Hvad er et embryon?

Hvad må man gøre med embryoner? Dette spørgsmål har beskæftiget lovgivere og etikere siden slutningen af 1970'erne, hvor reagensglasmetoden tilvejebragte forskningsembryoner i større stil. De utallige debatter siden da har været præget af en række etiske og politiske synspunkter for og imod forskning på embryoner men har ikke ført til nogen entydig afklaring af, hvad et embryon egentlig er. Den klassiske embryologi rummer ingen konsensus om spørgsmålet, men de fleste anvender common sense-definitioner, der typisk inkluderer kriterier som fertilisering (forening af æg og sæd), implantations- og udviklingspotentiale. En omfattende videnskabelig og politisk kontrovers i begyndelsen af 1980'erne beskæftigede sig med, hvilke stadier i embryonets udvikling der skulle anses for moralsk signifikante, og det blev med Warnock-rapporten i 1984 autoritativt fastslået, at det befrugtede æg først var et embryon fra 14-dages-alderen. Indtil dette tidspunkt havde man at gøre med et præ-embryon, der ikke fortjente samme beskyttelse som det egentlige embryon. Forskning på præ-embryonet blev derefter anset som etisk acceptabelt. Siden denne kontrovers blev lukket i 1980'ernes midte, er den forskningsmæssige udvikling gået rigtig stærkt. Med den embryonale stamcelleforsknings behov for embryoner er efterspørgslen på disse eksploderet, uden at udbuddet har kunnet følge med. En række forsøg på at skabe »kunstige« embryoner til forskning har herefter fundet sted, og flere af disse har ændret naturens orden ganske fundamentalt og skabt en ny kontrovers om forskning på embryoner.

Nye kunstige livsformer

Dette er baggrunden for, at Australiens sundhedsvidenskabelige forskningsråd sidste år udsendte en lille tryksag, der tager disse problemer op [1]. I rapporten gennemgås i alt 17 forskellige former for embryonlignende entiteter, fx embryoner skabt ved partenogenese og kimærer, dvs. livsformer med DNA fra forskellige arter. Sådanne livsformer udfordrer etablerede forestillinger om, hvad der skal til, for at vi har at gøre med et menneskeligt embryon. De kan måske udvikle sig til levedygtige individer men er ikke nødvendigvis opstået ved fertilisering med mandligt og kvindeligt endsige rent menneskeligt bidrag. Rapporten nævner også klonede somatiske celler, der er genetisk modificerede, således at deres implantationspotentiale er ophævet. De er ikke resultat af fertilisering, og de har intet udviklingspotentiale. Skal de anses for at være menneskelige embryoner? Den mest kendte af disse kunstige livsformer er naturligvis kloner af Dolly-typen, hvor en kropscelle indsættes i et tomt æg og med en elektrisk impuls bliver udgangspunkt for et udviklingsdygtigt væsen. Det har fået nogen til at hævde, at enhver kropscelle, hvis kerne jo teoretisk kunne danne ophav til et nyt individ ved kloning, er et potentielt embryon! Konsekvenserne af dette standpunkt synes dog at være for dramatiske til at få praktiske konsekvenser.

En ny definition på embryonet?

Rapportens erklærede bestræbelse går ud på at formulere en rendyrket biologisk definition af det menneskelige embryon, der frigør sig fra de etiske og politiske overvejelser, der siden Louise Browns fødsel i 1978 har plaget den sundhedspolitiske diskussion om embryonal forskning. Siden Warnock-rapporten er der udviklet en erkendelse af, at 14-dagesgrænsen var vilkårlig og måske primært havde som formål at muliggøre en vis om end begrænset forskning på det tidlige embryon uden at krænke den offentlige mening. Med den reproduktionsbiologiske forsknings hastige udvikling er den oprindelige position blevet uholdbar, og presset for at komme til at forske, om ikke på »naturligt« opståede embryoner, så i hvert fald på de mange kunstigt skabte embryonlignende entiteter, er voksende.

Mangfoldigheden af nye livsformer rejser naturligvis spørgsmålet, om det er rimeligt at fastholde den klassiske, på »naturligt« forekommende livsformer baserede, common sense-definition. Den australske rapport mener nej og finder bl.a., at en moderne, biologisk definition bør inkludere livsformer med DNA fra flere arter og ikke behøver at stille krav om en fertiliseringsproces. Den australske rapport udpeger tre kriterier, der skal opfyldes, for at man kan tale om et embryon: Entiteten har en integreret organisation, den har en selvstyrende aktiv tilbøjelighed til at modnes til sine kommende udviklingstrin, og dens genetiske identitet er etableret fra første færd. Konklusionen bliver, at man anbefaler, at et menneskeligt embryon er en entitet, der er resultat af enten 1) en fertilisationsproces eller 2) en anden proces, der igangsætter en organiseret udvikling af en biologisk entitet, der rummer et eventuelt manipuleret humant genom, med potentiale til at udvikle sig til eller ud over det stadie, hvor den primitive streng dannes.

Biologi eller politik?

Den nye definition ekskluderer en række livsformer fra kategorien »embryon«, først og fremmest dem, om hvem man ikke ved, om de kan blive til levedygtige individer. Når man ikke ved, om de kan udvikles, skyldes det dog nok så meget, at forskerne ikke har ønsket eller vurderet det politisk opportunt at lade denne del af individets udvikling finde sted, og man kan tentativt konkludere, at den præsenterede definition ikke blot er biologisk, som det hævdes, men i høj grad hviler på sociale og politiske overvejelser hos de forskere og myndigheder, der arbejder med sagen. Man vil gerne imødekomme det store behov for at kunne fortsætte den løfterige embryonforskning men er naturligvis også utilpas ved at skulle krænke den offentlige mening. Man må derfor finde en robust balance, der tilfredsstiller flest muligt. Som rapporten fremtræder, mener man åbenbart, at præsentationen af en rent biologisk, faktapræget definition vil kunne skabe appel. Biologiske fakta er naturligvis væsentlige for et samfunds politiske og etiske beslutninger, og den australske rapport er derfor yderst relevant for den hjemlige politiske debat om forskning på embryoner. Men problemet er, at de centrale begreber og klassiske modsætningspar i vor fagre nye verden er blevet fundamentalt omformet og ikke længere er selvindlysende eller entydige. Når forskere søger at indbygge etisk korrekthed i de nye embryonlignende entiteter, er det blevet ganske svært at skelne biologi fra etik og politik. Også grænsen mellem fakta og fiktion i den embryologiske verden fremstår som temmelig sløret. Flere af de embryonlignende entiteter, der opereres med i den australske rapport, er som nævnt af teoretisk art og har ikke været korporligt udfoldet. Det er heller ikke længere muligt at skelne entydigt mellem dyr og mennesker, og skellet mellem det kunstigt frembragte og naturligt forekommende er ligeledes ja, kunstigt!

Et vildspor

Biologien giver som bekendt ikke svar på presserende politiske afgørelser, men som historien viser, har den ladet sig bruge til at fremme allehånde politiske standpunkter som leverandør af »argumenter« for eller imod dette og hint. Spørgsmålet er derfor, om det australske forsøg på at skabe en ny biologisk definition simpelthen er et vildspor. Den teknologiske udvikling tyder i stedet på, at biologiske, politiske, etiske og teknologis ke forhold ikke lader sig adskille. Biologerne har selv produceret den begrebsmæssige forvirring, som man nu søger at lade biologien løse.

Indbygget etik

Det er en fristende tanke at lade neutrale og objektive videnskabelige definitioner vejlede vores politiske og etiske handlinger. Den australske rapport viser imidlertid tydeligt, at den nye definition hverken er neutral eller objektiv. Den har derimod indbygget en række tekniske, politiske og etiske normer, der muliggør ganske bestemte forskningspraksisser. De nye tekniske muligheder omformer vores forståelse af biologiens væsen, af den biologiske forskning og den politisk etiske debat, men det forekommer mere vildledende end vejledende at markedsføre den nye definition som biologisk faktum.