Hvad skal lægen bruge tiden på – patienterne eller CV’et?

Sundhedsvæsenet er i subakut krise, grænsende til akut krise. Det hører vi ofte.

Der mangler læger, sygeplejersker af alle slags. Der er for mange patienter, og patienterne er for syge.

Alligevel dokumenterer mange sundhedsdata, at der er blevet uddannet og ansat mange flere hospitalslæger og sygeplejersker end for 20-30 år siden. Aldrig er der brugt så mange penge på sundhedsvæsenet som nu.

Forskellige begrundelser og forklaringer er bragt i spil:

1. Der tilbydes flere behandlinger for lidelser, der tidligere blev anset for uhelbredelige.

2. Levealderen stiger, og dermed stiger de aldersrelaterede sygdomme i antal.

3. Patienterne er blevet mere krævende.

4. Flere overlever med kroniske sygdomme end tidligere. Således øges sygeligheden i befolkningen.

5. Besværlige it-systemer.

6. Og så videre …

Der stilles mange krav til læger og sygeplejersker, ud over at de skal behandle patienter. Man skal profilere sig. Der skal føres kliniske databaser, skrives artikler og/eller ph.d.-afhandlinger, laves kliniske retningslinjer, holdes foredrag, laves posters, deltages i seminarer, webinar (efter COVID), laves undervisning til de andre læger/sygeplejersker mv.

Faktisk kan ovenstående fylde så meget, at det for mange læger og sygeplejersker er magtpåliggende at undgå patientkontakt for ikke at bryde sammen. Patienterne kommer sjældent med en diagnose i panden, og det kan være besværligt og tidskrævende at finde ud af, hvad de fejler. Hvis lægen/sygeplejersken skal kunne honorere kravet om at få et flot CV, er der simpelthen ikke tid til patientbehandling.

Der er ingen prestige i patientbehandling, desværre. Om lægen ser 0-10 eller 20-30 patienter på en dag, er lige meget for CV’et. Og om patienterne er tilfredse og får den korrekte behandling, opdages kun, hvis patienten klager over en mulig fejlbehandling.

Der er slet ingen prestige i at se patienter i Region Sjælland. Det er endvidere besværligt, hvis man bor i København og omegn, hvor mange har bosat sig under studiet. Så der mangler læger her, og jo længere fra Rådhuspladsen, jo værre står det til. Desværre bliver lægen heller ikke specielt rig af at arbejde i Region Sjælland, da Region Hovedstaden får relativt flere sundhedskroner pr. borger end de andre fire regioner [1].

Hvis så borgerne i Region Sjælland var super kernesunde på grund af den friske luft og de landlige omgivelser, så fint. Men det er de ikke. Der er en del udfordrede tilflyttere fra Region Hovedstaden, da boligerne er billigere, og det er nemmere at klare sig for overførselsindkomst, hvilket påvirker middellevetiden på Sydhavsøerne.

Region Hovedstaden er geografisk den mindste af de fem regioner, men bebos af 31% af befolkningen på 6% af Danmarks areal. I Region Sjælland bor 14% af Danmarks befolkning på 17% af Danmarks areal, hvilket giver større afstande. Men sådan har Danmark altså set ud længe.

De kolleger, der er medlemmer i uddannelsesudvalgene, og som skal vurdere, hvilke kvalifikationer der skal give adgang til en kursusstilling, har ofte selv været meget målrettede i deres karriere. Derfor har de sjældent selv arbejdet ret længe (eller aldrig) i regioner uden for hovedstaden/Aarhus/Odense, og de nedvurderer pr. automatik de kvalifikationer, man som klinisk arbejdende læge f.eks. i Region Sjælland kan opnå. Uddannelsesudvalgene og Lægeforeningen påtager sig intet ansvar for, at en stor andel af danske patienter af den grund står uden adgang til lægelig vurdering og behandling.

Patienterne i Region Sjælland risikerer derfor at blive behandlet for sent, hvis de får en livstruende sygdom. Det kan påvirke dødeligheden/overlevelsen, og epidemiologiske analyser og forskningsprojekter kan fejlagtigt konkludere, at overdødeligheden i Region Sjælland skyldes rygning, overvægt, usund levevis – mens det i virkeligheden skyldes, at de læger, der burde være der, piskes til at finde på et eller andet ph.d.-projekt i stedet for at behandle de syge for at komme i betragtning til en kursusstilling/uddannelsesstilling.

Forskning er fint, men patientbehandling er vigtigere. Hvilke læger vil vi egentlig gerne selv behandles af?