Hvad er jeres problem med solopraksis?

Som nystartet sololæge har jeg for alvor fået behov for at aflæse, i hvilken retning de politiske vinde blæser. Med en ultraliberalistisk indenrigs- og sundhedsminister, der af en eller anden grund ikke kan få gjort enhederne i det danske sundhedsvæsen store nok, er det en kilde til utilpashed at se, hvordan PLO, med formand Michael Dupont i spidsen, halser efter med tungen ud af munden i disse bestræbelser.

Solopraksis, og gerne også tomandspraksis, skal afskaffes, og det skal ske hurtigst muligt. Det eneste problem er, at disse praksisformer udgør over 30 procent af alle praktiserende læger. Et problem der vil løse sig selv, efterhånden som den generation af læger, der sidder i disse praksis, går på pension.

Det er af en eller anden grund ikke noget problem, at man er ved at nedlægge en praksisform, som ved undersøgelser har vist den største patienttilfredshed overhovedet. Man vil nedlægge en praksisform, som vil være den største garanti for den nære kontakt og kontinuitet, der er et af de store krav til vort sundhedsvæsen i dag.

Jeg forstår godt, at regeringen kan have en interesse i at spare penge i et tiltagende økonomisk belastet sundhedssystem. Jeg er dog ikke sikker på, at det, man sparer ved at tvinge folk over i store enheder, er alverden i primærsektoren.

Til gengæld får patienterne en læge, som med overvejende sandsynlighed har mindst en ugentlig fraværsdag. Muligheden for at få en tid ved den »faste« læge bliver mindre. Chancen for, at det er den sædvanlige læge, der ser en patient ved akutte tilfælde, er også lille. I en femmandspraksis vil det groft regnet være 20%. Så kan man lige så godt tage på lægevagten!

Jeg har flere gange hørt solopraksis dømt ude i diskus-sioner, hvor ovennævnte fortrin blot bliver nævnt som en bisætning. Hvorfor er det ikke indgangsreplikken?

Jeg savner i den grad, at PLO bakker op om min praksisform. Jeg er selvfølgelig klar over, at den demografiske udvikling og kønsfordelingen i praksis i de kommende år vil skabe en naturlig reduktion, helt i organisationens ånd.

Men hvad med et øjeblik at glemme leflen for småpenge til forløbsydelser og andre tiltag, som man kan sætte personale til i en stor organisation, og så sigte lidt efter kerneydelsen? Lægearbejde med kvalitet, kontinuitet og nærhed i højsædet og så skabe vilkår, der også vil gøre solopraksis attraktive for fremtidige generationer af læger.