Hurtige fix og investering i luftkasteller?

I artiklen »Økonomisk kur mod malaria?« (Ugeskr Læger 2006;168:1157-8) beskrives det, hvorledes nogle økonomer har foreslået, at en investering på tre mia. dollars i en malariavaccine vil kunne give årsag til store fremtidige besparelser. I princippet er det jo korrekt, at en hvilken som helst effektiv vaccine vil være årsag til både menneskelige og økonomiske besparelser, men det forekommer, at nogle af mellemregningerne mangler.

Som det påpeges af flere af de interviewede i artiklen, er der endnu meget lang vej, til vi har en malariavaccine, der både er effektiv og billig. Siden forskningen i en malariavaccine begyndte, er der tilkommet flere nye kontrolmetoder såsom imprægnerede myggenet og medicinsk behandling med artimisinin. Det er blevet anslået, at tilstrækkelig investering i disse og andre eksisterende metoder ville kunne halvere malariabyrden over en 5-10-års periode [1]. Et minimumskrav til en ny vaccine må derfor være, at den er billigere og mere effektiv end eksisterende forebyggelses- og kontrolstrategier [2].

En anden forudsætning for successen af en malariavaccine er, at den vil nå ud til de dele af verdens befolkning, der er mest i nød. Ifølge UNICEF er der fortsat 25% af verdens børn, der ikke har adgang til det basale vaccinationsprogram (EPI) bestående af effektive vacciner mod difteri, tetanus, pertussis, polio og mæslinger. Også adgangen til nye vacciner er begrænset for befolkningen i de fattigste dele af verden, da forudsætningen for, at lande kan opnå støtte i form af vacciner mod hepatitis B, phaemophilus influenzae b m.fl. fra den Gates-initierede Global Alliance on Vaccines and Immunisation (GAVI), netop er et velfungerende vaccinationsprogram. Da en malariavaccine sandsynligvis ville blive uddelt som en del af eksisterende vaccinationsprogrammer [1], må man forvente, at den ligeledes ikke ville nå de trængende i de fattigste og mest kriseramte lande. Der er således en overhængende fare for en opdeling af den tredje verden i de absolutte tabere på sundhedsområdet, som sakker længere og længere bagud, og dem, der fortsat har en chance for at være med på vognen.

Når man taler om vacciner, kan vi lære meget af erfaringerne gjort af GAVI. Dette partnerskab mellem den offentlige og private sektor har øget adgangen til nyere vacciner i den tredje verden mærkbart men er også blevet stærkt kritiseret for fortrinsvis at søge at skabe nye markeder for dyre nye vacciner [3], som den tredje verden ikke selv vil være i stand til at finansiere, og parnerskabet har måttet sande, at de oprindelige forventninger om, at et større marked for vacciner ville sænke prisen til et niveau, der er betaleligt for fattige lande, var urealistisk. Ligeledes er den forventede vækst i tilgangen af offentlige ressourcer til vaccineprogrammer udeblevet.

Der er altså ikke meget, der tyder på, at man har fundet frem til en bæredygtig løsning. Det er ikke nok at finansiere forskning i vacciner eller endda at stille dem gratis til rådighed for den tredje verden i en kortere årrække. Afgørende er det, at de underliggende sundhedssystemer finansieres og styrkes, således at landene også i fremtiden vil kunne gennemføre vaccinationsprogrammer. Financielt er der langt fra eksistensen eller tilstedeværelsen af en vaccine, til den når et barn i et af Afrikas fattigste lande. Den store økonomiske byrde er ikke en vaccine men vaccinationsprogrammet, der sørger for, at den uddeles til dem, der har behov [4].

Kort sagt: Invester pengene i sundhedssystemer og opnå 90% dækning af EPI, som det er UNICEF's mål. Først når en malariavaccinekandidat eksisterer, som har en acceptabel varighed, effektivitet og pris, bør spørgsmålet om investering tages op til fornyet vurdering.