Skip to main content

Hvad er i grunden en (god) læge?

Torben E. Andreasen. Medicinsk Filosofi og Videnskabsteori, Institut for Kultur og Samfund - Filosofi, Aarhus Universitet. E-mail: filta@hum.au.dk

28. sep. 2012
4 min.

INTERESSEKONFLIKTER: Ingen

Det, man kunne kalde »kulturisme«, har taget form af en epidemi. I den »almene offentlighed« som langt ind i universitetstænkningen. Kulturisme er den tankemæssige grundholdning, der siger følgende:

»Kulturisme«: det basale fundament for viden, værdier, moral/etik og menneskeopfattelse er den rådende kulturelle indretning og de heri fastlagte normer for menneskelig viden og udfoldelse.

En meget udbredt afart af denne opfattelse er den såkaldte social-konstruktivisme: Alle de nævnte fænomener er sociale konstruktioner. F.eks. dette at være (god) læge er noget, der fastlægges igennem de herskende kulturelle bestemmelser heraf. Lægens identitet er en social konstruktion. Det giver ikke mening at spørge: »Det, man kulturelt anser for at være en god læge, er det nu også virkelig en god læge?«.

Ifølge denne grundholdning har f.eks. lægegerningen ikke noget indhold, der gør en læge til en læge, før lægegerningen fyldes indholdsmæssigt ud fra de rådende kulturelle normer, herunder lovgivning. Lovgivningen bidrager afgørende til at fastfryse den fremherskende kultur og dens normer. Før de kulturelle normer kommer ind i billedet, er der tomhed - en læge er identitetsløs, indtil da, ifølge denne opfattelse.

Tomme fraser

Ydermere: Da der ikke er noget, der virkeligt er værdier - vi har kun de på overfladen liggende kulturelle normer - så bliver vore diskussioner styret af fraser og indholdstomme begrebslige distanceblændere. Fraserne ser ud til både at sige noget godt og dybt, men uden i virkeligheden at gøre det, fordi de kun bevæger sig på overfladen, forståelsesmæssigt.

Eksempler på sådanne indholdstomme fraser er mange. Nogle få eksempler: »Patienten i centrum!«, »Man skal lytte til sin mavefornemmelse!«, »Man skal udvise empati!«, »Man skal behandles ens i såvel Valby som i Vejle!«, »Mest mulig sundhed for pengene!«, »Det gælder om at være effektiv!« osv.

Vil vi ud over dette, må vi ned under denne kulturelle overflade - til værdierne. »Værdier« i anden forstand end som blot et andet udtryk for kulturelle normer.

Kulturelle normer kan ikke definere, hvad en god læge er. Af mange grunde. Lad mig nævne et par. For det første er det selvmodsigende, for det ville f.eks. betyde, at det er godt både at yde aktiv dødshjælp i visse situationer, og ikke godt at yde aktiv dødshjælp i visse situationer. Er det nemlig de kulturelle normer, der bestemmer, hvad en god læge er, så siger f.eks. de hollandske normer, at det er én, der præsterer aktiv dødshjælp i visse situa-tioner, mens danske normer siger, det er én, der ikke gør det. En selvmodsigelse. Det er ikke en selvmodsigelse at sige: »I Danmark mener man A, i Holland B«. Dette er oven i købet korrekt samt meningsfuldt at sige, i modsætning til at modsige sig selv.

For det andet berøver det udtrykket »læger uden grænser« enhver mening. Er det de kulturelle normer, der definerer den gode læge, så kan der ikke findes »læger uden grænser«, idet de ville skifte identitet, hver gang de krydsede kulturelle grænser.

Lægeløftet er grænseløst

Hvad gør vi? Vi trækker lægeløftet frem som det, der definerer en læges identitet - på en kulturuafhængig måde, en almengyldig måde. Med andre ord: En læges identitet fastlægges igennem værdier. Man kan tage et vilkårligt citat fra lægeløftet for at vise, at det forholder sig således. F.eks.: »Det skal stedse være mig magtpåliggende efter bedste skønnende at anvende mine kundskaber med flid og omhu til ... mine medmenneskers gavn«. Det definerer en læge omkring Kristi fødsel, i 1236, i 1815 (hvor det formuleredes i lægeløftet), 2012 osv., osv. Hvis ikke en læge altid skal gavne sine medmennesker - oven i købet med kundskaber, hvad skal en læge så? En læge skal nødvendigvis gavne sine medmennesker, det hører lægens væsen til, ellers er man ikke læge og kan ikke udøve lægegerning. Og det gælder »grænseløst«.

Der kan her komme konflikter imellem kulturelle normer og værdierne, som vi f.eks. har set det ved Klinik for udokumenterede migranter og behandling af demente, der jo ikke kan samtykke, som lovgivningen foreskriver. Endvidere: Om f.eks. en sygehuskultur er god og godt organiseret, vurderes ud fra værdierne i lægeløftet. Lægens identitet ligger nemlig i værdierne, ikke i kulturen.