Skip to main content

Hvad er en god læge?

Praktiserende læge Gunver Lillevang, Roskilde. E-mail: gunver@dadlnet.dk

Interessekonflikter: ingen

14. okt. 2013
3 min.

Vi higer alle efter at være gode læger. Vi stiller store krav til os selv og vore kolleger i forhold til lægefaglighed og etik, og patienterne og det omgivende samfund har i høj grad forventninger til, hvad man kan forvente af en læge. Men hvad vil det sige at være en god læge?

Efter bestået lægevidenskabelig embedseksamen erhverves titlen cand.med. Men det er ikke eksamen, der gør, at vi bliver læger. Kandidattitlen i sig selv forpligter ikke til at fungere som læge. Læger bliver vi ved aflæggelse af lægeløftet, der danner et afgørende etisk fundament for lægegerningen. Aflæggelse af løftet er en betingelse for, at vi kan kalde os læger og udøve lægegerning. For de fleste læger og patienter beskriver lægeløftet lige netop den særlige etiske forventning, vi har til den gode læge.

Men åbenbart ser Sundhedsstyrelsens direktør Else Smith anderledes på det. Hun skriver i Ugeskriftet den 26. august 2013, at lægeløftet er en tradition, der i modsætning til lovgivningen ikke er juridisk bindende.

What? – Klart at etik ikke er jura – men at degradere lægeløftet til en tradition? – Hvis lægeløftet blot er en tradition, der ikke er bindende for lægen, hvad er det så, der definerer en læge? - Hvad er så forskellen på en læge og en cand.med.? - Hvad er det så, patienterne kan forvente af en læge?

Kan det virkelig være rigtigt, at vi som læger kun er bundet af juraen og ikke af etikken? Mit bud er, at både jura og etik ufravigeligt er bindende for lægen.

Vi har alle hørt om læger, der i Hitlers Tyskland efterfulgte regimets påbud om at medvirke til drab, tortur og uetiske forsøg med mennesker. De fulgte det totalitære regimes love, men vi (for)dømmer dem etisk ud fra lægeløftet. Efter min opfattelse har lægen en skærpet etisk forpligtelse til at sige fra over for slige overgreb. Men hvis lægeløftet blot skulle være en tradition, der ikke er bindende, som juraen er, kan vi så tillade os at stille disse etiske krav? Skal historien om den gode læge skrives om? Forhåbentlig ikke!

Lægeløftet er udformet på grundlag af den 2.500 år gamle hippokratiske ed, og bygger således på en meget gammel tradition, - men det er ikke blot en tradition, det er en aktuelt gyldig etisk fordring.

Efter min opfattelse udgør lægeløftet et uundværligt fundament for lægegerningen, som vi i fællesskab skal holde fast i. Lægefaget er i disse år under pres fra andre professioner og perspektiver som f.eks. New Public Management. At følge vejledninger og holde landets love er ikke tilstrækkeligt for at være en god læge. Den gode læge være en læge, der holder fast i lægefaglighed og lægeløfte i den position, som samfundet og patienten placerer lægen i. Uanset om det drejer sig om Else Smith i Sundhedsstyrelsen eller undertegnede i min lægepraksis.