Skip to main content

Fotos: Ugeskrift for Læger ogHung Tien Vu

Sundhedsstyrelsen har generelt løst opgaven i specialeplanen, som blev offentliggjort i marts. Med enkelte undtagelser skabes der forudsætninger for en høj faglig kvalitet. Specialeplanen bliver dog kun en succes, hvis regeringen sikrer kvalificerede tilbud i patientens nærområde.

Specialeplanen bygger på en grundlæggende forudsætning om, at stort er godt. Det er dokumenteret, at samling af den specialiserede behandling skaber bedre kvalitet i den enkelte intervention, men der skal samtidig skabes sammenhæng mellem de specialiserede afdelinger og det øvrige sundhedsvæsen i patientens nærområde for at sikre høj kvalitet i et samlet patientforløb. Desværre halter den del af udviklingen bagefter. Vi mangler udvikling af hele forudsætningen for specialisering, nemlig udvikling af sammenhæng mellem specialer, akutindsatser i nærområdet og etablering af større, tværfaglige lægehuse og sammenhængende kommunale sundhedstilbud.

Specialiseringen blev allerede sat på skinner i forbindelse med regionsdannelsen, mens udbygning af kvalificerede tilbud i kommunerne og almen praksis og sikring af et effektivt akutberedskab halter. Det er helt nødvendigt at få tænkt de specialiserede behandlingstilbud sammen med de øvrige indsatser i et forløb - herunder den præhospitale indsats og hele rehabiliteringsindsatsen, ligesom specialisering kræver tiltag, der kan sikre koordinering på tværs af specialer. I alt 850.000 danskere har mere end en kronisk sygdom. Der er behov for, at den store gruppe af patienter med mere end en diagnose bliver en del af specialetænkningen.

For borgerne og patienterne er det afgørende, at etablering af borgernære tilbud sker i samme takt som samling af den specialiserede behandling. Ellers risikerer patienterne en dårligere behandling, når de udskrives fra specialiserede afdelinger til et rehabiliteringsforløb, eller når patienten har behov for en ikkespecialiseret behandling. Borgerne risikerer desuden at skulle leve i utryghed, fordi akutfunktionerne ikke fungerer optimalt.

Borgerne skal tilbydes hurtig og effektiv transportmulighed og tidlig livreddende indsats. Etablering af nære tilbud til behandling af mindre og ukomplicerede skader kan afhjælpe ulemper og utryghed ved større afstand til akutmodtagelsen. Det kræver bl.a. en effektiv vagtlægeordning, større tværfaglige lægehuse og bedre sundhedstilbud i kommunerne. Der er endvidere behov for yderligere sundhedstjenesteforskning i forløb, samordning og metoder til at opnå bedst mulige og sikrest mulige sammenhængende forløb, hvor også kommunikation om forløb er i centrum. Der bør handles nu, så borgerne kan sikres kvalitet og tryghed gennem hele deres forløb.