Hvad skal incitamentet til forskningsaktiviteter være - Interesse og muligheder eller nød(vendighed)?

Det var med glæde, at jeg læste Ugeskrift for Læger nr. 20. Glædeligt, fordi en ældre kollega interesserer sig for og kommenterer på de nye kriterier for tildelingen af point mhp. ansættelse i hoveduddannelsesforløb (de tidligere såkaldte kursusstillinger), som vi yngre læger nu skal forholde os til.

De nye kriterier søger at tage højde for »de syv roller«, vi som læger forventes at kunne bestride, hvorfor en række nye muligheder for erhvervelse af point er tilkommet. Jeg er helt enig med Michael Kjær i, at det nok ikke er mange af de yngste læger, der har siddet i hospitalsdirektioner eller har taget en mastergrad.

Jeg er ligeledes enig i, at kurserne i voksenundervisning og kommunikation lige såvel som 12 måneders introduktionsstilling kunne være obligatoriske. Disse kompetencer erhverves alligevel af de fleste (for fremtiden i forbindelse med turnus eller ansættelse i introduktionsstilling) og er således blot med til at øge det antal point, der skal til for at erhverve et hoveduddannelsesforløb.

Til gengæld undres jeg over, at arbejde i diverse tillidshverv betegnes som »nemme« point, idet jeg er af den overbevisning, at de personer, der vælger at påtage sig disse opgaver, gør det af idealistiske grunde og ikke med tanke på »nemme point«.

Jeg kunne også forestille mig, at man som reservelægerådsformand ikke kan nøjes med et månedligt »konfliktløst« møde. Men jeg har ikke selv bestridt dette hverv, hvorfor jeg naturligvis ikke kan vide det.

Det er naturligt, at Michael Kjær som professer for en forskningsenhed ser med bekymring på den lavere vægtning af forskningsaktivitet, da dette kan betyde fremtidige problemer med at rekruttere nye forskerspirer. Jeg vil her tillade mig at se problematikken fra en anden vinkel: Før det omstridte pointsystems indførelse, var besættelse af kursusstillingerne overladt til de enkelte overlæger i stedet for centrale bedømmelses- og ansættelsesudvalg. I visse specialer skulle man fremvise en alenlang publikationsliste for overhovedet at komme i betragtning. Dette resulterede i de såkaldte »skriveklubber« samt en kultur, hvor man holdt sine meninger for sig selv for ikke at komme i overlægernes »sorte bog« som en »troublemaker«.

I et forsøg på at gøre mulighederne for at opnå disse kursusstillinger mere lige indførtes pointsystemet. Man kan naturligvis aldrig opnå 100% retfærdighed, men dette var dog et forsøg. Det er vel også en styrke for vores fag, at vi ikke alle følger den samme vej til målet, men at der er ildsjæle af forskellige slags (forskere, fagpolitisk aktive, læger med erfaring fra arbejde i tredjeverdenslande m.fl.).

Michael Kjær foreslår, at man »tvinger alle læger til at udføre selvstændigt forskningsarbejde« under deres postgraduate uddannelse. Indrømmet, for at sikre den faglige udvikling og den optimale behandling af patienterne er forskning et »must«. Men at foreslå, at man via prioriteringen af kandidater til uddannelsesstillinger kan fremme forskningsaktiviteterne, er i mine øjne et fejlskud.

Ofte har jeg hørt de yngre læger (fra mange forskellige specialer) sukke over, hvor vanskeligt det kan være at komme i gang med selv de mindste forskningsrelaterede aktiviteter. I en hverdag hvor man skifter arbejdssted og dermed kolleger, arbejdsrutiner m.m. hver 6.-12. måned, og man samtidig er ved at stifte familie og skal forsøge at opretholde et socialt netværk (herunder diverse arrangementer i institutioner og skoler), kan det være endog særdeles vanskeligt at have overskud til at opstarte selv mindre forskningsprojekter eller blot idéer til sådanne. For det andet er der desværre på mange kliniske afdelinger ikke de store forskningsrelaterede aktiviteter; i alt fald er det sjældent yngste mand, der bliver tilbudt en plads.

På den anden side hører man jo også fra de yngre læger, det er lykkedes at komme væk fra klinikken og ind i forskermiljøerne, at idéerne lige pludselig kommer væltende, når man får ro og tid til fordybelse. Man oplever, at det er spændende at udføre forskning, at det er animerende at sidde dør om dør med en ældre og erfaren kollega, som er villig til at støtte og vejlede.

Michael Kjær skriver, at der er let adgang til uddannelsesstillinger i flere specialer; hvad »let« er, må jo så komme an på, hvorfra man ser det. Fakta er, at der også er en række specialer, hvor der kræves min. 9 point for at komme i betragtning til et hoveduddannelsesforløb. Dette har medført, at mange har valgt at tage den statsbetalte forskeruddannelse, som et ph.d.-forløb er, for at opnå disse høje pointniveauer. Dette er jo i grunden ikke så dårligt, for det må medføre yderligere forskningsaktiviteter også på længere sigt. Det sørgelige er, at disse yngre læger er væk fra det kliniske arbejde i 4-7 år og ikke de tre år, som et ph.d.-forløb er berammet til, samt at mange efter forsvaret af deres afhandling, når de er tilbage i klinikken, som alle andre har svært ved at finde tiden til »fordybelse«.

Michael Kjær opstiller et interessant teoretisk scenario mht. pointfordeling; et alternativ kunne være som følger:

Eksempel 1: En yngre læge får mulighed for lige efter endt turnusuddannelse at starte et ph.d.-forløb, der med projektplanlægning og lidt forsinkelse ender med at tage fire år (5 point). Samtidig har vedkommende for at supplere sit ph.d.-stipendie undervist på en sygeplejeskole (1 point). Herudover er der blevet tid til kurser i vokesenpædagogik og kommunikation (2 point). Efter endt ph.d.-forløb arbejdes et år i introduktionsstilling. Endelig har lægen kursusaktiviteter ud over de til ph.d.-studiet krævede, der udløser 1 point. I alt 9 point for fem års indsats.

Eksempel 2: En yngre læge er heldig at få introdukstionsstilling efter endt turnus og bliver forlænget yderligere seks måneder (1 point). For at supplere sine færdigheder tages et år i et andet relevant speciale (2 point). Arbejder seks måneder i Afrika for en humanitær organisation (1 point). Herefter arbejdes i stillinger af 6-12 måneders varighed i eget speciale i samlet 1 år samtidig med, at der søges at opnå point til at søge hoveduddannelsesforløb (1 point). Der skrives en kasuistisk meddelelse (1 point), der tages (af interesse og for egen regning) en række specialerelevante kurser (1 point), et voksenpædagogisk kursus (1 point) og et kommunikationskursus (1 point). I alt 9 point på fem år.

Begge ansøgere har således 9 point - den ene med en god forskningsbaggrund men blot et års klinisk erfaring efter turnus, den anden med en massiv klinisk ballast på fem år efter turnus men nærmest ingen forskningserfaring.

Ganske som Michael Kjær fremfører, at forskningsaktivitet er underprioriteret, kunne man hævde, at det samme gør sig gældende for den dygtige kliniker. Jeg skal heldigvis ikke bedømme, hvilke kandidater der er bedst egnede til uddannelsesstillinger. »Heldigvis«, fordi denne opgave er gjort særdeles vanskelig efter indførelsen af de nye kriterier for pointtildelingen.

I sidste ende er Michael Kjær og jeg enige: Noget må der gøres for at fremme den medicinske forskning i Danmark. Der er hos de yngre læger en stor vilje til uddannelse, og mange betaler selv for kursusaktivitet samt bruger afspadseringsdage og fridage til sådan ne aktiviteter.

Forskningsaktiviteten lader til gengæld noget tilbage at ønske, men det er ikke vejen frem, at forskningsaktivitet er et krav for at søge hoveduddannelsesforløb i speciallægeuddannelsen. Det er derimod rammerne og mulighederne for at komme til at lære forskningsmetodik og tid til »fordybelse«, der skal forbedres for såvel de uddannelsessøgende læger som de afdelingslæger og overlæger, der skal inspirere de yngre. En mulighed kunne være tidsbegrænsede stillinger som klinisk assistent, eller for i forvejen fastansatte læger tilbagevendende orlovsperioder til fordybelse og forskningsaktiviteter.