Skip to main content

Hvad gør du, hvis du vil udføre humanitært arbejde?

Tips til fastansatte læger, der overvejer at rejse ud og gøre nytte evt. blot i en kortere periode.

Overlæge Toke Barfod, Sjællands Universitetshospital, Roskilde. E-mail: Toke.barfod@dadlnet.dk.

18. maj 2017
2 min.

Måske tænker du på at rejse ud i en afgrænset periode og udføre lønnet eller frivilligt arbejde som læge i økonomisk mindre velstillede lande. Det kan godt være en tidsrøver at finde rundt i junglen af muligheder. Derfor oplister jeg nedenfor nogle organisationer, man kan kontakte, og opfordrer Lægeforeningen til at være behjælpelig. Det kan også være vanskeligt at få fri fra sit sædvanlige arbejde i længere tid. Derfor vil jeg fortælle om mine gode erfaringer med svenske »Läkarbanken«/Scandinavian Doctors, som sender folk ud i seks uger ad gangen, og til sidst giver jeg et tip vedr. din arbejdsplads.

Jeg er på ingen måde ekspert, og listen er på ingen måde udtømmende, men nævner blot nogle af de organisationer, jeg er stødt på. Du er meget velkommen til at supplere!

Lønnet arbejde kan man blandt andet få gennem Læger Uden Grænser og Danske Røde Kors. Det kræver en del papirarbejde, og de vil helst have, at man første gang rejser ud i mindst et halvt år. Mission Afrika giver også noget kompensation for tabt arbejdsfortjeneste ved nogle af deres projekter.

Ulønnet arbejde er der selvsagt mange muligheder for. Det kan blandt andet opnås gennem Svenske »Läkarbanken«/Scandinavian Doctors, som endda betaler rejse og ophold. Andre muligheder er Mbingo Baptist Hospital i Cameroon, Arba Minch Hospital i Ethiopien, samt formentlig Patan Academy of Health Sciences i Nepal og Masanga Hospital i Sierra Leone. Mellemfolkeligt Samvirke kan også facilitere frivilligt lægearbejde. Nogle organisationer er funderet i kristendommen, men fordrer ofte blot, at man kan tilslutte sig et kristent værdisæt.

Jeg har for nylig være udsendt med Svenske »Läkarbanken«/Scandinavian Doctors, og det har været en meget positiv oplevelse. Alt var godt organiseret og effektivt. Organisationen har tyve års erfaring med at sende skandinaviske læger ud til mange forskellige lande, typisk til ophold af seks ugers varighed. I januar og februar 2017 sendte de mig til Zambia, på Chikankata Mission Hospital. Jeg havde stor fornøjelse af at undervise og arbejde klinisk med patienter, og af mødet med de lokale kolleger. Vedhæfter et foto af hospitalets indgangsparti.

Ville det ikke være fint, hvis der var en sektion på Lægeforeningens job-hjemmeside med links til muligheder for humanitært arbejde?

Et meget simpelt tip vedr. arbejdspladsen er at have nogle gode kolleger og en god ledelse, som bakker op. Det vil selvfølgelig give dem besvær at skulle dække dine funktioner og der skal evt. ansættes vikar for dig i perioden. Men at lade dig rejse kan også give inspiration til afdelingen og positiv dynamik i rollerne på arbejdspladsen.