Hvad er lægefaglighed værd, hvis den ikke er troværdig?

Som psykiatrisk konsulent gennem mere end 15 år i Dansk Røde Kors (DRK) har jeg med stor forundring set, at flere af mine asylsøgende patienter i DRK af speciallægekolleger er blevet opfattet ganske anderledes, end jeg selv har bedømt.

Lægens dilemma

Det har længe været kendt, at asylsøgere, som dels har været tidligere traumatiseret, lever under institutionslignende vilkår og intet foretager sig, har en øget risiko for at pådrage sig psykiske symptomer. En meget stor del af disse mennesker er afviste asylsøgere, og det er forståeligt, at en del af disse forsøger sig med ansøgninger om humanitær opholdstilladelse. En humanitær opholdstilladelse kræver erklæringer eller udtalelser fra en læge, der dokumenterer lidelsens grad og bekræfter, at den pågældende ikke kan behandles i hjemlandet på samme måde som her. Det kan således være et dilemma for lægen, om denne vil vride fagligheden til fordel for en beskrivelse af patienten, så denne har bedre muligheder for at opnå et humanitært ophold.

Jeg har på det sidste set adskillige eksempler på patienter, som tydeligvis har simuleret en psykose. Efterfølgende min konsultation er de set af en anden psykiater, som har bedømt de samme patienter som svært syge. De er tilmed blevet sat i antipsykotisk behandling og er blevet udstyret med en erklæring om, hvor syge de er.

Nuvel - man kan jo tage fejl, og patienter har ret til at opsøge den specialist, de vil. Men at diagnosticere patienter psykotiske ud fra en enkelt konsultation - velvidende at en anden psykiater har en helt anden vurdering (patienterne medbringer kopi af undertegnedes notater) - er efter min mening ikke ordentlig lægegerning. Især gælder det, når man end ikke gør sig den umage at ringe til den psykiater, der dels kender patienten væsentligt bedre, dels har draget fordel af at kunne få observationer fra DRK's sundhedspersonale, som vi jo har rig mulighed for, når vi har konsultationer i et asylcenter.

Jeg så en eftermiddag fire patienter, der alle medbragte ægtefællen. Ingen af dem ville tale sin egen sag men overlod det til ægtefællen. Tre af de fire havde dramatiske symptomer. De havde voldsomme synshallucinationer, de snakkede om, at der var nogen efter dem konstant, de skreg op i lokalet og gøs, når de så uhyggelige væsener i konsultationsværelset. I venteværelset havde der mærkeligt nok forinden ikke været noget påfaldende ved patienterne, ligesom sundhedspersonalet heller ikke ved nogen tidligere lejlighed havde bemærket noget påfaldende. Når jeg sagde noget af vigtighed, lyttede de opmærksomt. Når jeg drog tvivl om ægtheden af symptomer, blev patienterne alle svært vrede på undertegnede - meget ulogisk, hvis en person faktisk er psykotisk. For at være helt på den sikre side med en af dem, som jeg alligevel syntes, at en lille tvivl skulle komme til gode, tilbød jeg indlæggelse. Det blev afvist.

De havde alle været i asylcenter alt for længe - adskillige år. Jeg forstod godt deres desperation.

Afvigende vurderinger

Men stor er min forundring, når jeg erfarer, at andre psykiatere vurderer samme patienter som psykotiske og tilmed indleder en behandling, de med stor sandsynlighed ikke selv kan følge op på.

På et møde med Lægeforeningens etiske udvalg hørte jeg, at andre læger står med tilsvarende forundring over at opleve, at eksterne psykiatere laver vurderinger af deres patienter, der ligger milevidt fra deres egen vurdering. Tilsyneladende psykisk upåfaldende personer er pludselig blevet svært psykotiske.

Jeg er ikke i tvivl om, at der bag disse markante afvigende vurderinger ligger et stort ønske om at hjælpe asylsøgere, der er blevet udvist, og for hvem der nu resterer en chance for at få humanitært ophold.

Men hvis vi som læger skal bevare vores faglige troværdighed, går det ikke at være sjuskede, lemfældige, eller hvad jeg snarere tror, at der er tale om: tendentiøse i erklæringsskrivningen, blot for at tjene den gode sag. Når det bliver svært at gennemskue, om der nu skrives med ren faglighed som baggrund, eller om der er tale om venligt ment manipulerede erklæringer, tror jeg, at vi som læger for alvor taber vores gennemslagskraft og især vores troværdighed.

Dagbladet Politiken har med stor ihærdighed skrevet om seks asylbørn, som er blevet undersøgt af en række velrenommerede børnepsykiatere. Fremlæggelsen af disse sygehistorier var en central del af før omtalte møde med etisk udvalg i september måned i år. Det var ikke svært at føle med de stakkels børn, der rent faktisk lider af konsekvenserne af at være for længe i asylcentre. På mødet var det ganske klart, at der eksisterer en gruppe af fagfolk, som synes, at DRK ikke skal være værter for asylsøgere, og at der ikke skal sidde læger på asylcentrene. Hvordan denne konklusion blev udtænkt, var imidlertid ganske uklart. Der var simpelthen ikke stillet en diagnose på problemet. DRK, speciallægekonsulenter og centrenes egne læger mener også, at det er skadeligt med for lange opholdstider, men det har vi heller ikke forsømt at gøre opmærksom på ved møder, kronikker og artikler.

Børnene bliver »battlefield«

Det, der på den anden side står ganske klart, er, at de stakkels børn er blevet en battlefield. Et af de undersøgte børn tilhører forældrene, som før omtalt. De har nægtet at modtage hjælp fra DRK, som ellers har et meget fint netværk for børnene i sundhedsmæssig henseende. Der er fx i gennemsnit en sundhedsplejerske pr. 100 børn. Og der er et velfungerende team mellem sundhedsplejerske, socialrådgivere, pædagoger, lærere og psykologer, der sætter ind, så snart det skønnes indiceret. En stor del af børnene bliver endvidere undersøgt af pædiatere i centrene.

Det virker selvfølgelig særdeles hjælpsomt, at børnepsykiatere uden for systemet ser en stribe børn, som er udpeget af Foreningen for Flygtninge i Fare, og ikke tilfældigt, som Politiken skriver. Og det har virkelig slagkraft, når specialister går ind og peger på, at noget er galt, når børn nu trives så dårligt, således som vi har set det i den efterfølgende politiske debat.

Der er sagt, at der er tale om en undersøgelse. Det er der ikke. Det er seks undersøgelser af seks børn. Der er altså ikke tale om en videnskabelig undersøgelse. Det svarer til, at man går ind på min afdeling, finder de seks dårligste patienter og efterfølgende udtaler, at de er så dårlige, at man vel lige så godt kan nedlægge psykiatriske hospitaler, når patienterne har det så skidt der.

Det havde været ønskeligt, om de eksterne specialister i stedet for blot at skrive til pressen om de frygtelige forhold havde taget kontakt til stedernes sundhedspersonale og især asylcentrenes psykologer. I stedet for har man valgt at pege fingre ad velfungerende sundhedsordninger.

Og asylsøgeren synes pludselig bedst hjulpet ved ikke at lade sit barn få den hjælp, som ellers er lige ved hånden. Et møllehjul kører - et sygt barn medfører måske humanitært ophold. Men ophører barnets sygdom, ophører også det humanitære ophold.

L æger må bevare fagligheden

Især synes jeg, at den lægelige faglighed misbruges i et politisk ærinde. Man kalder ikke seks børneundersøgelser for en undersøgelse, når det intet har med videnskab at gøre.

Man kan ikke fremhæve disse børns dårlige trivsel/psykiske symptomer uden samtidig at sikre sig, at der enten er enighed eller i hvert fald opmærksomhed på problematikken i DRK. Alle ved jo, at fagligheden kan farves nok så stærkt af det ønskværdige i at fremstå syg. Så det synes i hvert fald meget enøjet ikke at kontakte det sundhedspersonale, der kender børnene. Og for mig synes det at resultere i at fastholde børnene som battlefield.

Overlæge Heidi Hansen har ved møderne med etisk udvalg fremført, at vores lægegerning skal gå hånd i hånd med etiske overvejelser. Fagligheden kan ikke stå alene. Det er jeg enig med hende i. Men jeg synes, at det er lige så forkert, at fagligheden går fløjten i forsøget på at løfte etikken. Som læger er det vigtigt at bevare vores troværdighed.