Hvad er Marshall Protocol - og kan vi bruge den?

Flere patienter med sarkoidose har fået kendskab til Marshall Protocol og spurgt om denne behandling kan anbefales. Biologen Trevor G. Marshall [1] har beskrevet en hypotese om ætiologien til kroniske inflammatoriske autoimmune sygdomme (lupus erythematosus disseminatus, reumatoid artritis, sklerodermi, sarkoidose, Sjögrens syndrom, psoriasis, ankyloserende spondylitis, Reiters syndrom, type 1- og type 2-diabetes mellitus, kronisk uveitis m.fl.) [2].

I følge Marshall er disse sygdomme udløst af bakterier, blandt andet L-former og bakterier i biofilm, som blokerer cellernes nukleare D-vitamin-receptorer og derved udøver en hæmmende virkning på kroppens innate immunfunktion. Kroppens immunapparat kan derfor ikke eliminere bakterierne, som fortsætter med at formere sig.

Sygdommene skal behandles ved at man: 1) blokerer angiotensinreceptorerne og 2) aktiverer D-vitamin-receptorerne [2, 3] og dermed den innate immunfunktion ved at give angiotensin II-receptor-antagonisten olmesartan medoximil (Olmetec) fire gange i døgnet. Patienterne skal efter et fastlagt skema på skift indtage vekslende lavdosiskombinationer af fem forskellige bakteriostatiske antibiotika (minocyclin, azithromycin, clindamycin, sulfametoxazol/trimetoprim og demeclocyclin). Patienterne skal undgå indtagelse af enhver form for D-vitamin og fødevarer med højt D-vitamin-indhold. Da D-vitamin dannes i huden ved eksponering for sollys, skal patienterne beskytte sig mod solens stråler. Indtag af medicin, som nedsætter immunfunktionen (prednisolon, azathioprin og methotrexat) dvs. stoffer, der anvendes til behandling af svær sarkoidose, skal stoppes. Behandlingen skal gives gennem flere år. Effekten angives at variere meget fra patient til patient.

Marshalls teorier er kontroversielle og omdiskuterede. De står i modsætning til vores nuværende viden om D-vitamins mange funktioner. Behandlingen indebærer, at patienten bringes i D-vitamin-underskud, da plasma 25-OH-D-vitamin skal være < 12 mikrogram/l. Virkningen af olmesartan medoximil på D-vitamin-receptoren er sandsynliggjort ved biokemiske modeller [4], der er ikke udført laboratorieforsøg, som bekræfter teorien.

Behandlingen indebærer en risiko for alvorlige bivirkninger, for eksempel osteoporose pga. D-vitamin-mangel samt hypotension og nyresvigt pga. olmesartan medoximils blodtrykssænkende virkning. Årelang behandling med antibiotika indebærer en risiko for udvikling af resistente bakterier og for allergi. Der findes ingen kontrollerede undersøgelser, som vi kan bruge til at vurdere, hvor god eller dårlig Marshall Protocol er til behandling af sarkoidose. Indtil sådanne undersøgelser er udført, må man på baggrund af vores nuværende viden fraråde denne form for behandling.