Hvad blev der af solidariteten?

Vi har ideelt set et solidarisk system, hvor det raske arbejdsføre menneske indbetaler til fælleskassen, selv om han ikke nødvendigvis selv får brug for goderne. Der er i de offentlige systemer (skoler og sygehuse) et element af mesterlære, hvor lærerstuderende underviser, og medicinstuderende lærer praktiske procedurer vejledt af den kyndige læge; forudsat at borgeren stiller sig til rådighed.

Har vi stadig et samfund, hvor vi »yder efter evne og nyder efter behov«?

Solidaritet er ved at være et fyord, som hører til 1. maj og rød stue. Nu hedder det sammenhængskraft støttet af forordninger og regler, garantier og forsikringer. Er der stadig en fælles forståelse for begreberne pligt og ret og omsorg for din næste?

Borgeren stiller krav, grundigt støttet af politikerne, bl.a. gennem et voksende privatbetalt parallelsystem. Jeg ser flere tegn på, at borgeren ikke som før føler en forpligtelse over for fællesskabet.

Eksempel: Sofie har været indlagt for meningitis. Barnet fik lagt skalpvenedrop, og forældrene bemærkede, at den unge læge inden indgrebet blev instrueret i fremgangsmåden af afdelingslægen. Lægerne spurgte forældrene, om reservelægen måtte lægge droppet under opsyn. Faderen fortæller stolt om sit svar: »Nej, I skal i hvert fald ikke øve jer på mit barn!«

Eksempel: En kvinde anmoder mig telefonisk om »lige at skrive en henvisning til fysioterapi« til brug for en sundhedsforsikring. Hun har haft ondt i nakken i to dage uden neurologiske faretegn. Jeg rådgiver om først at se an med øvelser og håndkøbsmedicin. Kvinden er ikke tilfreds med mit svar og siger: »Jeg troede ellers, at jeg havde sådan en forsikring for at kunne komme foran andre!«

Min pointe er, at borgeren på mange niveauer er blevet en kunde. I fagforeningen, i skolen og på sygehuset.

Kunden stiller krav om det bedste fra første møde med det tilbud, han efterspørger. Får han det ikke hurtigt og gratis, betaler han sig fra det.

Er vi måske på vej mod et offentligt sundhedsvæsen for »de ubemidlede«? Her kan de unge kandidater tilegne sig ekspertise gennem behandling af de svage og ydmyge. Når ekspertniveauet er nået, kan lægen søge ansættelse på et velestimeret privathospital, hvor kunden (eller dennes arbejdsgiver via en forsikring) betaler og har krav på behandling på højeste niveau. Og gerne får, det han beder om.

Er det en god fordeling af samfundets resurser? Er det lighed i sundhed? Hvem skal hjælpe lægerne med at prioritere? Hvem skal bære uddannelsen?

Her ti år efter kan jeg stadig fortryde, at jeg ikke spurgte Sofies far: »Hvis barn skal lægen så øve sig på?!?«