Hvad kan vi gøre ved ulighed i sundhed?

På et interessant aftenmøde om ulighed i sundhed og sygdom i Aarhus den 27. oktober blev en del af diskussionen fokuseret på, hvad vi som praktiserende læger og sundhedsvæsen kan gøre for at hjælpe de ca. 30% af befolkningen, der har massive problemer. Personer, som ofte har problemer inden for flere områder, ikke kun helbredsmæssigt, men også socialt, personligt og med henblik på livsstil.

Jeg vil vove at komme med et bud på, hvordan almen praksis måske kan hjælpe disse patienter.

Nogle forudsætninger for, at almen praksis kan hjælpe er: 1) at patienterne viser sig i vores venteværelse, 2) at de selv vil og kan medvirke til at ændre på noget for at opnå et bedre liv fremover, 3) at de vil og kan udfylde et omfattende spørgeskema om deres levekår og livsstil og 4) at lægerne er klar til at lytte til patienternes egen dagsorden med hensyn til, hvad der er vigtigst for dem at tage fat på just nu.

Hvad kan (måske) hjælper disse patienter?

Helbredssamtaler

Et forsøg med helbredssamtaler blev i 1997-99 iværksat af praktiserende læge Kirsten Freund, Gandrup i Nordjylland. Ideen var, at de 20-45-årige med mange problemer skulle hjælpes med en patientcentreret »motiverende« helbredssamtale med fokus på deres egne målsætninger. Dette forsøg har vist en mulig vej for nogle af disse for lægen vanskeligt håndterbare patienter.

I alt 2.056 patienter blev screenet for problemer med et spørgeskema i venteværelset, når de kom i anden anledning. I alt 625 (30%) havde syv eller flere problemer ud af de 33 mulige (spændvidde: 0-22) vedrørende ressourcer, livsstil, og levekår [1]. De 625 blev straks tilbudt at indgå i det randomiserede forsøg, når de hjemme havde udfyldt et 23-siders spørgeskema og afleveret det til klinikken. Spørgeskemaet indeholdt spørgsmål om sundheds- og sygdomsadfærd, ressourcer og levekår. Et frafald på 130 betød, at 495 personer blev randomiseret til enten kontrolgruppe eller interventionsgruppe dvs. en times samtale med egen læge med 20 min opfølgning inden for tre måneder. Helbredssamtalen havde fokus på patientens egen målsætning for et bedre liv det næste år, og et vigtigt element var en diskussion mellem patienten og lægen af barriere og egne ressourcer for at nå målsætningen. Målsætning, barriere og ressourcer blev skrevet ned. De hyppigste målsætninger var: vægttab, få det bedre psykisk, forbedre parforholdet, ændre arbejdssituationen, stoppe med rygning, dyrke mere motion, forbedre helbredet og øge det sociale netværk.

Der var 50 praktiserende læger, som deltog i de indledende kurser, og 28 læger rekrutterede patienter til undersøgelsen. Efter et år fik alle de 495 patienter tilsendt et lignende spørgeskema. Opgørelsen viste bl.a., at interventionsgruppen havde bedre psykisk livskvalitet målt med SF12 end kontrolgruppen, de havde en reduktion i antallet af problemer, de havde en tendens til sundere livsstil [2], og når der var en specifik målsætning om vægttab opnåede de 4,7 kg vægttab mod 1,7 kg i kontrolgruppen og 1,7 kg blandt dem i interventionsgruppen, der ikke havde vægttab som primær målsætning [3].

Forberedt patient

Frafaldsanalyser viste, at de 130, der ikke ønskede eller kunne overskue at være med, var yngre og hyppigere rygere (72%) end dem, der deltog i randomiseringen. Ved den opfølgende etårsspørgeskemaundersøgelse deltog 364, frafaldet var således 131 med en tendens til flere yngre mænd og flere rygere [4].

Ovenstående resultater tyder på, at strukturerede samtaler, hvor patienten har forberedt sig ved at tænke sin situation igennem i forbindelse med udfyldelsen af spørgeskemaet, kan bidrage til bedre trivsel hos patienter med mange psykosociale problemer. En vigtig betingelse for, at noget lignende vil kunne gentages, er, at lægerne er indstillet på at yde en intervention af denne type. Lægerne blev honoreret af projektmidler.

Publiceringen af resultaterne er ikke afsluttet, men umiddelbart tyder vores erfaringer på, at den anvendte lægetid og patienttid har været en god investering.