Hvem ejer lægerne?

I den sidste tid er der planlagt store ændringer inden for lægeverdenen. Der er kommet behandlingsgarantier og akutte kræftplaner, og der er kommet en fireårsregel. Debatten har bølget frem og tilbage, uden at de implicerede i aftalen har ændret mening. Men debatten om fireårsreglen indeholder ikke bare en debat om retten til at uddanne sig inden for sit drømmespeciale men en diskussion om, hvorvidt vi er selvbestemmende individer med egne mål og tanker om vores liv, eller om vi er produktionsmaskiner, som skal uddannes til at udføre diagnostik og helbredende virke hurtigst muligt. Jeg håber med dette indlæg at få fokus på nogle andre ting end, hvem der har stukket knive i ryggen på hvem. Jeg vil beskedent starte i toppen:

Lægernes øverste administration er vores minister og arbejdsgiver og vel ham, der skal sørge for ordentlige forhold for sine ansatte.

Ejer ministeren lægerne?

Han er manden, der står med ansvaret og tilrettelægger de overordnede linjer. Han er dog også manden, som skal sørge for det billigste produkt til flest mulige. Ministeren har desuden endnu en ting, han skal forholde sig til: Han skal genvælges. Hvor meget, det så fylder i hovedet på den enkelte minister, er uvist, men stadigvæk er det et ufravigeligt vilkår ved stillingen. Vores minister er indenrigs- og sundhedsminister og bemærk rækkefølgen. En hurtig optælling vil afsløre, at der er en del flere stemmer i at gøre det godt for »riget«, end det er for de ansatte i sundhedssektoren. Så arbejder vi i virkeligheden for patienterne, som ministeren arbejder for?

Ejer patienterne lægerne?

Alle har vel ude i klinikken mødt en patient, som sagde: »Men jeg snakkede med en overlæge i går, og han sagde noget andet.« Patienterne ønsker behandling af den mest kvalificerede og behæfter kvalitet med titlen overlæge. Vi ved jo godt, at selvom en overlæge i ortopædkirurgi er velkvalificeret inden for sit felt, er hans viden om portal hypertensionsbehandling på linje med de fleste turnuslægers. Ikke desto mindre vil patienter som minimum have en speciallæge til at varetage deres behandling. Ved dette ønske underkendes reservelægens kompetencer, og hendes seks års uddannelse er ingenting værd i mødet med patienten. Dertil kommer de problemer, det vil give i uddannelse af de yngre læger, som netop skal se en masse patienter og lære diagnostikken og behandling på patienter. Man overser da tit patienternes ønske og sætter den læge med mindst mulige nødvendige erfaring, måske endda med lidt mindre erfaring, til at uddanne lægen og at udnytte ressourcerne. Altså bliver det ikke et spørgsmål om patienternes ønsker men et spørgsmål om tid og penge.

Ejer markedskræfterne lægerne?

Det har længe været et spørgsmål om penge at få lægerne til at blive efter kl. 15.34. Forslaget om flere penge til yderområdernes læger dukker op gang på gang. Historier om at tjene 10.000+ på en dag er ikke sjældne. At sige, »læger er ikke interesseret i penge«, er en lodret løgn. Det gælder for læger som for alle arbejdsgrupper, at man gerne vil aflønnes efter arbejdets karakter, dog ikke for hvilket som helst arbejde. Nogle fravælger dog et vellønnet arbejde på privathospitalet af flere forskellige grunde. Andre vil ikke undvære arbejdet med yngre læger og studerende, og andre igen prioriterer forskningen. Arbejdsmiljøet og tonen imellem kollegaer er også en faktor, og andre til sidst vil gerne arbejde med det akutte og de komplicerede tilfælde. Det, der driver lægen til arbejde, er altså ikke kun penge men mange andre faktorer. Hvis man samlet kalder alle faktorerne for markedskræfter, må man kunne konkludere, at markedskræfterne har en stor betydning for lægernes arbejde. Så længe det varede.

Ejer lægerne sig selv?

De dage, hvor lægen arbejdede som idealist, hvor lægegerningen var et kald, er for længst skrevet ind historiebøgerne. Det næste kapitel, som var ved at blive skrevet, er det kapitel, hvor afdelingerne altid havde læger, der stod og ventede på at komme til at arbejde. Der stod altid turnuslæger i kø til at klare forvagtsarbejdet (læs: nattearbejdet). Der var kø foran U-stillingerne, så de unge læger forskede i drømmespecialet og arbejdede som mellemvagter (læs igen: natarbejde), imens pointene tikkede ind på kontoen. Da man endelig fik sin U-stilling, var man så lettet, at diverse småting som arbejdsforhold og løn ikke betød det store; ens liv var endelig kommet på skinner efter års ørkenvandring. Når man så blev speciallæge, kunne man tage stilling til de førnævnte markedskræfter, og hvordan de vægtede i den enkeltes liv, og først på det tidspunkt fik lægen en selvbestemmelse over sit eget liv. Dette lange liv til speciallæge var hjulpet på vej af forskellige faktorer, men især må nævnes en brændende interesse for det givne fag. En interesse, som er opbygget over studiet, turnus og livet efter turnus.

En ny generation af yngre læger satte det sidste punktum og gik i gang med at skrive et nyt kapitel. Et kapitel, hvor lægernes uddannelse blev prioriteret af afdelingen, fordi de ville undervise, og ikke fordi det var billigere at have en ung læge. Hvor afdelingen ville give sin viden videre til den næste læge, til trods for at det kostede tid og penge for afdelingen. Den unge læge skulle ikke længere rende forvildet alene rundt på afdelingerne om natten til skade for lægen og ikke mindst patienterne. Enkelte specialer var også i gang med at læse korrektur på deres del og begyndte at lokke lægestuderende ind på deres specialer. Psykiatrien fik oprettet ungdomsafdeling til inspiration for andre mindre populære specialer.

Ministeren besluttede at stoppe den tankegang, inden den fik fodfæste. Der udgik den befaling, at folk skulle tvinges til at tage stilling til drømmespecialet og endnu mere vigtigt: få U-stillingen, inden der er gået 730 dage efter endt turnus! De yngre læger må ikke længere være i tvivl om, hvilket speciale der skal være deres fremtid. Samtidig behøver ministeren ikke interessere sig for ting såsom arbejdsforhold og løn: Hvis den yngre læge siger nej til forholdene i en given I- eller U-stilling, står der fem klar til at overtage den. For på bagsiden af ansættelseskontrakten står der: Bliv eller forsvind! Du bliver aldrig speciallæge.

Der vil desuden ske det, at ministeren vil bestemme, hvor mange yngre læger der skal være interesserede i de forskellige specialer: Der skal nemlig være lige så mange, som der er patienter (stemmer), der skal behandles. Der skal være tre procent af en årgang, som vil være ortopædkirurger (punktum). Hvis ikke må man tvinge folk over i det speciale. Det er simpel bilfabriksteori. Der skal være folk, der sætter hjulkapsler på, andre tuner motoren, og nogle lakerer. Ellers fungerer maskinen »det offentlige sundhedssystem« ikke. At det så kan være et problem for den enkelte læge, som ikke interesserede sig for ortopædkirurgi, er jo ligegyldigt. Alle kan lære at udfylde en tom plads i maskinen. Alle kan blive en hvilken som helst læge. »Det er jo alt sammen lægegerning«.

Debatten om fireårsreglen er ikke en debat om forkælede læ ger, der kun vil være plastikkirurger eller psykiatrifobe. Det er ikke kun en debat om løn og arbejdsforhold. Ej heller kun en debat om interesse for et givent speciale. Debatten handler om, hvorvidt lægerne i fremtiden selv skal kunne kontrollere deres eget liv, om hvem der bestemmer, hvor og hvordan lægerne skal arbejde. Eller sagt på en anden måde: Hvem skal eje lægerne i fremtiden?