Hvad vil beskæftigelsesministeren med arbejdsmiljøet?

Alle læger ved, at mistænkt arbejdsrelaterede sygdomme skal anmeldes til Arbejdstilsynet. Herved bliver myndigheden opmærksom på sygdom som indikator for arbejdsmiljømangler, som der skal gøres noget ved. Andre konsekvenser kan være arbejdsskadeforsikring og etablering af et statistisk grundlag for prioriterede arbejdsmiljøindsatser. Forbedring af den enkeltes arbejdsmiljø er væsentligt for tilbagevenden til arbejde og for den arbejdsrelaterede sygdoms prognose. Det forudsættes imidlertid, at der ageres på anmeldelsen - hvad Arbejdstilsynet da også tidligere i en vis udstrækning har gjort.

Gennem de senere år har Arbejdstilsynet imidlertid udviklet sig mod det mere management orienterede. Nu har man næsten indtryk af, at det med de begrænsede ressourcer betragtes som en utilbørlig luksus at sende en tilsynsførende ud for at følge en anmeldelse op. Som de fleste læger nok også har indtryk af, sker det da også kun sjældent. I stedet er Arbejdstilsynet begyndt på et stort og møjsommeligt arbejde med at klassificere virksomhederne som røde, gule eller grønne, alt efter arbejdsmiljøets standard og viljen og evnen til at håndtere eventuelle arbejdsmiljøproblemer.

Som led i regeringens sparerunde har også Arbejdstilsynet afgivet en del ressourcer. Det synes i endnu højere grad end tidligere at have sat den normale tilsynsfunktion på vågeblus.

Beskæftigelsesministeren har nu fået en ny idé. Arbejdstilsynet skal frede de virksomheder, der er i orden. De får selv lov til at udvikle deres arbejdsmiljø, så det fortsat er sikkert og sundt. Til gengæld skal virksomheder uden evne eller vilje til at løse deres arbejdsmiljøproblemer holdes ekstra i ørerne. Nu skal der ikke mere inddeles i tre grupper, men alene i to. Det er beregnet, at Arbejdstilsynet med den eksisterende bemanding vil kunne klare denne opgave på 22 år.

I lyset heraf har ministeren bebudet en saltvandsindsprøjtning til Arbejdstilsynet i form af 65 årsværk. Det muliggør, at arbejdet ikke varer 22 år, men kan gøres på den halve tid. Konsekvensen er imidlertid, at virksomheder uden evne eller vilje til at skaffe sig et ordentligt arbejdsmiljø fredes i det kommende decennium. I den tid kan der ske meget, som vil belaste vores sundhedsvæsen.

Særligt graverende er det, at det samtidig er besluttet, at BST ikke som nu skal være obligatorisk i risikobrancher, men fremover være frivillig. De mange gode danske virksomheder, som med stort udbytte har brugt deres BST, vil formentlig fortsætte hermed i erkendelse af, at det ikke blot er godt for de ansatte, men også for virksomhedens produktivitet, fleksibilitet, kvalitet og image. De opfatter faktisk en arbejdsmiljøinvestering som noget positivt, der også giver kontant afkast i den anden ende. Men virksomheder med det ringeste arbejdsmiljø, som har det største behov for forbedringer, vil sandsynligvis skyndsomt afmelde sig BST for at spare de beskedne omkostninger herved. Herefter synker de endnu længere ned i det arbejdsmiljømæssige morads, som de i forvejen befinder sig i, og marginaliseringen mellem de arbejdsmiljømæssigt gode og dårlige virksomheder vil øges.

Kortlægningen af danske arbejdsmiljøer, som Arbejdstilsynet nu skal i gang med, kræver ikke blot mandskab, men også erfaring og ekspertise. Det eneste positive ved denne historie er for så vidt, at sidstnævnte findes hos de mange i BST, der nu kan forvente at blive ledige. Det skal så sammenholdes med tab af den ekspertise, der i dag anvendes fremadrettet for at forbedre arbejdsmiljøerne, og som stimulerer arbejdspladsernes organisation og kultur, sundheden på arbejdspladserne og arbejdsfastholdelsen.

Med de skitserede ændringer fjerner vi os fra det, der foregår i de øvrige lande i EU. Hvor vi i forvejen har problemer med at leve op til arbejdsmiljødirektiver, eksempelvis om helbredsovervågning ved særlige risikoeksponeringer, må forventes, at udviklingen bremses yderligere i de kommende år. En manglende efterlevelse af EU's direktiver om arbejdsmiljø medfører ikke blot risiko for en lavere standard herhjemme end i de lande, der omgiver os, men også, at Danmark beskyldes for konkurrenceforvridning på grund af den (kortsigtede) besparelse for virksomhederne, som det vil medføre. Desuden risikeres stigende offentlige omkostninger i sundhedsvæsenet.

Den førte politik er en misforståelse af liberale principper. Det handler om kræfternes frie spil med potentielt store konsekvenser for den enkelte ansatte af den lange snor - måske op til 11 år - til virksomheder, der vælger at negligere arbejdsmiljølovgivningen. Det kan vore patienter ikke være tjent med.