Skip to main content

Hvem har ansvaret for artiklen ?

Kan man tillade sig at være forfatter på en artikel, når man ikke kan stå inde for alle medforfatteres bidrag?

Lektor Jacob Fogh Bentzon og professor Jens Chr. Djurhuus
Lektor Jacob Fogh Bentzon og professor Jens Chr. Djurhuus

Professor Jens Chr. Djurhuus, Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet/Aarhus Universitetshospital
E-mail: jcd@clin.au.dk
Lektor Jacob Fog Bentzon, Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet/Aarhus Universitetshospital
E-mail: jben@clin.au.dk
Interessekonflikter: Ingen

9. feb. 2015
7 min.

Videnskabelige artikler har ofte et betydeligt antal forfattere. Det er en naturlig følge af forskningens kompleksitet, en kompleksitet, der bliver endda større, når forskningen skal være interdisciplinær.

Men kan man tillade sig at være forfatter på en artikel, når der er større eller mindre dele af det ens medforfattere har bidraget med, som man ikke ved om er sandt, eller man ikke forstår?

Fakta

Fakta

I USA pågår der en interessant proces. Siden 2001 har en forskergruppe ledet af Piero Anversa, professor i anæstesi og medicin, publiceret en lang række artikler om hjertets evne til at gendanne muskulatur fra stamceller. Det er klart sensationelt, og noget der potentielt har stor betydning for behandling af patienter med hjertesvigt. Det er på den anden side også svært kontroversielt, og fundene har løbende undret andre forskere. Blandt andet udtrykte stamcellerne i en af gruppens artikler angiveligt et gen, som alene findes i musens, men ikke menneskets, arvemasse.

Eksempel fra Circulation

I 2012 publiceres en artikel i det ansete tidsskrift Circulation, hvor førsteforfatteren har indhentet en række centrale kulstof 14-målinger fra et andet laboratorium. Piero Anversa er den af de 23 forfattere, som på baggrund af det materiale, der foreligger, skriver udkastet til artiklen og optræder som seniorforfatter.

Da artiklen kommer ud, opdager den forsker, som har fremsendt kulstof 14-målingerne, at der er tilføjet 20 nye datapunkter, som har været væsentlige for at give et mere klart billede, end de originale data kunne give. Altså en konkret forfalskning. Da det kommer til Brigham and Women’s Hospital og Harvard Medical Schools kendskab, de institutioner, hvor forskergruppen hører hjemme, anmoder de Circulation om, at artiklen bliver trukket tilbage, samtidig med at der bliver stillet spørgsmålstegn ved en anden artikel i Lancet. Det skal bemærkes, at institutionerne i USA har den funktion, der i Danmark ligger i Udvalget Vedrørende Videnskabelig Uredelighed.

Sagen tager en drejning

Tilsyneladende en almindelig uredelighedssag indtil sagen tager en ny drejning. Piero Anversa sagsøger med en af sine seniorforskere deres institution, idet de mener, at deres gode ry er blevet beklikket, at deres fremtidige karriere er blevet skadet, og endelig at deres muligheder for kommercielt at udnytte deres resultater er blevet hindret. I anklageskriftet står der, at Piero Anversa har skrevet manuskriptet, og at hans nære medarbejder har superviseret unge forskere, men at de ikke har haft viden om førsteforfatterens kreative tilgang til data.

Nu drejer det sig om særdeles kontroversielle resultater, som andre med samme teknik har forsøgt at reproducere, men ikke har kunnet, data, der for øvrigt har stor klinisk betydning og betydning for visse patientgrupper. Samtidig beretter en ung whistleblower om en besynderlig kultur i forskningsgruppen med meget strikt hierarki, og hvor enhver skepsis fra de unge forskere, som leverer rådata til artiklerne, er ildehørt og ofte lig et spark ud.

Hvilket ansvar har forfatteren?

Hvilket ansvar har man som forfatter for en forskningsartikels gyldighed? Tilsyneladende mener hverken seniorforfatter eller medforfattere i det beskrevne tilfælde, at de kan tillægges noget som helst ansvar. Tværtimod mener de sig uretfærdigt behandlet og sagsøger deres institution i dens egenskab som Udvalg Vedrørende Videnskabelig Uredelighed.

Anvendelsen af mange teknikker og flere discipliner er ensbetydende med mange forfattere. Det betyder tilsyneladende, at ansvaret for den samlede artikel er vanskelig at placere. Det kunne lægge op til, at hver forfatter skulle komme med et veldefineret afsnit, eller at man – for at stille det lidt på spidsen – kunne indføre en deklaration om, at den enkelte forfatters bidrag begrænser sig til det klart definerede område, og at pågældende intet ansvar har for, og ej heller forventes at kunne forstå, resten af arbejdet. Det er selvfølgelig på lang sigt uholdbart, og derfor er det eneste rigtige alternativ, at man får defineret et entydigt ansvar hos seniorforfatter.

Læs også artikel: I kølvandet på Penkowa skal overlæger og professorer på kursus i etik