, hvor man i bedste fald var en brugbar vagttelefonholder og skemafiller, i værste fald uønsket og en smule i vejen.

Indimellem kunne man såmænd få lov til at være begge dele på samme tid. Man nynner jo nærmest den gamle klassiker fra Dirty Dancing »I’ve had the time of my life«, når man tænker tilbage.

I øvrigt vil min søn vist gerne være vindmølleingeniør, og min datter er mest bare interesseret i TikTok, men det bliver nok ikke mig, der kommer til at forsøge på at overbevise dem om at blive en del af landets næste generation af praktiserende læger.