Skip to main content

Hvad ønsker du dig til jul?

Stud.med., Daniel Nyboe, København
E-mail: danielnyboe@gmail.com

Interessekonflikter: semesterkoordinator i SAMMED på SDU

11. nov. 2013
3 min.

Hvert år ønsker vi os det. Hvert år lover vi, at det bliver bedre. Alligevel står vi hvert år samme sted som før, uden egentlig at være kommet videre.

I løbet af de sidste par uger har kvaliteten af lægeuddannelsen fyldt stort på debatsiderne i Ugeskrift for Læger. Der ses delte meninger, som ikke er lige populære hos alle. Samlet ses dog ét mål – vi vil have verdens bedste lægeuddannelse!

Jeg kan huske min første dag på studiet. Vi blev budt velkommen af sociale såvel som faglige tutorer. Vi blev inddelt i små hold og lærte hinanden at kende. Man kunne mærke, at dette var starten på noget nyt, fedt og spændende. Man var nu studerende og skulle lære en masse. Man kunne vælge sine bøger, læse artikler, komme til forelæsninger og virkelig være med til at ændre fremtiden for andre. Det er jo medicin, vi læser – vi skal ud og redde liv.

Nu står jeg så her, fem semestre senere, stadig med et brændende ønske om at prøve noget nyt, fedt og spændende. Et ønske om at suge interessant og brugbar viden til mig. For jeg har under studiet erhvervet viden, som skal bruges til at bestå mine eksaminer. Men har jeg prøvet at tænke selv under studiet, eller har jeg blot prøvet at følge de mål, der er blevet sat for mig? Og kan jeg bruge de ting, jeg har lært, om et par år, når jeg er færdig på universitetet?

Målet med eksamen er at kontrollere, at den studerende har fulgt med i løbet af et kursus. Denne kontrol skal der selvfølgelig være, for ellers spildes der tid og resurser på studerende, som ikke laver noget. Men hvornår går kontrollen over og bliver rent bureaukrati frem for et redskab til at fremme viden?

Dette bureaukrati har på min årgang kostet mere end sved og tårer. Flere studerende har valgt at droppe undervisningen, fordi kvaliteten har været for dårlig. Flere har valgt at udskyde eksamen, fordi pensum har været for krævende. Flere er gået ned med stress. Flere er droppet ud af studiet. Verdens bedste lægeuddannelse? Ja, så er der da langt endnu, hvad?

Spørgsmålet er så, hvilket middel der skal bruges for at nå målet. En kvantitativ såvel som kvalitativ ændring af eksaminer er et bud på dette. Forestil dig en verden, hvor du efter hvert modul eller semester skulle videreformidle den viden, du har erfaret, til andre, i stedet for at skrive et par eksempler ned til eksamen. Det siges jo, at man først rigtigt har lært noget, når man kan lære det til andre. Det er jo også realiteten på den anden side af uddannelsen, hvor vi gerne skal udgive vores erfaring og dele den med andre. Målet med lægeuddannelsen er at uddanne læger. Hvorfor ikke starte der?

Jeg ved godt, hvad jeg ønsker mig i år. Jeg ved godt, hvad jeg kan love mig selv, bliver bedre næste år. Og det er ikke at blive på samme sted som nu. Jeg vil være en bedre læge end den, universitetet prøver at gøre mig til.