»Hva' ska'et te' for?«

Jeg kom i tanke om denne sætning, sagt af en ældre kvinde, som jeg mødte i min tid som praksisresevelæge i Esbjerg i forbindelse med, at jeg læste artiklen om indlægssedler i Ugeskrift for Læger 2009;171:599. Hun indledte en konsultation med denne sætning - hvorefter hun fortalte, at hun havde set »Lægens bord« i tv om en meget sjælden sygdom, som hun efterfølgende var kommet til at tænke på, om det var det, hun fejlede, idet hun genkendte nogle af symptomerne. Samtidig sagde hendes vestjyske fornuft hende, at det gjorde hun selvfølgelig ikke. Hendes konklusion var: »hva' ska'et te' for?«. Dette var unødig viden for hende - så hvad skulle hun bruge det til? Det skabte unødig bekymring.

Den nævnte artikel konkluderer, at knap 1/3 af patienterne undlod at tage ordineret medicin som følge af oplysninger om bivirkninger (biv.) - dvs. oplysninger, som skabte frygt. Derfor undlod de at tage medicinen. At det gjaldt helt op mod 1/3, havde jeg ikke ventet, men jeg synes, at det er beskæmmende, at indlægssedlerne i den grad skaber bekymring og dermed forhindrer, at nogle tager deres dog til tider livsvigtige medicin. Jeg vil tro, at alle læger har haft oplevelser, der bekræfter dette. Inden for de sidste uger har jeg fx hele tre gange drøftet biv. på Corodil med en dame, som har fået målt blodtryk (BT) helt op på 200/112 mmHg. Hun læste indlægssedlen og turde efterfølgende ikke tage sin medicin af frygt for biv. Jeg har haft en konsultation og to telefonsamtaler med hende om dette - indtil jeg fik hende overbevist ved at understrege, at det høje BT var langt farligere for hende end alle de biv., der var nævnt. Selvfølgelig skal der oplyses om biv., men indlægssedlerne indeholder ofte oplysninger om biv., som end ikke står nævnt i Lægemiddelkataloget.

Vi lever i et informationssamfund - og deraf følger mange gode ting, men »bivirkningen« ved informationssamfundet er øget bekymring - for ikke at sige frygt. Denne sammenhæng kendte man allerede for flere tusinde år siden - i Bibelen står fx »Den, der øger sin kundskab - øger sin smerte«1. Her kan smerte godt oversættes med bekymring/frygt. Jo mere, man ved, des mere har man at frygte ... især da hvis man er en lidt bekymret type.

I min DAB-radio hørte jeg i den forgange uge i dagens nyheder, at det var kommet helt bag på direktøren for Copenhagen Business School, Kim Normann Andersen (og Sundhedsstyrelsen?), at e-mail-konsultationer var blevet så populære, at de var ved at sprænge budgettet - idet man ikke samtidig havde oplevet et tilsvarende fald i antallet af konsultationer. Jeg ved ikke, om man havde forestillet sig, at e-mail-konsultationer kunne erstatte almindelige face to face-konsultationer - men jeg vil vove den påstand, at så længe diverse bekymringsformidlere (tv, aviser, indlægssedler mv.) konstant og uden nogen form for selvkritik tager enhver sandsynlig og mulig »bivirkning«2 og gentager/oplyser/informerer herom - så længe skal man ikke forvente, at antallet af konsultationer falder, endsige stagnerer, i vores samfund. »Smerten« over al den »kundskab«, man dagligt overfodres med, skal jo drøftes med »nogen«. Og nogle af os har en klar oplevelse af, at »nogle« ofte arbejder i almen praksis.

Hvad jeg selv synes, der skal til: At de oplysninger, som står på indlægssedlerne, stemmer overens med de officielle lægelige oplysninger (fra Lægemiddelstyrelsen). Det må man som minimum kunne gennemføre for at mindske, at unødig information fører til, at medmennesker ikke får deres nødvendige medicin. Man kunne overveje, om man kunne nøjes med at nævne de mest hyppige biv. - for at mindske frygten og øge compliance.

Hvad man i øvrigt skal gøre med den generelle frygt i samfundet - se, det skal der vist andre faggrupper end den lægevidenskabelige til at svare på!

Noter