Hvem må kalde sig børne- og ungelæge? (2)

Jeg takker Sundhedsstyrelsen for et klart svar i Ugeskriftet 2005;167:3709 på ovennævnte spørgsmål i mit debatindlæg med samme titel i Ugeskriftet 2005;167:3708-9. Jeg deler Sundhedsstyrelsens fortolkning af Lov om markedsføring af sundhedsydelser vedrørende ovennævnte spørgsmål.

Tak til formand for Dansk Selskab for Børnesundhed, speciallæge i almen medicin Annette Storr-Paulsen (ASP), for hendes reaktion i Ugeskriftet 2005;167:3709 på mit ovennævnte indlæg. I modsætning til, hvad ASP skriver, mener jeg at have en god fornemmelse af og desuden stor respekt for de kommunalt ansatte lægers arbejde, herunder deres

arbejde med børn og unge. Som det fremgår af Sundhedsstyrelsens ovennævnte svar, giver dette arbejde imidlertid ikke kommunallægerne lovmæssig ret til at markedsføre sig som børne- og ungelæger, uanset stavemåde, når de udbyder sundhedsydelser, medmindre de er speciallæger i pædiatri.

Det er som omtalt underordnet, om sundhedsydelserne udbydes i forbindelse med liberalt erhverv eller via en kommunal eller anden offentlig institution. Citat fra Lov om markedsføring af sundhedsydelser, kapitel 1, § 1: »Loven omfatter markedsføring af sundhedsydelser, som udføres af eller på vegne af autoriserede eller ikkeautoriserede sundhedspersoner inden for sundhedsvæsenet. Loven fastsætter, medmindre andet er bestemt, fælles regler for markedsføring vedrørende offentlige og private sygehuse, private klinikker og privatpraktiserende sundhedspersoner samt andre institutioner, der leverer sundhedsydelser.« Som det fremgår af lovteksten og Sundhedsstyrelsens hjemmeside, gælder loven også forebyggende sundhedsydelser udbudt i kommunalt regi.

ASP skriver, at speciallæger i pædiatri, åbenbart i modsætning til kommunallæger, bør og skal retmæssigt kalde sig, hvad de er, nemlig speciallæger i pædiatri. Problemet er bare, at befolkningen generelt ikke aner, hvad pædiatri er. Derfor anvender speciallæger i pædiatri betegnelsen børnelæge, ligesom speciallæger i dermatologi betegner sig hudlæger osv. Befolkningen har således en forventning om, at en børnelæge er speciallæge i pædiatri, en hudlæge i dermatologi osv., og derfor er det vildledende, når kommunallæger eller andre læger, der ikke er speciallæger i pædiatri, anvender betegnelser, hvori indgår ordet børnelæge. Betegnelsen børne- og ungelæge signalerer oven i købet, at man har speciallægeekspertise i både børns og unges sygdomme.

Udgangspunktet for denne debat var læge Vibeke Manniche, som er et eksempel på en kommunallæge, der i årevis dygtigt har markedsført sig i medierne som børne- og ungelæge til fordel for sine omfattende bogudgivelser om børns sygdom og sundhed, brevkassevirksomhed, foredragsvirksomhed m.m., uden at være speciallæge i pædiatri. Hendes »Bogen om barnet« er solgt i mere end 200.000 eksemplarer. På den baggrund kan jeg godt forstå, at det er mere attraktivt for Vibeke Manniche at markedsføre sig børne- og ungelæge end som kommunallæge, blot er det altså ikke lovligt. Der foreligger nu en klar afgørelse fra Sundhedsstyrel-sen om, at kommunalt ansatte læger, der ikke er speciallæger i pædiatri, ikke har ret til at anvende betegnelsen børne- og ungelæge, uanset stavemåde, når de udbyder sundhedsydelser, og den afgørelse må man forvente, at ASP og de øvrige kommunallæger respekterer og efterlever.

Svar 1

Svar 2