Hvad er »alternativ«?

Effekten af at vaske hænder er naturvidenskabeligt bevist. Allerede inden forskere som Louis Pasteur bragte mikroberne frem i dagslyset, havde læge Ignaz Semmelweis forsøgt at overbevise sine kolleger om vigtigheden af hygiejniske tiltag. Det gjorde han ud fra sin erfaring, at færre kvinder døde af barselsfeber, hvis lægerne vaskede deres hænder inden fødslen. Han blev dog hånet for sine teorier om »giftstoffer«, der gjorde patienterne syge.

Det er kun et af de mange eksempler, hvor læger og forskere, som har været forud for deres tid eller har tænkt anderledes, er blevet hånet af det etablerede system.

Og vi gør det stadigvæk.

I sin kronik »Alternativ behandling« er »trendy« (Ugeskrift 169/13) gør speciallæge Klaus Johansen op med de »alternative«.

Ifølge ham er der ingen videnskabelig dokumentation for effekten af alternative behandlingsformer generelt. Hvis man indsnævrer sin forståelse af videnskab til det rent naturvidenskabelige, som kræver målbare resultater i dobbeltblindede, randomiserede forsøg med det i dag tilgængelige måleudstyr, kan han have ret.

Men Klaus Johansen postulerer, at læger i modsætning til de alternative kun tilbyder deres patienter videnskabeligt dokumenteret behandling, samtidig med at han fremhæver, at læger også er holistiske og tager sig af emner som etik og livskvalitet.

Hvordan hænger det sammen?

Kan effekten på disse områder bevises i evidensbaserede undersøgelser, som lever op til de naturvidenskabelige krav? Skal der ikke bruges en bredere videnskabsteoretisk indgangsvinkel?

Klaus Johansen kritiserer desuden, at patienter fejlagtig i århundreder har ment, at de havde gavn af meningsløse behandlinger som åreladning, kauterisation, m.m. Det er et stort fremskridt, at vi er kommet videre, takket være naturvidenskaben. Der er jeg enig!

Men med lidt historisk kendskab kan man også blive opmærksom på »alternative«, der gjorde op med disse behandlingsformer.

Et eksempel er Samuel Hahnemann. Han udviklede for 200 år siden homøopatien for at kunne tilbyde patienterne en mere funderet og humanistisk behandling. Der er blevet lavet mange undersøgelser, som viser effekten, og den er anerkendt i flere europæiske lande.

Virkningsmekanismen af Homøopatien kan dog ikke forklares med baggrund i de naturvidenskabelige metoder, vi kender til. At bruge det som grundlag for at påstå, at behandlingen er virkningsløs, er for mig lige så logisk som at benægte meningen i at vaske hænder på Semmelweis' tid.

Skal vi virkelig holde fast i en holdning, at alt i patientbehandlingen skal kunne måles og bevises? Hvad så med overlægen, der bruger sin intuition og erfaring? Er han/hun alternativ?