Husk arbejdet i den arbejdsrelaterede stress

Ugeskrift for Læger nr. 11/2019 indeholdt både en leder af Aakerlund & Karle og en statusartikel af Rotvig et al om arbejdsrelateret stress (ARS). Vi ønsker at takke forfatterne for at sætte fokus på ARS, der har store konsekvenser for de berørte og deres nærmeste, på arbejdspladserne og på samfundsplan. Som psykologer og arbejdsmiljøforskere ser vi det tværfaglige samarbejde som en central nøgle til at styrke forståelsen, forebyggelsen og håndteringen af ARS, og dette er baggrunden for vores kommentar.

Vi er grundlæggende enige med begge indlæg i, at den manglende konsensus om, hvordan stress defineres, gør det vanskeligt at synliggøre og dokumentere den oplevede stigning i ARS. Men det er afgørende, at ønsket om konsensus driver os til at afklare ARS som fænomen snarere end til at forsimple vores forståelse. Eksempelvis diskuteres ARS i de to indlæg som

• en følelse, der selvrapporteres i spørgeskemaundersøgelser

• et biopsykosocialt syndrom, der ses i klinikken

• en psykofysiologisk respons på ydre belastninger

• og en (p.t. ikkeeksisterende) diagnostisk kategori.

Det er nærliggende at tænke på de fire betydninger som forskellige aspekter af individets stressproces. Men der er betydelig heterogenitet i sygdomsbilledet, og det har stor praktisk betydning, om vi diskuterer og definerer stress ud fra et spørgeskema, et diagnostisk interview eller en blodprøve. Forskellige forståelser afgrænser ARS på forskellige måder, og de vil derfor også pege frem mod forskellige vurderinger af, hvem der er stressramt, og hvem der ikke er.

Udpegningen af biomarkører for stress eller udviklingen af mere specifikke diagnostiske kategorier for ARS er overordnet relevant. Men den individuelle stressproces bør altid ses i sammenhæng med de sociale, kulturelle og arbejdsmæssige kontekster, som personen indgår i. Frem for en samlet diagnosekategori mener vi derfor, at der eksempelvis er behov for yderligere afdækning af, hvilke typer af forløb der leder til ARS og det specifikke forløbs betydning for den langvarige prognose.

I denne forbindelse savner vi et stærkere fokus på arbejdspladsens rolle i ARS i de to indlæg i Ugeskrift for Læger. Eksempelvis er statusartiklens diskussion af biomarkører eller den psykofysiologiske stressrespons ikke specifik for ARS. Som Aakerlund & Karle pointerer, kan belastninger, der bidrager til stress, findes både på arbejdspladsen og i privatlivet. Men i forhold til ARS er det jo netop afgørende at forstå arbejdspladsens bidrag. Eksempelvis bør de arbejdsmæssige forhold, der kan have medvirket til ARS hos patienten, være i fokus ved rehabilitering efter sygemelding. Og det er værd at bemærke, at læger (og tandlæger) har en lovbestemt anmeldepligt ved mistanke om erhvervssygdom eller skadelige påvirkninger på arbejdet.

Forskning i behandling af sygemeldte med ARS-tilstande har indtil videre vist blandede resultater, hvorfor forebyggende indsatser bør have en stor prioritet [1-3]. Forebyggelsen kan med fordel tage udgangspunkt i at forbedre balancen mellem de arbejdsmæssige krav på den ene side og de personlige, sociale og organisatoriske ressourcer på den anden side, se f.eks. [4]. Med en større opmærksomhed på, hvilke forhold på arbejdspladsen der generelt og i det individuelle forløb kan bidrage til stress, forbedres mulighederne for at påvirke disse forhold snarere end primært at støtte de stressramte enkeltvis. Vi håber samlet, at vi med denne replik kan være med til at skabe fokus på såvel arbejdspladsens centrale rolle i forebyggelsen og håndteringen af ARS i fremtiden som på behovet for at fastholde et tværfagligt, biopsykosocialt perspektiv på stress.