Hvem skal prioritere?

Vor formand, Andreas Rudkjøbing, har i Ugeskriftet den 31. august 2015 givet et aktuelt og sammenfattende syn på regionernes kommende muligheder i lederen »Flere penge, men langtfra nok« [1].

Lederens sidste afsnit giver mig imidlertid anledning til en uddybende kommentar.

Andreas Rudkøbing mener, at »midlerne skal øremærkes«, og med den følgende sætning ser det ud til, at Andreas Rudkøbing – og Lægeforeningen – mener, at lægerne skal udføre sådanne prioriteringer i praksis, men ikke deltage i den overordnede prioritering. Med lægeløftet – som med fem artikler i øvrigt er temaet for det netop udkomne septembernummer af Bibliotek for Læger [2^] – i baghovedet er jeg ikke enig heri.

To dage før lederen i Ugeskriftet havde jeg den 28. august i Kristeligt Dagblad et læserbrev, der lød som følger:

»Alle danske læger har aflagt løftet – ellers er de ikke læger. Løftet består af 5 delløfter, alle vigtige og sammenhængende. Det første, der efter min mening er højaktuelt, lyder:

“... at jeg ved mine forretninger som praktiserende læge stedse skal være mig magtpåliggende, efter bedste skøn at anvende mine kundskaber med flid og omhu til samfundet og mine medmenneskers gavn ..."

Lægen skal altså altid (stedse) omhyggeligt (med flid og omhu) tage hensyn til “samfundet” og hans “medmenneskes gavn”. Ingen omtale af patienter; ingen omtale af behandling – nej. Der anvendes det væsentligt mere dækkende udtryk “gavn” – for samfundet og for medmennesket,

Så det er lægen, der prioriterer (Og har en edssvoren pligt dertil!) om en behandling med et specielt medicinsk præparat skal gives til hans specifikke patient ud fra hans vurdering om det er til samfundets og hans medmenneskes gavn eller ikke - ikke en “DJØF”er«.

Som prodekan og dekan for det lægevidenskabelige fakultet ved Københavns Universitet i 1972-1976 har jeg modtaget tusinder af lægeløfter fra cand.med.er, der ønskede at blive læger. Jeg lagde altid mest vægt på det første delløfte som citeret ovenfor.

Det er vigtigt, at det er den ansvarlige læge, der bestemmer behandlingsmetoderne. For hvem ellers har givet løfte om at gøre det godt for sine medmennesker ?

Kun lægen er i stand til at afveje og vurdere de forskellige faktorer: patientens alder, civilstatus, det hidtidige livsindhold, livsideer og -idealer og forventningerne til det kommende liv: leve lidt længere med store og svære bivirkninger, eller leve lidt kortere og bedre.

En samtale mellem den ansvarlige læge (og evt. den praktiserende læge) kan måske give svaret på, hvad der er bedst og mest til »gavn« for patienten.

Modsat – mener jeg – at en overordnet beslutning truffet af økonomer ud fra en simpel beregning af prisen for en behandling af alle patienter med en specifik diagnose ikke vil være i overenstemmelse med det lægeløfte, kandidaterne højtideligt har givet dekanen. Men måske er den gamle dekan for naiv?