Hvad koster troværdighed?

Lægemiddelindustrien har et blakket ry. En meningsmåling blandt 1.000 danskere viste i december 2014, at befolkningen ”nærer dyb mistillid” til branchen [1]. Gentagne overtrædelser af markedsføringsreglerne førte over en periode på halvandet år til, at branchen betalte over ti milliarder dollars i forlig i USA alene [2].

Lånetroværdighed

Læger på – den anden side – har høj troværdighed og anseelse i befolkningen [3]. Det ville jo være oplagt, at lægemiddelindustrien forsøgte at ”låne lidt” af den troværdighed. Lægemiddelindustrien er massivt til stede ved konferencer, og det har en dokumenteret effekt på lægers udskrivningsvaner [4]. Da ”offentligheden” kun er begrænset til stede på konferencer, er det ikke et oplagt sted at forbedre lægemiddelfirmaernes image i befolkningen. Det er lægeselskabernes hjemmesider derimod. De bliver også frekventeret af patienter, der søger information om den korrekte behandling. Fire ud af 38 lægevidenskabelige selskaber har sponsorer på deres hjemmeside. På årsmødet i Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi blev det – under heftig debat – vedtaget, at selskabet skulle undersøge muligheden for sponsorering af sin hjemmeside. Her ligger bl.a. de gynækologiske retningslinjer, hvor vi for nylig har indført, at alle forfattere skal angive interessekonflikter for at øge gennemsigtighed og sikre uafhængighed. Selvom selskabet har en udmærket økonomi, kom spørgsmålet op, da dets trykte medlemsblad blev erstattet af et elektronisk ditto. I medlemsbladet optrådte reklamer for specifikke produkter, mens oplægget til hjemmesiden var, at firmaernes logo skulle være på en underside. Sponsorering er altså ikke et forsøg på at sælge et specifikt produkt, men et forsøg på at købe anseelse.

Dårligt image smitter

Ved et sponsorsamarbejde er der risiko for, at et dårligt image smitter af på den sponsorerede part. Det måtte Tandlægeforeningen sande, da de i årevis havde modtaget sponsorpenge fra Colgate. Da det så viste sig, at den pågældende producent anvendte kemikalier i tandpastaen, som muligvis var kræftfremkaldende, var skaden sket, og Tandlægeforeningen mistede troværdighed [5]. Da det kom frem, at Sex & Samfunds kampagne for HPV-vaccination af drenge var sponsoreret af vaccineproducenten, rejste det spørgsmål om foreningens uafhængighed. Begge foreninger har med stor sandsynlighed handlet i god tro, men ikke desto mindre påvirker sådanne sager organisationens omdømme.

Det er nu muligt at se præcis, hvor mange penge en læge får fra et lægemiddelfirma på Sundhedsstyrelsens hjemmeside, og der er også kommet mere fokus på de omkring syv millioner kroner, som firmaerne årligt bruger på patientforeninger i Danmark [5]. Sponsorering af de videnskabelige selskabers hjemmesider har endnu ikke været underlagt offentlighedens søgelys.

Sponsorater via lægevidenskabelige selskaber er ikke i overensstemmelse med Lægeforeningens etiske regler (se faktaboks). En læge må ikke reklamere for et lægemiddel, og det må en gruppe af læger naturligvis heller ikke. Det er tolereret i medlemsblade, da de hovedsageligt er tilgængelige for læger. Vores hjemmeside kan ses – og bliver set – af alle, bl.a. patienter, og må derfor betragtes som reklame fra læger til patienter.

De udgifter, som firmaerne har til sponsorater, pålægges i sidste ende medicinpriserne, som betales af vores patienter og bidrager til de massive og voksende medicinudgifter i sundhedsvæsenet. Lægelige selskaber bør afvise at modtage sponsorater på deres respektive hjemmesider for at beskytte deres troværdighed og bevare uafhængigheden af medicinalindustrien.